Den danske udvandrerhistorie er fyldt med fascinerende skæbner, som flygter fra fattigdom og har eventyrblod rullende i årerne. En af disse skæbner er Jens Møller Børglums. Han var snedker i Vendsyssel og forlod Danmark i 1864 og rejste til Amerika, i lighed med så mange andre dengang. Hans historie adskiller sig dog på ét punkt: Hans søn, Gutzon Borglum, blev USA's mest berømte billedhugger og skaberen af Mount Rush-more-monumentet i South Dakota.
Det er jo en udvandrerhistorie med turbo på – faderen er snedker i Vendsyssel, sønnen er verdensberømt og ven med præsidenter – men Gutzon Borglums skæbne er stort set ukendt i Danmark. Heller ikke i USA er Borglum længere et stort navn, til trods for at omkring to millioner turister hvert år besøger Mount Rushmore og således gør dansk-amerikanerens monument til et af de mest sete stykker kunst i USA?s historie. Hvordan kan det være, at Gutzon med Børglum-efternavnet er stort set ukendt i dag?
Historien om faderen og sønnen, Jens og Gutzon, har ellers en masse farverige ingredienser. Siden 1500-tallet var Børglum-slægten tilknyttet klosteret af samme navn, hvor stamfaderen virkede som den første lutherske præst efter Reformationen. I midten af 1800-tallet løsnedes bindingen til stedet imidlertid for slægtens yngste led, og Jens rejste til København med henblik på at udvandre.
Han var ikke ligefrem alene – Nordjylland var hårdt ramt af udvandring på denne tid, og omkring Hjørring forsvandt op mod halvdelen af befolkningen over en kort årrække. Men Jens var alligevel lidt anderledes, for han omvendte sig til mormonismen og indgik et arrangeret ægteskab ved et massebryllup i København. Hustruen hed Ida Mikkelsen, og sammen krydsede de Atlanten og bosatte sig i Utah. Tro mod mormonkirkens polygame idealer blev Jens hurtigt gift igen, denne gang med Idas søster Christina, der var kommet over fra Danmark allerede året efter Børglum-parrets ankomst. Fem sønner blev det til i alt, tre med den ene søster, to med den anden (Gutzon blev født i 1867).
Til trods for, at mormonismen er en ærke-amerikansk religion, har dens medlemmer aldrig haft en god sag i Guds eget land, hvor kernefamilieværdier altid har sat dagsordenen. At komme anstigende med to eller flere koner er derfor en torn i øjet på flertallet af amerikanerne, og Jens og den voksende familie fik da også kærligheden at føle og flyttede rundt i USA på udkig efter fristeder. Måske blev det for meget til sidst, i hvert fald kvittede Jens mormonkirken og den ene af konerne, da Gutzon var en lille dreng, og begyndte at læse til læge.
Alt dette skete, mens Freuds tanker om moderbindinger voksede sig store på briksen i Wien, og man skal ikke være professor i psykologi for at regne ud, at det komplicerede mor-/mødreforhold satte sig spor i den unge Gutzons kunstnersind. I sin selvbiografi og i interview lyver han da også om moderen og påstår, at hun døde, da han var lille, mens han omvendt fastholder forbindelsen til Danmark og ser sig selv i slægt med vikingerne. Ja, mere end det: Han udvikler en teori om, at vikingerne og grækerne er i familie med hinanden og at han, Gutzon, den store billedhugger, således er en levende frugt af de gamle græske idealer. Hvis man aner en hang til megalomani og kreativ omgang med sandheden, tager man ikke helt fejl. Længe inden Gutzon blev etableret som kunstner, levede han groft over evne og iscenesatte sig som en stor succes i dyre omgivelser, mens kreditorerne forgæves bankede på atelierdøren.
Da anerkendelsen var en realitet, og hans navn som USA?s store skulptør slået fast, var han konstant utilfreds med, at ikke alle – alle! – hyldede ham som geni, så hvis en udstillingskomité undlod at invitere ham med i en skulpturkonkurrence, fór han i blækhuset og gjorde alt for at miskreditere arrangørerne offentligt. Det var alt eller intet med Gutzon, så højesteretsdommer Felix Frankfurter ramte det meget godt, da han sagde: "Gutzon er vild med krig, seks krige ad gangen".
Det krigeriske gemyt passede som kugle i et kanonløb til Gutzons motiver, der ofte var hentet i Borgerkrigen (1861-1865). Et yndet objekt for datidens kunstnere var Abraham Lincoln, hvis ansigtstræk Gutzon prøvede kræfter med i flere omgange. Nationalhelten Lincoln var et prima eksempel på den teori, som Gutzon og utallige andre på dette tidspunkt abonnerede på: teorien om De Store Mænd. Ifølge denne teori drives historien frem af storslåede mænds handlekraft og heroisme, ja, den målrettede statsmand har evnerne til egenhændigt at vende udviklingen og forme et lands skæbne. Teorien om De Store Mænd dateres ofte til Hegel, men særligt Thomas Carlyle, en historiker og essayist, populariserede i 1840'erne teorien, hvis indflydelse dårligt kan undervurderes, og som vi da også ser reminiscenser af i dag, når denne eller hin politiker kritiseres for ikke at være statsmandsagtig nok.
Siden blev teorien dog voldsomt miskrediteret, og skal man pege på en grund til, at Gutzon ikke fejres i dag, er det, fordi han med hud og hår omfavnede De Store Mænd-teorien. En stor mand var for Gutzon naturligvis en stor, hvid mand, så han blev medlem af Ku Klux Klan og skrev opflammende debatindlæg imod indvandring til USA. Hans monument i Mount Rushmore er en gigantisk heltehyldest af den mest romantiske slags, som det ligger der i al sin mastodontiske meningsløshed, uden nogen praktisk funktion overhovedet, og man kan ikke fortænke ofrene for den hvide mands hærgen i USA i at se anderledes på historiens kræfter, end Gutzon gjorde.
Den anden grund til, at Gutzons navn ikke længere er på alles læber, er, at hans kunstsyn ligger i ruiner. Gutzon mente, at kunsten alene stod i skønhedens tjeneste. En billedhugger skulle vise historiske personer i heroiske og smukke positurer, så formfuldendt som muligt. Han var ingenlunde alene med sin opfattelse, for på dette tidspunkt var der et veritabelt skulptør-boom i USA, hvor kunstnere kappedes om at få de mange opgaver i skøn billedhuggerkunst, som myndighederne udliciterede i kølvandet på Borgerkrigen. Opfattelsen var, at kunsten skulle binde nationen sammen og vise, hvilke personligheder der samlede borgerne i fælles demokratisk og national enhed.
I dag er det stik modsat. Kunst skal ikke være skøn, men provokerende. Tager man den seneste debat om kulturminister Carina Christensen (K) som eksempel, ser man, hvor udbredt avantgardismens kunstsyn er. "Kunstnerne skal provokere – ikke jeg", sagde kulturministeren i et interview for nylig som svar på kritikken af hende som usynlig i den offentlige debat. Men ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det virkelig er kunstens eneste opgave: at provokere. Gutzon Borglum – og med ham utallige andre malere og billedhuggere i kunsthistorien – mente noget helt andet. Definitionen på den gode og "rigtige" kunst ændrer sig altså med tiden, og lige så begrænsende kulturministeren og med hende store dele af kulturlivets opfattelse af kunst er – at den skal provokere – lige så sikkert er det, at ingen i dag vil stille sig op og sige, at kunst skal være skøn og tjene nationen.
Nationalisten Gutzon Borglum står altså med en dårlig sag i dagens debat: Hans opfattelse af historiens udvikling er miskrediteret af efterfølgende historikergenerationer, og hans kunstsyn er lagt for had og har været det i store dele af det 20. århundrede.
Men bare fordi man er en megaloman racist med et antikveret kunstsyn og rødder i Vendsyssel kan man jo godt have ret alligevel, eller? Tja, et eller andet udstråler Mount Rushmore-monumentet i South Dakota velsagtens. Ellers ville millioner af turister ikke hvert år strømme ud i ørkenen for at se George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln skue ud af klippen. Selv nåede Gutzon ikke at nyde frugterne af sine grandiose drømme, for han døde i 1941 under strabadserne med at hugge sin version af historien frem i sten.
