Prøv avisen

Kraniet: Fra kristent relikvie til rocksymbol

Kun fem centimer måler et miniaturekranium udført i alabast og kvarts, som med stor sandsynlighed er lavet af renæssancekunstneren Leonardo da Vinci. Øjenhulerne i den lille figur har en ganske særlig fremtrædende plads, hvilket er i overensstemmelse med kunstnerens tænkemåde. Leonardo da Vinci, der levede fra 1452 til 1519, betragtede øjnene som et vindue, hvorigennem det var muligt at kigge direkte ind i menneskets sjæl. - Presse Foto: Weltkulturerbe Völklinger Hütte

Det menneskelige kranium har fascineret os fra Julius Cæsar til i dag. Engang som sejrherrens trofæ efter kamp, senere som symbol inden for rockmusik. Ny udstilling viser hovedskallens kulturhistorie

Den tyske sanger Heino er kendt som den pæne mand klædt i rullekrave-sweater og blazer, men på omslaget af sit seneste album har sangeren gjort en kovending:

Nu er han iført sort tøj og sidder på en stol omringet af kranier. Både stolens ryg- og armlæn er udsmykket med sorte kranier, og selv på skaftet af hans stok er fire kranier placeret oven på hinanden. Heino er på sine modne dage - som 77-årig - gået hen og blevet heavy metal-sanger, og i den branche er kranier - også kaldet dødningehoveder - kult.

Rockmusikkens fascination af kranier er langtfra enestående i menneskehedens historie.

Museet Weltkulturerbe Völklinger Hütte, der ligger i den tyske delstat Saarland, viser nu udstillingen ”Kranium - Ikon. Myte. Kult”, der indeholder flere eksempler på den store betydning, som det menneskelige kranium er blevet tillagt igennem tiderne i utallige kulturer og religioner.

Museet byder på 250 ægte kranier fra alle verdensdele, og udstillingen skildrer de utallige former for kult, som det menneskelige hoved har været - og i nogle tilfælde stadig er - genstand for.

Det ældste udstillingsobjekt er hjerneskallen fra en neandertaler, der blev fundet i delstaten Rheinland-Pfalz. Arkæologer er temmelig sikre på, at hjerneskallen for 170.000 år siden blev brugt som skål, og at der sandsynligvis blev drukket af den under kultiske ritualer.

I en række kulturer er kraniet blevet betragtet som det mest værdifulde trofæ, en kriger kunne tage med hjem efter endt kamp. Hos flere keltiske stammer var det for eksempel tradition, at krigere sømmede deres fjenders kranier fast på væggen til deres hjem for på den måde at få del i de kræfter, som fjenden havde besiddet.

I udstillingen vises blandt andet et kranium, der har været igennem denne behandling, og hvor sømmet stadig kan ses. Kraniet er ligeledes blevet fundet i Rheinland-Pfalz og stammer fra tiden under Gallerkrigene i årene 58-51 f.Kr. Det var en tid, hvor det romerske riges førstemand Julius Cæsar førte krig imod en række keltiske stammer.

Troen på, at man kunne overtage en fjendes styrke ved at slå ham ihjel og beholde hans kranium, har igennem tiderne været vidt udbredt ikke alene blandt kelterne, men overalt på jorden. For eksempel har flere indianerstammer i Sydamerika og befolkningerne på øer som Ny Guinea og Borneo helt frem til det 20. århundrede haft tradition for at bære døde fjenders hoveder på sig.

I nogle religioner har folk derimod opbevaret kranier af døde forfædre af en ganske anden grund: På Salomonøerne troede befolkningen, at de via kranierne kunne komme i kontakt med det hinsides, og derfor udfærdigede de familieskrin, som lignede små huse, hvori de opbevarede kranier fra deres pårørende. De gjorde det ikke alene for at have kontakt til anerne, men også fordi de var overbevist om, at kranierne kunne beskytte deres hjem.

Også i kristendommen har der været tradition for at gemme knogler og kranier som hellige relikvier. I utallige kirker i Europa opbevares stadig jordiske rester fra helgener og martyrer, og ifølge utallige overleveringer kan relikvierne hjælpe troende, der beder, til at opnå Guds nåde. På udstillingen vises et af disse relikvier, et kranium udlånt fra en kirke i Holland.

Et særligt afsnit af udstillingen beskæftiger sig med en række myter om kranier, blandt andet legenderne om de såkaldte krystalkranier. Ifølge overleveringer har maya-indianerne produceret kranierne til brug for magiske ceremonier og til at besværge døden med. '

Film som ”Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige” fra 2008 har bidraget til at styrke legenden om de magiske krystalkranier, men ifølge udstillingen i Völklinger Hütte er virkeligheden bag kranierne en ganske anden: Krystalkranierne er for det meste blevet lavet i Europa i det 19. århundrede.

For eksempel var der i området omkring byen Idar-Oberstein i Tyskland opstået en hel industri af værksteder, hvor kranierne blev produceret i gennemsigtig bjergkrystal.

Udstillingen viser også, hvordan menneskets fascination af kranier sætter spor helt ind i vores nutidige hverdagskultur. Det er langtfra kun modne kunstnere som sangeren Heino, der smykker sig med dødningehoveder:

Kranier er blevet en salgssucces både i mode- og smykkebranchen, og selv små drenge løber i dag rundt med dødningehoveder på deres T-shirts.