Nogle få dage før Charles de Gaulle forlod fransk politik i 1969, var han klar over to ting: Politikeren Charles de Gaulle var på vej ud af fransk historie. Men myten var på vej ind.
”Franskmændene vil ikke mere vide af de Gaulle. Men myten, skal De se, vil vokse. Om 30 år vil Charles de Gaulle være en myte for franskmændene,” sagde han til en af sine ministre.
Han fik ret. Den næsten to meter høje, tørre mand, som selv mange år efter Anden Verdenskrig optrådte i brun militæruniform med et smalt bælte om livet og den typiske runde, franske militærkasket, er franskmændenes foretrukne historiske personlighed. En meningsmåling i 2005 gjorde ham til ”den største franskmand nogensinde” foran Napoleon og Ludvig den Fjortende.
Han blev beundret af den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der respekterede hans sans for ”raison d’état”, de nationale interesser, mens Hitler siges at have læst hans militærstrategiske manualer fra mellemkrigstiden med stor interesse.
Og når Frankrig i år markerer både 50-året for hans død og 80-året for den appel på BBC den 18. juni 1940, der kaldte franskmændene til modstand mod nazisterne og det franske kollaboratørregime, er han blevet noget nær det eneste, franskmændene for alvor kan samles om.
”Et halvt århundrede efter sin død er de Gaulle blevet et monument over Frankrig. Man beundrer ham, hæver ham til skyerne, tilbeder ham i noget, der ligner en helliggørelse. Man glemmer, at han, mens han levede, blev angrebet, hængt ud og selv truet på livet. I de store omvæltninger, vores verden har oplevet, repræsenterer han et pejlemærke,” skriver historikeren og de Gaulle-specialisten Eric Roussel i bogen ”De Gaulle, monument français”, som netop er udkommet i anledning af jubilæumsåret.
Eller, som præsident Emmanuel Macron sagde på 50-året for hans dødsdag den 7. november:
“Han står for modstandsdygtighed og viljestyrke. Det var denne ånd, Charles de Gaulle inkarnerede i Frankrigs smerteligste øjeblikke såvel som i de sejrsstolte. Denne ånd er hele Frankrigs arv.”
Charles de Gaulle står i franskmændenes bevidsthed som redningsmanden, der trådte til, da fædrelandet standede i våde. Han blev den karismatiske lederskikkelse, som Frankrig efter hans opfattelse havde brug for, og han så sig selv som den leder, lige fra han som mellemskoleelev drømte sig til en fremtid som Frankrigs redningsmand.
”På intet tidspunkt har jeg tvivlet på, at jeg skulle lede Frankrig,” sagde Charles de Gaulle senere til journalisten Claude Mauriac.
Generalen, som han ofte bare kaldes på fransk, voksede op som den ældste blandt fire søskende i en borgerlig familie i den nordfranske by Lille, hvor katolicisme og fædrelandskærlighed var kardinaldyder.
Begge smeltede sammen til rygraden i hans vision for Frankrig, og det var for at tjene fædrelandet, at han valgte militærkarrieren og blev officer. Da den franske regering i 1940 efter den tyske invasion trådte tilbage, og feltmarskal Philippe Pétain valgte at samarbejde med Tyskland, flygtede han til London. Han organiserede den franske modstandsbevægelse og dannede den eksilregering, som blev anerkendt som den legitime repræsentant for den franske republik og sikrede Frankrig en plads blandt sejrherrerne efter Anden Verdenskrigs afslutning.
”Det er især denne de Gaulle, franskmændene husker,” siger Vincent Giraudier, historiker og leder af Historial de Gaulle, museet over ”le grand Charles” på det franske krigsmuseum, Musée de la Guerre, i Paris.
Da en ny krig, kolonikrigen i Algeriet, truede med at kaste landet ud et nyt kaos med et mislykket militærkup, blev Generalen hentet tilbage.
Charles de Gaulle gav Algeriet selvstændighed og blev dermed den yderste højrefløjs hadeobjekt.
Men han gav også Frankrig den forfatning med en stærk præsident, som har gjort alle senere franske præsidenter til Europas mest magtfulde statsledere. Og især fortsatte han sine bestræbelser fra Anden Verdenskrig på at sikre Frankrig en plads blandt verdens stormagter.
Han værnede nidkært om Frankrigs suverænitet, trak landet ud af Natos overkommando i 1966 og kæmpede med næb og kløer for bevarelsen af vetoretten i EF’s Ministerråd med ”den tomme stols politik” og sin boykot af topmøderne.
”Det er denne vision om fransk suverænitet, som taler til franskmændene i dag, uanset politisk ståsted,” siger Vincent Giraudier.
De Gaulle er blevet den uimodsigelige reference, som politikere fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj benytter til at legitimere deres synspunkter. Mens grundlæggeren af det højrenationalistiske Front National, Jean-Marie Le Pen, i sine erindringer beskriver de Gaulle som “en forfærdelig lidelse for Frankrig”, kalder hans datter, Marine Le Pen, i dag partiet for den gaullistiske nationalismes sande arvtager.
Og både hun og Jean-Luc Mélenchon på den yderste venstrefløj fremhæver hans modstand mod et overnationalt europæisk samarbejde.
For historikeren Jean Garrigues, forfatter til en af de mange bøger om de Gaulle, som er udkommet i jubilæumsåret, er det netop denne vision om et stærkt, uafhængigt Frankrig, som appellerer til franskmændene i dag.
”Han forbindes med visionen om et Frankrig, der var stærkt og havde selvtillid. Men han inkarnerer også en særlig retskaffenhed; han betalte for eksempel selv sine elregninger i præsidentpalæet. Han er blevet det nostalgiske symbol på en idealiseret tid med økonomisk fremgang og optimisme. Det modsatte af det, Frankrig oplever i dag,” siger Jean Garrigues.