Franskmændene drømmer stadig om at storme Bastillen

Den Franske Revolutions symboler dukker op igen og igen i de gule vestes demonstrationer, fra de røde frygiske huer til pap-guillotiner. Stormen på Bastillen er stadig indbegrebet af politisk kamp i det moderne Frankrig

Da franske oprørere stormede Bastille-fængslet i Paris den 14. juli 1789, var det en begivenhed, som kom til at stå for frihed og opgør med uretfærdige magtstrukturer. Derfor blev det republikanske Frankrigs nationaldag placeret på samme dato. Litografiet, der er fra omkring 1890, viser angrebet. –
Da franske oprørere stormede Bastille-fængslet i Paris den 14. juli 1789, var det en begivenhed, som kom til at stå for frihed og opgør med uretfærdige magtstrukturer. Derfor blev det republikanske Frankrigs nationaldag placeret på samme dato. Litografiet, der er fra omkring 1890, viser angrebet. – . Foto: akg-images/Ritzau Scanpix.

”Det vrede folk var ikke til at standse. Lige fra om morgenen forlød det, at politiet bevidst havde trængt menneskemængden ind i en blindgyde for at kunne gå til angreb. Man havde sat ild til flere vogne og forsøgt at antænde bygningerne. I Faubourg Saint Honoré begyndte man at pille brostenene op. Ministeren nølede og trak tiden ud. Den indignerede menneskemængde blev utålmodig. Hvorfor spilder vi tiden med de forrædere? Det er Bastillen, det gælder.”

Med ganske få ændringer kunne 1800-talshistorikeren Jules Michelets beskrivelse af angrebet på Bastillen den 14. juli 1789 genoptrykkes som en reportage fra de gule vestes demonstrationer i Paris. 230 år efter den franske revolution følger den folkelige opstand stort set den samme drejebog.

De røde frygiske huer, der var på mode i 1789, hører til kostumeringen sammen med de gule veste anno 2019. En guillotine af pap er blevet stillet op i Paris til en fingeret halshugning af Emmanuel Macron, som er blevet afbildet med paryk som Ludvig den Sekstende. Den revolutionære koreografi er blevet kopieret næsten til mindste detalje af de folkelige oprørere, som i to måneder har demonstreret hver lørdag mod præsident Emmanuel Macron.

”Frankrig genopfører revolutionens store pyskodrama. Allerede ved de første demonstrationer havde de gule demonstranter kun ét mål: at storme præsidentens Élysée-palæet, sådan som de revolutionære marcherede mod Versailles i 1789 og vandaliserede Tuilerierne ved Louvre i 1792,” konstaterer professor Patrice Gueniffey, historiker og specialist i Den Franske Revolution ved Institut for Socialvidenskab, EHESS, i Paris.

Den Franske Revolution er den store mytiske episode i Frankrigs historie. ”1789-2019: Samme kamp” lyder teksten på flere af de skilte, som er blevet båret gennem det gule oprør.

”Historien har sat sit aftryk på den kollektive hukommelse, og den gule krise viser, at de franske lidenskaber stadig er lige stærke. Kravet om lighed garanteret af staten er dybt forankret i den franske politiske bevidsthed kombineret med en form for had til de rige og privilegerede, når deres rigdom og privilegier opfattes som illegitime og ufortjente. Dette lighedsideal, der er fomuleret i devisen ’Frihed, lighed og broderskab’, er mejslet ind i den kollektive hukommelse, ligesom det er mejslet ind i muren på skoler og rådhuse over hele landet,” siger Patrice Gueniffey.

Afskaffelsen af adelens og gejstlighedens privilegier den 4. august 1789 er netop et af de mytiske højdepunkter i revolutionshistorien, der skal gøre en ende på koncentrationen af magt og rigdom på ganske få hænder.

”Den Franske Revolution udspringer af en vision om retfærdighed, og det er denne vision om retfærdighed, som er kommet på dagsordenen igen,” siger også Yannick Bosc, der ved universitetet i Rouen forsker i Den Franske Revolution.

”De gule veste bruger de samme ord som de revolutionære i 1789. De taler om retfærdighed, om lighed og frihed. De taler om igen at sætte det fælles bedste i centrum. Det er koncepter, der har rod i oplysningstiden og dens ideal om naturretten og menneskets iboende frihedsrettigheder. Der går en lige linie fra 1789 til revolutionen i 1848, der genindførte republikken efter ”Juli-monarkiet”, til Pariserkommunen i 1870 og videre til 1968,” siger Yannick Bosc.

Men revolutionsromantikken har også skabt en politisk kultur, hvor folket enten besejrer monarken eller taber slaget mod en uretmæssig og illegitim overmagt. Revolutionen kender intet kompromis. Og denne konfrontationskultur præger alt fra arbejdskampe til den politiske debat.

”Vi har en politisk kultur, der udleves som en permanent borgerkrig med en meget voldsom politisk debat. Og det oplever vi igen og igen. Dreyfus-affæren om den jødiske officer, der i 1894 blev uretmæssigt dømt for landsforræderi, splittede landet næsten på samme måde som en borgerkrig. Og siden har vi haft Algier-krigen og 1968-oprøret. Det hører med til fransk politisk kulturs DNA,” siger Patrice Gueniffey.