Prøv avisen

Fra dårekiste til psykiatrisk hospital

En dårekiste kunne gøre det ud for et bosted for sindslidende. – Arkivtegning.

Ny bog fortæller historien fra 1600-tallets opbevaring af afsindige til nutidens lægevidenskabelige behandling af psykisk syge. En fortælling, der er både oplysende, spændende, grusom og, ja, ganske afsindig

Kong Eriks Sjællandske lov fra cirka 1250 nævner, hvad familien og øvrigheden skal stille op med mennesker, der er fra forstanden. Bestemmelsen blev i en forkortet version overført til Danske Lov fra 1683, hvor det lyder: Findes nogen rasende eller gal, da må hvem, der vil, binde ham og føre ham til tinge og tilbyde hans frænder ham, og de er pligtige at forvare ham, såfremt de har middel dertil; hvis ikke, da bør øvrigheden at sætte ham i forvaring.

Helt op til 1600-tallet stod familie og frænder, hvilket også omfattede herremænd, altså selv for at tage sig af de psykisk syge. Øvrigheden havde nemlig ikke taget stilling til, hvor en eventuel lovmæssig forvaring skulle foregå. Så staten levede ikke op til de gode intentioner om at tage hånd om de sindslidende.

De fleste købstæder havde dårekister i tilknytning til rådhuset og fattighusene. Her blev de mest voldsomme sindslidende spærret inde for at rase ud. Når det akutte anfald drev over, blev de sluppet ud og overladt til deres egen sørgelige skæbne. Behandling af den syge kom ikke på tale, for dengang blev sindslidelser enten opfattet som Djævelens værk, selvforskyldt eller forårsaget af udsvævende livsførelse.

I hovedstaden, København, forsøgte man dog at gøre lidt mere for sine afsindige. Det såkaldte Pesthus beliggende lige uden for byvolden ved Nørreport havde siden 1612 taget sig af sårede fra Christian den Fjerdes eget regiment. Omkring 1619 drøftede kongen og Magistraten muligheden for et pesthus til afsindige mennesker på hvad sted sligt bekvemt kan forordnes. Af kilderne fremgår det, at soldaternes sygehus overgik til at huse stadens elendige og syge.

Men dette tiltag forbedrede ikke de sindslidendes forhold meget. Tidens læger beskæftigede sig nemlig ikke synderligt med sindets sygdomme, så der var fortsat mere tale om opbevaring end behandling. Personalet i pesthuset talte da heller ingen læger, men en spisemoder, en portner, en præst, en skriver og et antal gangkoner.

Bevarede hospitalsprotokoller, journaler og kirkebøger viser med al tydelighed, at man ikke kendte sindssygdommenes forskellige diagnoser. De syge blev beskrevet som afsindige, ramt af galenskab, sindsurolige, urigtige i hovedet, i urolige tanker eller slet og ret tåbelige.

Samtidig led læger og plejepersonale af den vildfarelse, at afsindige kunne modstå sult, tørst og kulde bedre end andre. Derfor fik de lov til at leve under kummerlige forhold i det københavnske pesthus. Et øjenvidne beretter i 1749, at dårekisternes gulve var dækket af 30 cm is, der kom ind fra latrinkanalen. Det er ikke usandsynligt, da der i netop de år var ualmindeligt strenge vintre.

De psykisk syge opholdt sig altså i små, råkolde indelukker, hvor de lå i en bunke snavset halm. Sengetøj rakte pengene ikke til, og mange sønderrev deres klæder i vildelse og lå derfor nøgne på det kolde gulv.

I december 1768 døde en kvinde i pesthuset, der havde tilbragt 18 lange år indespærret i en dårekiste på 2,5 kvadratmeter. I hendes protokol står noteret: Af det langvarige leje var hendes usle legeme så krumvokset og således indsvundet, at hun ikke var større end et lidet barn, og hendes ligkiste har ikke behøvedes mere end 80 cm lang. En grusom, men desværre ikke enestående skæbne for datidens sindslidende.

I løbet af 1600- og 1700-tallet flyttede det københavnske pesthus adresse flere gange. Omkring 1664 rykkede institutionen fra placeringen uden for Nørreport til en firlænget bindingsværksbygning på Vester Fælled ved Kalvebod Strand. I 1766 blev øgenavnet pesthuset afløst af det officielle navn Skt. Hans Hospital. De historiske kilder giver dog ingen forklaring på, hvorfor dette helgennavn indgår i hospitalsnavnet.

På et tidspunkt mellem 1799 og 1803 blev man opmærksom på nødvendigheden af at bade hospitalets beboere. Samtidig kom der regulativer omkring patienternes beklædning, så forholdene forbedrede sig en smule.

I 1808 rykkede Skt. Hans Hospital til Bidstrupgaard ved Roskilde og var fortsat landets eneste institution med en større gruppe sindslidende.

Her i begyndelsen af 1800-tallet kom lægerne endelig på banen. Med inspiration fra udlandet ændrede de syn på de afsindige og deres lidelser. Videnskaben havde lovende behandlings- og helbredelsesmuligheder, og det markerede begyndelsen på den psykiatriske behandling herhjemme.

I 1820erne kom de første danske eksempler på lægefaglige artikler om afsindige i det førende tidsskrift Bibliotek for Læger. På det tidspunkt havde læger i England, Frankrig og Tyskland for længst specialiseret sig inden for det psykiatriske område, så de danske læger haltede bagefter.

Politikerne erkendte også betydningen af en tilrettelagt behandling af afsindige på dertil indrettede institutioner. Det affødte opførelsen af Jydske Asyl i Risskov ved Århus i 1852 og derefter fem andre psykiatriske hospitaler i perioden 1852-1915.

Skt. Hans Hospital på Bidstrupgaard blev reformeret og reorganiseret omkring 1860. De afsindige skulle have faste og sunde rammer med mulighed for behandling, pleje og omsorg. Den blev varetaget af læger med assistance fra et disciplineret, trænet personale modsat tidligere tiders tilfældige og uskolede bemanding.

Med flere hundrede års forsinkelse levede staten langt om længe op til sit lovmæssige ansvar om at værne om kongerigets svageste, de afsindige.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Jesper Vaczy Kragh (red.): Psykiatriens historie i Danmark. 348 kroner, Hans Reitzels Forlag, udkom i september 2008.