Allerede som kronprins var Frederik II af Preussen Frederik den Store optaget af oplysningstidens idéer, og han fik i en meget ung alder kontakt til den franske forfatter og filosof Francois Marie Arouet, bedre kendt under navnet Voltaire.
Frederik levede i en tid, hvor kongerne var enevældige herskere. Han var derfor forud for sin tid, da han skrev det politiske værk Anti-Machiavelli. I skriftet gør han op med Niccoló Machiavellis teser om, at fyrster kun kan beholde deres magt ved at bruge vold og bedrag. Ifølge Frederik den Store er monarkiet baseret på en overenskomst, indgået af undersåtter og den kongelige familie. Som følge heraf er regenten sin stats førstetjener og dermed står han også til ansvar over for sine undersåtter.
LÆS OGSÅ: Hellere statens tjener end konge af Guds nåde
Det oplyste ved Frederiks opfattelse af enevælden er adskillelsen mellem stat og hersker, hvilket står i modsætning til den franske Ludvig XIVs tyranniske udtryk: Staten det er mig, siger den tyske historiker Jan Martin Ogiermann.
Voltaire, der var kendt for sin skarpe kritik af enevælden, var med til at redigere værket. I 1750 bosatte filosoffen sig i Bayern og blev midtpunkt ved kong Frederiks berømte selskaber.
Det var lykkedes kongen at samle en række af Europas klogeste hoveder: videnskabsmænd, generaler, forfattere og levemænd. De mødtes regelmæssigt til selskaber hos kongen og førte dybsindige konversationer om filosofi og litteratur. Et yndet tema var også den katolske kirke, som de gerne talte dårligt om.
Blandt kongens gæster var schweizeren Leonhard Euler, der blev betragtet som sin tids største matematiker. En anden kendt person var italieneren Francesco Algarotti, der blandt andet havde skrevet et værk, hvori han skildrer Isaac Newtons lære på en letlæselig måde.
En af de mest kontroversielle gæster var den franske militærlæge Julien Offray de la Mettrie.
Hans tilstedeværelse chokerede hoffet, fordi han fornægtede Guds eksistens. Han havde i sin tid måttet forlade Frankrig efter pres fra landets kirke på grund af sine markante, ateistiske holdninger.
Med selskaberne viste kongen offentligheden, at han betragtede sig selv som filosof og ikke lagde vægt på nogen form for religiøs legitimation. Kredsen omkring kongen fulgte en af oplysningstidens vigtigste grundsætninger: Det er kun muligt at få folk til at tænke selvstændigt, hvis man kæmper imod kirkens gejstlige autoriteter, siger Jan Martin Ogiermann.
På trods af de mange fælles synspunkter eksisterede der personlige spændinger mellem Voltaire og kongen, og efter tre års ophold i Preussen forlod Voltaire landet.
Først flere år senere var de to tidligere venner i stand til at genoptage kontakten med hinanden via brevveksling.