Prøv avisen

Fra smeltedigel og imperium til nationalstat

Arkivfoto. Foto: Alexandros Michailidis/Demotix/Corbis

Tyrkiet, der ligger på grænsen mellem Europa og Asien, har en lang udviklingshistorie bag sig

I disse årtier er der stor opmærksomhed på Tyrkiet, der danner bro mellem Europa og Asien, mellem kristendommen og islam. Landet er nu yderste bastion for Nato imod Islamisk Stat, der gør erobringer få kilometer fra den tyrkiske grænse. Men hvad er egentlig oprindelseshistorien til det vigtige grænseland, der ligger både i Vest og Øst med en europæisk del til Bosporusstrædet og Anatolien på den anden side af vandet?

Området, hvor det nuværende Tyrkiet ligger, voksede voldsomt i flere omgange. Fra år 395 begyndte man at tale om Det Byzantinske Rige, som også blev kaldt Det Østromerske Rige, fordi det var en pendant til Det Vestromerske Rige.

Det Byzantinske Rige faldt endeligt i 1453, da osmannerne erobrede det daværende Konstantinopel og gav det navnet Istanbul.

Osmannerriget blev grundlagt fra 1200-tallet af Osman I og opløstes først i 1922 som en af konsekvenserne af konflikterne omkring Første Verdenskrig. Osmannerriget bestod i mere end 600 år.

På netleksikonet Wikipedia kan man læse, at det var kineserne, der først beskrev ordet ”tyrker” som en vandrende gruppe, der drog vestpå og slog sig ned, hvor de kunne dyrke jorden og holde husdyr.

Men den udlægning godtages ikke af Abdullah Simsek, der er postdoc på Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Atatürk og den tyrkiske revolution”, der er udkommet for nylig.

Ordet Tyrkiet fik landet først efter Osmannerrigets fald i begyndelsen af 1920'erne, og på tyrkisk hedder Tyrkiet ”Türkiye” fra det franske ”Turquie”.

Der er ikke bund i realiteterne i at drage en direkte forbindelse mellem Centralasiens ”tyrkere” for tusind år siden og Anatoliens befolkning i dag, der kalder sig tyrkere, men i virkeligheden har en broget etnisk sammensætning.

Den opfattelse er ifølge Abdullah Simsek dukket op fra dels vestlige forskere, dels russiske immigranter. Ifølge forskeren er vanskeligheden, når man taler om kulturens oprindelse, grundlæggende at sondre mellem osmannerne og tyrkerne.

”Problemet med Tyrkiets historie er, at det engang også var Det Osmanniske Rige, så det er svært at skille Tyrkiet fra imperiet.”

Den muslimske indvandring i Anatolien begyndte først i 1071, efter seljukernes sejr over Byzans. Efter Det Osmanniske Riges fald ved Første Verdenskrig skulle muslimerne så gøres til gode tyrkere, forklarer Abdullah Simsek.

”Osmannerriget var gigantisk og dækkede både store dele af Europa og også nordkysten af Afrika og Mellemøsten. Det der i dag er tilbage er Anatolien og en lille del af Sydøsteuropa,” siger han.

Grækenland blev uafhængig i 1832, men der skulle intet mindre end to Balkankrige og en verdenskrig til, før områdets geografi var - nogenlunde - på plads.

Den første Balkankrig begyndte i oktober 1912, da fire stater, Montenegro, Bulgarien, Grækenland og Serbien, angreb Osmannerriget. De fire staters hære var osmanner-hæren overlegne, og med den krig mistede Osmannerriget store dele af de europæiske besiddelser. I den anden Balkankrig i juni 1913 generobrede osmannerne byen Edirne.

I ly af Første Verdenskrig fandt et folkedrab sted i Tyrkiet. Folkedrabet på armenierne fra 1915 til 1916 udslettede en stor del af den armenske befolkning. Mellem en og halvanden million mennesker blev dræbt, og resten fordrevet. Først blev de armenske soldater i Osmannerrigets hær slået ihjel, så fulgte den armenske elite. Armenske kvinder og børn blev tvangsdeporteret og sendt på dødsmarcher i ørkenen.

Opløsningen af Osmannerriget banede vejen for folkedrabets udøvere. Og udsigten til en verdenskrig banede vejen for de radikaliserede ungtyrkere.

Ungtyrkerne var oprindelig vestligt orienterede officerer, som styrede Osmannerriget fra 1908 til 1918. De spillede en hovedrolle i folkemordet, blandt andre officer og senere krigsminister Enver Pasha (1881-1922). Ungtyrkerne opbyggede inden for officerskorpsene hemmelige foreninger, og i 1908 overtog de magten i Osmannerriget efter at have tvunget sultanen til at indkalde et parlament. Det var også ungtyrkerne, der førte Tyrkiet ind i Første Verdenskrig.

På det tidspunkt var den nye republiks grundlægger, Mustafa Kemal, senere kaldet Kemal Atatürk, officer.

”Atatürk var officer i perioden under det armenske folkedrab. Han kæmpede dog på en anden front, ved Gallipoli,” siger Abdullah Simsek, ”Men han tilhørte samme organisation som dem, der udførte folkedrabet på armenierne.”

I 1923 efter Osmannerrigets fald blev Tyrkiet erklæret for republik. Sultanatet blev afskaffet i 1922, og så kunne kaliffen ikke længere kalde sig sultan, forklarer Abdullah Simsek.

Men krigene i området var slet ikke forbi.

I august-september 1922 finder det afgørende slag sted, hvor den tyrkiske hær slår grækerne. Den græske hær brød sammen, og i 1922 indtog Atatürk Smyrna, der blev omdøbt til Izmir.

Det resulterede i Folkeforbundets folkeflytning af græsk-ortodokse grækere fra Tyrkiet. Den operation blev skelsættende for Atatürks efterfølgende politiske karriere. I kølvandet på det græske nederlag fulgte omkring 1,4 millioner græske flygtninge, mens 400.000 tyrkere blev sendt til Tyrkiet. Trods Folkeforbundets overvågning af folkeflytningen omkom hundredetusinder af både tyrkere og grækere på marchen hjem.

Hadet fra folkeflytningerne eksisterer stadig mellem grækere og tyrkere. I Østthrakien - lige under Buklgarien og tæt på den tyrkiske grænse - føler den tyrkiske minoritet sig tilsidesat og diskrimineret af Grækenland. Det er der kommet flere EU-domme ud af, som det tyrkiske mindretal har vundet.

En lille gruppe grækere fik dog lov at blive i Istanbul for at sikre de græske helligdomme i Tyrkiet, blandt andet patriarkatet. I dag er der en økumenisk patriark, der leder de ortodokse, som ikke er tilknyttet nationale ortodokse kirker.

Efter at have udgjort 2,4 millioner kristne i 1910 blev antallet af kristne i 1923 opgjort til 400.000, skriver Abdullah Simsek i bogen ”Atatürk og den tyrkiske revolution”.

”Nu var Tyrkiet så stort set renset for både ortodoks-kristne grækere og kristne armeniere. Men disse mennesker blev også kategoriseret efter deres religiøse tilhørsforhold, og ikke deres etnicitet. Store dele af dem, som blev kategoriseret som ”grækere”, er ortodoks-kristne tyrkisktalende, og dem som bliver defineret som ”tyrkere”, er græsktalende muslimer,” siger Abdullah Simsek, som med en anekdote understreger sin pointe om den tyrkiske stat, der gik fra at være imperium og smeltedigel til nationalstat.

”Da jeg var på forskningsrejse til tyrkiske arkiver i 2006, fandt jeg blandt andet nogle små visitkortstørrelses sentenser, hvor der blandt andet stod 'den, der er tyrker og ikke taler tyrkisk, er forræder'.”