Dannebrog – fra krigsflag til symbol på befrielse og modstand mod det europæiske fællesskab

Vil man forstå dansk historie, kan man dykke ned i tusinder af historiebøger, annaler og encyklopædier. Man kan også se historien gennem nationalflagets rød-hvide stof, siger forfatter til bog om emnet, der udkom i går

Nationalstaten og ideen om nationale folkeslag udbredes i 1800-tallet, og Dannebrog bliver i denne periode et populært nationalt og folkelige symbol. David Monies (1812-1894) maleri fra 1850, der skildrer de danske troppers indtog i København i 1849 blev populært på litografier. I 1970’erne var der debat om det europæiske samarbejde. SF brugte her flaget som nationalt symbol over for den internationale trussel, som EF blev set som af mange på venstrefløjen. –
Nationalstaten og ideen om nationale folkeslag udbredes i 1800-tallet, og Dannebrog bliver i denne periode et populært nationalt og folkelige symbol. David Monies (1812-1894) maleri fra 1850, der skildrer de danske troppers indtog i København i 1849 blev populært på litografier. I 1970’erne var der debat om det europæiske samarbejde. SF brugte her flaget som nationalt symbol over for den internationale trussel, som EF blev set som af mange på venstrefløjen. – .

Der findes næppe et skolebarn i landet, der ikke kan genkalde sig noget om et Dannebrog, der daler ned på en slagmark i Estland og er med til at opildne en flok danskere i nederlagets stund til at kæmpe videre og besejre fjenden.

At vi i dag taler om himmelfaldet i 1219, skal tilskrives historikeren Peder Olsen, der i 1527 fra sin pult i Gråbrødrekloster i Roskilde forsøger at stykke de historiske kilder sammen og datere sagnet om det mytiske flag.

Egentlig noterer han sig, at det må have fundet sted i 1208. Men da han ikke kan få brikkerne til at passe med slaget, det skulle være sket under, holder han fast i 1219. Og således er en fortælling født, der lever i bedste velgående i dag, og som fra begyndelsen er en historie i bevægelse.

Dette er en vigtig pointe lektor i historie fra Aalborg Universitet Torben Kjers- gaard Nielsens nye udgivelse ”Dannebrog”. Han fører læseren gennem den lange og omskiftelige rejse, som det gamle flag har været igennem:

Det er ikke tilfældigt, at det netop er i 1500-tallet, man begynder at nedfælde Dannebrogs historie, for i denne periode opstår en øget interesse for Danmarks oldtidshistorie. I denne periode bliver Dannebrog, hvis dokumenterede brug kan spores tilbage til Valdemar Atterdag i 1300-tallet, for alvor inkorporeret i dansk kultur. Sådan da. Flaget er nemlig ikke et symbol for den almene borger. Det er først og fremmest et krigssymbol, kongens symbol. Under Dannebrog demonstrerer adelen og soldaterne på slagmarken deres loyalitet over for kongen, ikke riget vel og mærke, men kongen, og flaget tjener altså først og fremmest et praktisk militært formål.

Med indførelsen af enevælden i 1660 forandres fortællingen om Dannebrog, og også Dannebrogsmyten tages under behandling og omskrives efter de nye, enevældige vinde. Det er nu ikke længere et symbol på den loyale adel, men på kongens enerådende legitimitet, lyder det i bogen.

Mens enevælden dominerer i Danmark, finder en modsatrettet bevægelse sted i store dele af Europa. I slutningen af 1600-tallet skriver englænderen John Locke om det frie individ og om den gensidige udveksling, der må finde sted mellem magthaver og borger, hvis et magtapparat skal have nogen legitimitet, og i 1762 udgiver den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau ”Den sociale kontrakt”, hvor han gør op med forestillingen om, at kongens magt er gudgiven og placerer den suveræne magt hos folket.

En bevægelse er i gang, og den finder efterhånden også vej til Danmark i midten af det 18. århundrede. Selvom det ifølge Torben Kjersgaard Nielsen ikke er med samme revolutionære klang som i blandt andet Frankrig, vinder forestillingen om en gensidig forpligtelse mellem magthaver og folk frem.

I perioden vokser interessen for det danske folk, dets sprog og historie som vigtige kulturelle fænomener, der skal værnes om og fremdyrkes.

I kølvandet på Slaget på Reden indleder den kongelige skuespiller Hans Christian Knudsen i 1801 en rundrejse i Danmark med 53 stop for at mindes Slaget på Reden og samle ind til befolkningen, der har lidt under de britiske bombardementer. Forestillingerne begynder med en opbyggelig tale, som regel fra den lokale præst. Dernæst følger fædrelandssange og til sidst en nøje koreograferet opvisning, hvor unge kvinder iklædt hvidt foretager en ceremoniel ofring af blomsterkranse og egeløv til et fædrelandsalter. Denne forestilling finder sted foran et stort bagtæppe af draperede Dannebrog og modtages med enorm entusiasme.

Både fysisk og i overført betydning er Hans Christian Knudsen med til at føre Dannebrog fra hovedstaden til hele landet, hvor befolkningen står klar til at tage imod.

Trods den øgede opmærksomhed på en kollektiv, national identitet er det i slutningen af 1700-tallet endnu ikke Dannebrog, der er den fælles identitetsmarkør, men det begynder langsomt at ændre sig. Fra stadig at være enevældens symbol i begyndelsen af 1800-tallet begynder Dannebrog at dukke op i civilbefolkningen, nu ikke længere som symbol på Gud og konge, men også på fædreland.

Med et bekymret blik på Frankrig, hvor trikoloren under revolutionen i 1830 vajer som symbol på demokrati og folkets stemme, reagerer Frederik VI (1768-1839), som allerede har måttet acceptere oprettelsen af stænderforeninger, og som ser den folkelige brug af Dannebrog som et varsel om den magt, der er ved at glide ham af hænde. I 1834 bliver det derfor forbudt for privatpersoner at flage med Dannebrog. Det er et på én gang desperat og misforstået forbud fra kongens side. Nok er befolkningen blevet bevidst om et fællesskab baseret på andet end troskab til kongen. Men i flagningen ligger ikke et ønske om at signalere oprør så meget som at fejre nation og folk. Flagforbuddet bliver da heller ikke overholdt, og i sin nye bog beskriver Torben Kjersgaard Nielsen adskillige eksempler på brud på denne lov, som trækkes tilbage 20 år senere.

Under treårskrigen bliver Dannebrog for alvor allemandseje, men det bruges nu ikke længere blot til at markere dansk fællesskab. Nu bliver det i højere grad anvendt nationalideologisk og ekskluderende. Dannebrog vajer nu for at markere den danske opposition til det tyske, og da de hjemvendte soldater modtages i København, hyldes de i et virvar af rødt og hvidt. 14 år senere er Dannebrog blevet en naturlig del af danskernes hverdag, men denne gang er flaget på halvt efter et smerteligt nederlag og afståelsen af en femtedel af landet. I denne periode opstår en hidtil uset andægtighed i omgangen med flaget i de danske hjem. Det bliver udbredt at udvise en enorm ceremoniel nidkærhed, når man rejser og sænker flaget, for at udtrykke sit dybe, følelsesmæssige engagement, og det er ikke unormalt at påpege brud på reglerne. Selvom flaget nu hejses med en sorg snarere end med den euforiske sejrsrus fra 1850, er Dannebrogs plads i befolkningen ikke svækket, og det bliver den heller ikke siden hen, selvom de nidkære regler med tiden udviskes og i dag er erstattet af langt flere uformelle normer end deciderede love. Og ved befrielsen i 1945 er København nok engang indhyllet i Dannebrog. For med digteren Poul Sørensens ord fra 1940 er Dannebrog ”smukkest i Modvind”.