Prøv avisen

Bunkere: Fra krig og skam til kulturarv i beton

En flækket bunker ved Vigsø på Thys nordkyst er malet med graffiti, så den ligner en hval. Graffiti ses på en del af Atlantvoldens efterladenskaber, fortæller Chrestina Dahl, museumsinspektør for Bunkermuseet Hirtshals ved Vendsyssel Historiske Museum. Selv mente hun tidligere, at det var en skam, men i dag ser hun bemalingen som en del af bunkernes udviklingshistorie. Foto: Klaus Madsen

Under Anden Verdenskrig blev kysterne i Nordjylland befæstet af Nazi-Tyskland med tusinder af kystanlæg og bunkere. I dag står de fleste betonstillinger tilbage som omstridt kulturarv, fortæller ny bog

Nordjyllands kyster er formet af mødet mellem hedelandskab, brede sandstrande og Vesterhavets voldsomme, brusende kræfter. Men mellem klitterne bryder grå beton bølgens blå og marehalmens grønne farver.

Rester af de tyske befæstningsanlæg har været en del af det danske kystbillede siden Anden Verdenskrig. Atlantvolden hed det i tysk propaganda om de forsvarsværker, Hitler fik bygget fra Sydfrankrig til Nordnorge. De mange bunkere og kanonstillinger i Danmark kan i dag tjene som illustration af krigens udvikling, men de er samtidig en historisk påmindelse. En påmindelse, som deler vandene, for er de en skamplet eller en kulturarv?

Ét år inde i Anden Verdenskrig er Nazityskland midt i en tofrontskrig. Krigen med Sovjetunion var ikke vundet gennem efteråret 1941, som man ellers havde forventet, og i stedet stod en stor del af de tyske tropper i stampe østpå, efterladende de vestlige dele af tyskerobrede områder sårbare over for angreb fra de allierede.

Hitlers gennemgående strategi var at bygge forsvarsanlæg gennem alle de besatte områder i Europa, og fra krigens begyndelse i 1940 til afslutningen i 1945 opførtes den danske del af Atlantvolden i form af omtrent 8000 konstruktioner. De kom til med stigende hyppighed, i takt med at trusselsniveauet steg, og krigslykken vendte for besættelsesmagten Tyskland.

”I krigens første par år byggede man stillinger i jorden, som var forstærket med tømmer, mursten og måske noget tyndt beton, men fra 1942 byggede man solidt, og i det følgende år kom der fart på,” fastslår Jens Andersen, der er ph.d. i historie, museumsinspektør og afdelingsleder for Bunkermuseum Hanstholm ved Museum Thy.

Han er samtidig medforfatter og redaktør af det nyligt udkomne værk ”Atlantvolden i Nordjylland”, der på godt og vel 600 sider afdækker Tysklands befæstning af Nordjylland.

Logikken bag de mange stillinger var, at man kunne nøjes med færre og ringere soldater, samtidig med at det erobrede området kunne forsvares, skulle de allierede forsøge at invadere Tyskland gennem adgangen til Danmarks vestvendte kyster.

I løbet af krigen intensiveredes befæstningen af kysten, og særligt omfattende gik det for sig i fiskeribyen Hanstholm. Den tunge besættelse af de nordjyske kystbebyggelser betød, at der i mange områder var flere tyskere end danskere. Og det havde indflydelse på forholdet mellem de to parter, beretter Jens Andersen.

”I kystområderne havde man gennemgående et godt forhold til besættelsesmagten, især i krigens første tid. Det gode forhold opstod i mange tilfælde også af sig selv, fordi soldaterne i den første tid ofte var indlogeret i private hjem, og derfor fik mange et personligt forhold til dem,” fortæller Jens Andersen.

Lokalbefolkningen i kystområder fik også et økonomisk forhold til værnemagtens og befæstningsanlæggene, som tyskerne betalte danske arbejdere en høj løn for at bygge. Alene i Hanstholm firedobledes skattebidraget i 1940-1942 på baggrund af bygningsarbejdet og den højere omsætning blandt lokale erhvervsdrivende.

Trods den heftige befæstning af Nordjyllands kyster udeblev invasionen gennem Skagerrak, og ved Tysklands nederlag i 1945 forlod soldaterne Nordjyllands kyster.

Men den danske del af Atlantvolden stod tilbage. Den danske stat stod nu med tusindvis af solide betonstillinger. Radarstationen i Skagen blev overtaget af det danske forsvar, ligesom man ved Frederikshavn tog en tidligere tysk stilling i brug, Bangsbofort. Kun tre anlæg blev taget i brug under Den Kolde Krig, for de viste sig svære at genbruge.

”Det meste af anlægget ligger langs den jyske vestkyst. Der blev bygget en smule ved østkysten, men det skete i huj og hast. Man overvejer i tiden efter krigen, hvordan man kan genbruge stillingerne, men de er ikke meget bevendte, fordi de vender den forkerte vej.”

Hvor tyskerne frygtede et angreb fra vest, havde fjendebilledet nu ændret sig, og Danmark havde brug for at kunne forsvare sig mod Rusland i øst.

Størstedelen af stillinger i Atlantvolden blev derfor rømmet for alt, der kunne bruges. Jern blev genanvendt eller omsmeltet. Kanoner, køjer og ventilationsanlæg blev brugt i opbyggelsen af forterne på Stevns og Langeland, og øvrigt inventar fra de mange bunkere blev bortaktioneret, og dermed fandt adskillige tyske militærskabe, skamler og borde vej til danske hjem og spejderhytter henover sommeren 1945. Tømt for alt af værdi blev bunkerne i efterkrigstiden genstand for diskussion om nedrivning. Ikke at mange modsatte sig fjernelse af bevaringsmæssige eller historiske årsager, men fordi nedrivningsarbejdet ikke kun ville være ualmindeligt slidsomt, men også uoverskueligt bekosteligt. Når mange og høje røster alligevel argumenterede for nedrivning, skyldes det, at bunkerne var skampletter fra krigen.

”De var minder om en uhyggelig tid og forbundet med triste erindringer om besættelse og krig. Men de var også erindringen om det danske samarbejde. Og den del sad i efterkrigstiden som en torn i den konsensusfortælling, man fra højeste plan ønskede skulle eksistere i befolkningen,” fastslår Chrestina Dahl, museumsinspektør for Bunkermuseet Hirtshals ved Vendsyssel Historiske Museum og medforfatter til ”Atlantvolden i Nordjylland”.

Som en del af det tværmuseale projekt er hun ved at afslutte et ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet, hvor hun netop har beskæftiget sig med Atlantvoldens bunkere som erindringssted, og hvordan noget bliver til kulturarv.

Ifølge Chrestina Dahl indbefatter konsensusfortællingen historien om, at vi danskere gjorde, hvad vi kunne. At vi alle, enten passivt eller aktivt, var modstandsfolk, som i samlet flok gik imod befrielsen uden interne konflikter.

Men bunkerne, bygget af danskere, fortæller en anden historie. Og ønsket var i årene efter 1945 derfor at fjerne den historie. Men da nedrivning var for besværligt og dyrt, valgte man i stedet at forsegle de mange betonbyggerier. Dække dem til med sand og jord. Ude af øje, ude af sind – som noget, der ikke længere vedkom os.

Ifølge Chrestina Dahl var det ikke velanset at finde bunkerne interessante. Men interessen var der, fastslår hun.

”Gang på gang blev forseglingerne til bunkerne brudt, fordi almindelige mennesker ville ind og se dem. Allerede i 1960’erne begynder man i Hanstholm at udbyde rundvisninger til lejrskoler, ligesom man åbner til nogle af bunkerne ved havnefester og andre anledninger.”

I 1970’erne begyndte debatten om bunkernes historiske værdi så småt at tage til. Støtteargumentet var, at generationer, der ikke selv har oplevet besættelsen, skal kunne se den del af deres historie. I 1979 åbnede således det første bunkermuseum i Hanstholm. Men debatten om bevaring eller nedrivning var endnu ikke slut, og gennem 1990’erne fastholdt særligt tidligere modstandsfolk, at bunkerne ikke bør fredes eller i øvrigt gives nogen opmærksomhed.

I 2013 blev 100 bunkere nedrevet af sikkerhedshensyn, men derudover er debatten ikke kommet meget videre, og der er fortsat ikke taget stilling til, om bunkerne er bevaringsværdige eller ej, forklarer Chrestina Dahl.

Alligevel er bunkerne ifølge Chrestina Dahl blevet en del af vores kulturarv, takket være frivillige bunker- og registreringsgrupper, som har sikret de statsanerkendte museers interesse.

”Kulturarv handler ikke om danskhed, men om hvad folk tager til sig og hæfter sig ved. Ofte ser man, at man fra højeste instans har ønsker om, hvad der skal konstituere kulturarv, men med bunkerne er det anderledes. Her har den folkelige interesse gjort, at de er gået fra skamplet til kulturarv, nedefra og op,” siger Chrestina Dahl.

Skønt de fleste advokerede for en komplet fjernelse af bunkerne efter Anden Verdenskrig, opstod der alligevel en slags sameksistens med konstruktionerne visse steder. Således købte kedelbesigtelsesmand A.C. Nielsen fra Aalborg i 1949 en kanonstilling i Kettrup Bjerge ved Vesterhavet for 2000 kroner. I en artikel i Billedbladet kunne man samme år læse, hvordan stillingen blev indrettet som sommerhus og udlejet, her til to unge kvinder. Sommerbunker-huset havde ifølge ejeren den åbenlyse fordel, at det med sine tre meter tykke mure var ganske solidt. Foto: Billedbladet, nr. 31, august 1949
Hærkystbatteriet ved Vigsø Bugt ved Thy skulle beskytte Hanstholms østflanke. De første permanente betonbunkere blev støbt i løbet af september 1942 og de to sidste i maj 1944. De fleste bunkere, der blev opført ved den jyske vestkyst, var typehus-bunkere, såkaldte Regelbau-bunkere. De blev lavet ud fra et system af prædesignede bunkertyper, hvor der kunne foretages mindre modifikationer til den givne lokalitet og brug. Foto: Allan Ekström
Efter en række skriverier om farlige bunkere indledtes i 2013 en nedrivningskampagne. Godt 100 bunkere blev fjernet for en pris af 12 millioner kroner, som blev betalt af Kystdirektoratet, Naturstyrelsen og de pågældende kommuner. Nedrivningen skete dog ikke uden protest fra enkeltpersoner og grupper, som ønskede bunkernes bevaringsværdighed vurderet. Blandt andet gav arkitekt og forsker i danske kystområder Louise Kjær Christoffersen sin mening til kende i Kristeligt Dagblad. Nedrivningen var udtryk for ønsket om en reguleret og strømlinet kystnatur, mente hun og tilføjede bekymringen om, at bunkere blev fjernet, inden deres rolle som kulturarv var vurderet. Foto: Bunkermuseum Hanstholm
Kortet viser de tyske stillinger i Nordjylland i maj 1945. Cirklerne markerer batteriernes skudvidde. Stjernerne angiver infanteristillinger, mens radarstationen er vist med en signal-signatur. De fleste anlæg blev opført i krigens første tre år og er vist med sort. Da besættelsesmagten i krigens sidste år forventede en invasion fra de allierede, oprettedes fra sommeren 1944 de stillinger, der er markeret med orange. - Illustration: ”Atlantvolden i Nordjylland”