Der er noget, der er vendt op og ned, når man følger debatten om seksuelle krænkelser i denne tid. Det siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa, som er teolog ved Aarhus Universitet. Hun har blandt andet skrevet bogen ”Ære’” i bogserien Tænkepauser.
”Vi diskuterer krænkelser som led i et brud med tidligere tiders normer for ære og skam. Krænkelsesdebatten vender normerne på hovedet. Nu forsøger mændene, der ofte har høj status, at undgå udskamning, mens kvinderne, der måske i første omgang skammede sig over den krænkende episode, kan opnå ære ved at stå frem og sige fra,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa.
”I langt det meste af historien har vi mennesker ikke skullet forholde os kritisk til samfundets normer. Alle inden var indforståede med, hvad der bragte ære og skam i en social gruppe. Men nu lever vi i en unik periode, hvor vi ikke længere er enige om, hvad der giver ære, og hvad der er skamfuldt. Det er krænkelsesdebatten et tegn på,” siger hun.
”Æresbegrebet i traditionelle samfund har været nogenlunde ens kloden rundt. Generelt set knyttede ære sig til familien og kunne gå i arv fra generation til generation. Kvinderne i familien skulle undgå skam, især ved at leve tilbagetrukne liv som husmødre, mens mændene som familiens overhoveder skulle opnå ære ved at forsørge og beskytte den,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa.
Et afgørende opgør med det traditionelle æresbegreb finder hun i kristendommen:
”Kristendommen vender det gængse æresbegreb på hovedet ved at lade Jesus lide den mest skamfulde og vanærende død på korset. Derfor er ydmygelse og selvopofrelse for den kristne ikke noget skamfuldt, men et tegn på guddommelig ære,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa.
Men kristendommen fik aldrig gjort definitivt op med det traditionelle æres-begreb.
”1900-tallets nazistiske ideologi viderefører en patriarkalsk forestilling om ære knyttet til den udvidede familie, folket, og dets fører og kobler det til kristendommens forestilling om æren ved selvopofrelse. Tysklands fremfærd i Anden Verdenskrig er et forsøg på at opnå oprejsning for den kollektive ydmygelse og det ærestab, som det tyske folk led i kølvandet på Første Verdenskrig,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa.
Verdenskrigene og deres ødelæggelser ledte til et opgør med det traditionelle æresbegreb:
”Den gamle, patriarkalske verdensorden havde spillet fallit, og man måtte finde nye værdier og normer,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa.
Opgør med de traditionelle æresbegreber kom i flere bølger. Det forklarer Mikkel Gabriel Christoffersen, postdoc ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet.
”Vi så det først med kvindefrigørelsen, borgerrettighedsbevægelserne og i de homoseksuelles frihedskamp. Det var grupper, der ikke passede ind i tidligere tiders æresbegreber, men som nu ville anerkendes og ikke længere udskammes. Mange af dem brugte selv skammen som våben i deres kamp for at ændre normerne,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen og peger på borgerretsforkæmperen Martin Luther King som eksempel:
”Han udskammede de hvide med det faktum, at de ikke havde levet op til uafhængighedserklæringens bekendelser om, at alle amerikanere var lige. Det var et forsøg på at ændre de herskende normer ved at udskamme. Men det var en risikabel strategi,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen.
Han peger på, at samme strategi slog fejl under det amerikanske præsidentvalg i 2016:
”Der var en stor gruppe af hvide, mandlige amerikanere, der følte sig udskammet af venstrefløjen. De følte sig ikke særligt privilegerede og vendte derfor ryggen til de identitetspolitiske bevægelser og længtes derfor efter nye måder at vinde anerkendelse på,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen.
Også i det seneste opgør med fortidens æresbegreber, MeToo-bevægelsen, er udskamning blevet et våben:
”Umiddelbart efter Sofie Linde igangsatte den hidtil største MeToo-bølge herhjemme, var der mange, der snakkede om at ændre selve kulturen. Her kan man tale om en slags forandringsskam over at have bidraget til den sexistiske kultur. Men det vendte meget hurtigt til udskamning af enkeltpersoner som for eksempel Morten Østergaard og Frank Jensen. De kom i gabestok til skræk og advarsel, og de blev meget tydelige eksempler på det, man ville gøre op med. På den måde blev udskamning også et vigtigt element i krænkelsesdebatten,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen.