Det moderne, vestlige menneske er i kritisk historisk belysning en underlig størrelse: Et frisat individ med flere muligheder og mere tryghed end nogensinde før, som i stadig stigende omfang ser sig som offer for omgivelserne.
Hvad angår meningen med eksistensen, med det hele, er det overladt til sine egne valg. Hvor det tidligere mest så sig som en del af noget – et medlem – søger det nu anerkendelse for sin selvopfattelse, sin selvdefinition, sin unikke individualitet. Det er ikke længere nok med den lige anerkendelse for alle, der i det demokratiske samfund deles med andre. Den enkelte ønsker i stigende grad særlig anerkendelse.
Men der er ikke særlig anerkendelse nok til alle i den moderne verden. Det er et konkurrencespil. Den aktuelle identitetspolitik, som den især udspiller sig på de sociale medier, udtrykker sig gennem en offer-retorik. Hvad enten vi taler om køn, seksualitet, etnicitet eller klima, er det af største betydning for opmærksomheden at kunne indtage offerets plads. Der er en tilsyneladende legitim vrede forbundet med at være offer.
I en dekadent kultur som den vestlige har der vist sig at være en stærk moralsk positur forbundet med den rolle, hvor man kan henvise til, hvordan det historisk er gået de virkelige ofre, eksempelvis jøder.
Der foregår, hvad der rammende er blevet betegnet som en mediebåren “offer-olympiade”. På de sociale medier er der skabt et veritabelt offer-hierarki, som løbende afspejler en mærkværdig kamp mellem “victimiserede” om, hvem det går mest ud over. I en rum tid har de vistnok meget få transkønnede været de mest udsatte.
Der er ingen ende i sigte på, hvor fintmasket offerhierarkiet kan blive, for så stopper det ikke ved identitetsgrupperne, hvor små de end er, det stopper først ved det enkelte, autentiske individ. Det enkelte offer.
Hvor kommer offertænkningen fra? Det er i påfaldende grad et vestligt fænomen, og Vesten er først og fremmest karakteriseret ved at være kristent i sin oprindelse.
Offerkulturen, offermentaliteten, forekommer umiddelbart at være antitese til kristendommen, men nogen kunne måske finde på at spørge sig, om kristendommen alligevel er en forudsætning for “det moderne offer”. Der er jo også et offer forbundet med kristendommen. Men der er en himmelvid forskel på det offer, der her er tale om, og så det kristne offer. Det første er en udløber af rettighedskulturen, selvrealiseringskulturen, at føle sig som offer for alt muligt. Det andet kommer af pligtkulturen, at ofre sig for noget højere.
Kristus på korset, Abraham, oldkristne martyrer – det handler om at ofre alt og ”dø, om så det gælder”. Der kan afspejles et følelsesmæssigt behov for lydighed og opofrelse af de fleste religiøse fællesskaber, og ikke blot der, men også af nationale fællesskaber. Ønsket om noget at ofre sig for er sandsynligvis dybt rodfæstet i alle. Det påkaldes ikke blot af religioner, men af sekulære fællesskaber, især i tider med krise og krig.
Det er historisk – dette med at ville føle sig som del af noget, at være et medlem, som kan tilskynde sig til at glemme sine særinteresser, selvoptagethed, for fællesskabets skyld og dyrke medlemsskabet i hengivelseshandlinger, hvis mening ligger i, at de er befalet.
I selvopofrelse findes meningen med livet i ting, som er et offer værd. Og det handler om selvet, ikke om at anklage eller ofre andre.
Den vinkel på offeret er i sagens natur nærmest den modsatte af den, der fremstår af vor tids identitetskamp mellem offerminoriteter, offermentalitet, offerstrategier, anerkendelse.
Kun indirekte er der en sammenhæng mellem kristendommen og disse: Det vestlige samfunds stærke fokus på individet har kristne rødder. Det antages ofte, at individualiseringen, som den i vestlig historie manifesterer sig i rettighedskulturen, er et produkt af renæssancen, Reformationen og oplysningstiden. Det er ikke forkert, men heller ikke udtømmende.
Individet er allerede markeret i de kristne udgangspunkter, som hos Paulus og Augustin. Som resultat af en fejlagtig tolkning af kristendommens betydning for fremkomsten af individet og det civile samfund, er vi havnet i en veritabel borgerkrig mellem religion og sekularisme, en borgerkrig, som tenderer til at blive udkæmpet mellem de mest genstridige yderfløje.
Med vor tids offer- og krænkelseskultur kører individualiseringen grassat, det løber ud af et gedigent autoritetstab, som er en følge af det 20. århundredes katastrofe. Rettighedskulturen forudsatte utopisk selvstændige, oprejste individer, men heraf udviklede der sig en selvrealiseringskultur af svage, evigt søgende, sjældent findende masseindivider. Måske er de religiøst søgende, måske er de rådvilde, måske er det bare finere at søge end at finde, thi den, der finder, sætter sin valgfrihed over styr, og hvad er der så tilbage?
Søger de, er det ikke i den kristne kirke. Men de melder sig på den anden side ikke ud, selv om der er penge i det. De holder fast ved institutionen. De fleste kalder dem for kulturkristne og tæller dem med til flokken. De få faste kirkegængere bliver til et repræsentativt publikum, ligesom det publikum, der repræsenterer nationen ved landskampe i fodbold, mens de fleste nøjes med at se højdepunkterne i fjernsynet.
Det forekommer fornuftigst at antage, at når de selvoptagne ikke kommer i kirken, er det fordi kirken ikke møder deres behov. Man hører den tidstypiske bemærkning ringe for sit indre øre: ”Det er bare ikke lige mig!” Måske ved de heller ikke, hvad kirken kan tilbyde dem. Mange, særligt yngre, aner ikke, hvad kirkelige højtider og ritualer går ud på. Det er ikke så mærkeligt, for deres forældre er børn af 1960’erne og 1970’erne, hvor det ikke blev anset for vigtigt at holde dén gryde i kog.
De aner imidlertid nok til at fornemme, at kirken “ikke lige er dem”. Præster og menighedsråd søger at komme dem i møde ved at modernisere hele udtrykket en smule, for at hamle op med de mange underholdningstilbud på markedet. Men det er ikke bare det akavede sprog eller de absurde ritualer, der forhindrer budskabet i at trænge ind.
Den slags særheder møder folk også i andre sammenhæng, uden at det betyder noget, det kan endda virke eksotisk æggende. Nej, budskabet rammer ved siden af. Folk er et andet sted. Folk er ikke længere dem, de var for bare 50 år siden. Modtageapparatet virker ikke mere.
Kortest formuleret handler det om, at det er svært, for ikke at sige umuligt, for et moderne individ, som her beskrevet, at komme ned på knæ og bede en højere instans om tilgivelse for sine synder. Det er ikke bare jævnt ydmygende – det er skudt forbi! De er ikke de syndere og skyldnere, der tales om i dagens tekster og bønner. De har ikke gjort noget forkert. Det er dem, noget går ud over! I sekulariseringen er synd elimineret, erstattet med sygdom.
På samme måde forholder det sig med det principielle i at skulle takke nogen for livet og det daglige brød, det vil sige den relative velstand, de dagligt vælter sig i. Den tages for givet, de har fortjent den, simpelthen ved at lade sig føde. Det er en velerhvervet rettighed.
I denne vending af tiden falder det os så meget lettere at se os som ofre end som syndere.
Men det lader sig ikke fortrænge, at i en bydende kristendoms optik er vi mennesker syndere over for Gud. Eftersom betingelsesløs erkendelse af skyld trods ethvert moderniseringsforsøg forbliver en forudsætning for at få del i kirkens “tilbud” om tilgivelse og frelse, så sluttes strømmen aldrig. Dialogen kommer aldrig i gang.
Det er en skam. Ikke blot fordi det ville være et fremragende udgangspunkt for en bedre verden, hvis hver enkelt mødte dagen og verden med den indstilling, at det ikke er godt nok, hvad jeg gør, det må jeg kunne gøre bedre, i stedet for som nu overvejende med et “det må nogle gøre noget ved?”
Men også fordi der i tiden er et akut samfundsmæssigt behov for større, fælles identiteter, som kan svejse alle offerminoriteter sammen. Findes der en vej tilbage til den fornødne lydighed og opofrelse, til kristendommen som myndig fælles identitet?