Frankrig fjernede kongen, men ikke monarkiet

Den Franske Revolution er krumtappen i fortællingen om nationens identitet i et demokrati, der både bærer oplysningstidens adelsmærke og rædselsregimets skræmmende spor med sig

Under de seneste måneders protester har mange demonstranter i gule veste søgt at fremstå som nutidens version af de revolutionære fra 1789. Blandt andet med de røde frygiske huer, som for alle franskmand vækker minder om malerier af de 200 år gamle oprørere. –
Under de seneste måneders protester har mange demonstranter i gule veste søgt at fremstå som nutidens version af de revolutionære fra 1789. Blandt andet med de røde frygiske huer, som for alle franskmand vækker minder om malerier af de 200 år gamle oprørere. – Foto: Ian Langsdon/EPA/Ritzau Scanpix

Næppe var de gule veste begyndt at indtage rundkørsler i Udkantsfrankrig og storbyernes bymidte, før rådhuse over hele landet åbnede en særlig slags gæstebøger: Klagehæfter, hvor borgerne kunne nedfælde deres uforbeholdne mening om, hvad der er galt i landet.

Dette levn fra månederne op til Den Franske Revolution var det redskab, borgmestrene spontant greb til, da den gule krise begyndte at ryste Frankrig i november sidste år.

Hæfterne og deres digitale versioner er nu blevet en del af den ”Store Nationale Debat”, som Emmanuel Macron har åbnet for at finde en vej ud af krisen.

Præcist som hans forgænger i spidsen for den franske stat gjorde for 230 år siden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hæfterne blev lagt frem i forbindelse med Stænderforsamlingen, som Ludvig den Sekstende åbnede den 5. maj 1789. Landet var i dyb økonomisk krise, og kongen ville kalde adelen og borgerskabet til undsætning.

”Men det nye borgerskab, Den Tredie Stand, benyttede Stænderforsamlingen til at fremme oplysningstidens modstand mod enevældet. Den Franske Revolution var et resultat af en dyb økonomisk og institutionel krise,” siger professor Patrice Gueniffey, historiker og specialist i Den Franske Revolution ved Institut for Socialvidenskab, EHESS, i Paris.

”Inspirationskilden var Den Amerikanske Revolution og uafhængighedserklæringen fra 1776. Målet var ikke at afskaffe kongedømmet,” understreger Patrice Gueniffey.

Stormen på Bastillen den 14. juli var således ikke et forsøg på at afsætte kongen, men et udslag af parisernes frygt for, at tropper var på vej mod Paris for at slå befolkningen og Den Tredie Stand ned.

”Fjendtligheden mod kongen kommer først som et resultat af den krig, der bryder ud med de europæiske monarkier, der vil genindføre enevældet. Kongen mistænkes hurtigt for at alliere sig med de europæiske monarker, især efter hans mislykkede flugtforsøg i 1791,” forklarer historikeren.

Samtidig kastes Frankrig ud i en borgerkrig, da landbefolkningen især i Vestfrankrig støtter præsterne, der ikke vil aflægge ed til det nye styre og derefter udsættes for forfølgelser.

Dermed sættes både anarkiet og den maskine i gang, der kulminerer med henrettelsen af Ludvig den Sekstende den 21. januar 1793 og Rædselsregimentet under Robespierre fra foråret 1793.

I 14 måneder sprøjtede blodet fra guillotinen, der huggede hovedet af 17.000 ”forrædere”, mens yderligere godt 80.000 mennesker blev dræbt over hele landet.

”Robespierre inkarnerer revolutionens to sider: Han repræsenterer på den ene side alt det, der var illegitimt i revolutionen. På den anden er han den, der ikke kan korrumperes, og som forsøger at skabe orden på et tidspunkt, hvor landet er truet af opløsning med krig både inden for og uden for landets grænser,” siger Yannick Bosc, der forsker i Den Franske Revolution ved Universitetet i Rouen.

”I det første århundrede efter revolutionen var arrene og splittelsen mærkbar i det franske samfund. Men fra slutningen af 1800-tallet fik den moderne skole til opgave at pacificere historien og skabe den nationale myte om folkets opstand, der grundlægger den moderne franske nation som modsætning til l’Ancien Régime, det gamle regime, der var dårligt og negativt. Revolutionen skrives ind i en national fortælling, der også inddrager Klodevig, der kristnede frankerne, og Jeanne d’Arc, der illustrerer den franske nationalfølelse,” siger Yannick Bosc.

Revolutionen er en del af denne nationalfølelse, påpeger han.

”Det er ikke sådan, at venstrefløjen hylder revolutionen, og højrefløjen kritiserer den. Også de konservative hylder revolutionens værdier om for eksempel demokrati og verdslighed,” siger Yannick Bosc.

Især op til revolutionens 200-år i 1989 udbrød en heftig debat blandt historikerne om, hvorvidt Den Franske Revolution kan ses som selve matricen for det 20. århundredes totalitære regimer med kommunismen i spidsen.

Den debat er stort set lukket i dag. Men historikerne diskuterer stadig, hvorvidt rædselsregimet var et resultat af krigen og anarkiet, eller om kimen til denne vold lå i selve Den Franske Revolutions natur.

”Rædselsregimets retorik om at dræbe forræderne var til stede i visse kredse allerede i 1790-1791,” mener Patrice Gueniffey.

”Men sådanne voldsudbrud med blodig repression kan følges gennem århundrederne. Allerede under Ludvig den Fjortende, der havde devisen ”Én konge, én tro, ét folk” og afskaffede Nantes Ediktet, som gav protestanterne trosfrihed, var Frankrig et land uden plads til uenighed og forskellighed. Og tendensen kan spores helt tilbage til religionskrigene, til Bartholomæusnatten og massakrerne på de franske protestanter. Frankrig har haft ikke ét, men flere rædselsregimer,” påpeger historikeren.

De franske institutioner har siden 1789 vekslet mellem ”restauration” eller kortvarig genindførelse af monarkiet og kejserdømme under Napoleon Bonaparte og Napoleon den Tredje, afløst af skiftende demokratiske forfatninger. Den seneste, som Charles de Gaulle skræddersyede til sig selv i 1958, samler så stor magt i præsidentens hænder, at det sammenlignes med en form for republikansk monarki.

”Det, vi har i dag, er et republikansk monarki med en stærk præsident og svage parlamentariske institutioner. Vi har været 200 år om at udvikle en forfatning med institutioner, der skaber samme stabilitet som monarkiet. Systemet fungerede, så længe præsidenten var en samlende figur, der ikke blandede sig i det daglige politiske spil. Det er ikke tilfældet i dag. Det er præsidenten, der styrer landet,” siger Patrice Gueniffey.

Når de gule veste kører en guillotine i stilling til en symbolsk halshugning af præsidenten, er det dermed et udtryk for, at hverken revolutionen eller enevældet nogensinde er forsvundet ud af Frankrigs politiske virkelighed. Frankrigs politiske kultur efterspørger konstant den stærke karismatiske leder. For så hurtigt som muligt at afsætte ham. De halshuggede kongen. Men de glemte at afskaffe monarkiet.