Fristelsen på borgen

Udråbt til politisk komet som 24-årig, landsformand for Det Radikale Venstre som 25-årig, undervisnings- og kirkeminister som 29-årig, for nylig indtrådt i regeringens magtfulde økonomi- og koordinationsudvalg og i dag ubestridt »kronprinsesse« hos de radikale. Jo, det er gået stærkt for undervisningsminister Margrethe Vestager. I midten af januar blev hun ufrivilligt hovedperson i spillet om magten i det radikale parti. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen lod forstå, at økonomiminister Marianne Jelved burde overlade lederskabet til yngre kræfter, underforstået enten til hans egen søn, Morten Helveg Petersen, eller Margrethe Vestager. Manøvren blev dog betegnet som et skud i foden, som i værste fald kan gøre Vestagers vej til toppen endnu mere stenet, end den i forvejen er. Hun er nemlig endnu aldrig blevet valgt til Folketinget, og ved det kommende valg skal hun forsøge at få et mandat i Frederiksborg Amt. Det er de radikales yderste folketingsmandat, og går partiet tilbage, slukkes drømmen om magt og ære. I søndagens tekst fra Matthæusevangeliets kapitel 4 udsætter Djævelen Jesus for tre fristelser. Fristelsen til at gøre sten til brød, fristelsen til at misbruge Guds magt (kaste sig ned fra templets tinde, så Guds engle kan bære ham) og endelig fristelsen til at få magt over alle verdens riger og deres herlighed, hvis han, Jesus, altså bare lige vil underkaste sig Djævelen. Til denne sidste fristelse, den politiske fristelse, svarer Jesus hårdt og kontant: »Vig bort, Satan!« Denne og andre dramatiske afvisninger af verdslig magt i Bibelen har nu aldrig fået Margrethe Vestager til at overveje, om politisk engagement er foreneligt med hendes kristne livssyn. - Nej, det har jeg aldrig reflekteret over, men nogle gange har jeg da overvejet, hvorfor jeg interesserer mig så meget for politik. Som de fleste ved, kommer jeg fra et præstehjem. Derfra har jeg i hvert fald har fået med, at man er forpligtet til at forholde sig til de ting, der foregår omkring en. Hvis man tror, det gør en forskel, at man løfter en opgave, så skal man gøre det, siger Margrethe Vestager. Kristeligt Dagblad møder hende en fredag eftermiddag i ministerkontoret på Frederiksholms Kanal over en kop kaffe og et stykke frisk frugt. Nok er her mørke, stilfulde møbler, men ellers det er ikke, fordi magtsymbolerne vælter over hinanden. Hun henter selv journalisten i receptionen, skænker kaffen og trækker gardinet lidt for den blændende eftermiddagssol. For hende er det interessante ved dagens tekst, som ved mange andre bibeltekster, at den rører ved noget alment menneskeligt. - Vaclav Havel har jo meget præcist beskrevet magtens evne til at korrumpere. Risikoen for, at man skifter fokus, at man mister forbindelsen til det, man var. Risikoen for, at man lige pludselig synes, det er rimeligt, at man springer over i tandlægekøen. Det er klart en dimension i det politiske arbejde, men det gælder også i mange andre erhverv, hvor man har indflydelse på andre menneskers vilkår. Jeg tror, at mange ikke gør sig klart, at det ikke kun er en fare ved politisk arbejde, men ved meget arbejde i det hele taget, siger undervisningsministeren. - Fortællingen om fristelsen i ørkenen siger, at der findes fristelser, og at man kan sige nej til dem. Det betyder imidlertid ikke, at man skal sige nej til chancer eller til at ville noget, siger hun. For hende er en af de konkrete fristelser at lade det politiske arbejde fylde for meget i hverdagen. - Det kan være en fristelse, som end ikke er helt erkendt, at lade alle døgnets 24 timer, det politiske game og Christiansborg opsluge en fuldstændigt. Det gør man selvfølgelig på grund af engagement, men jeg tror, man nogle gange må sige nej, siger Margrethe Vestager. Konkret tænker hun på, at politikere ofte må bruge de såkaldte »ydertimer« til at pleje det politiske netværk, gå til receptioner og holde uformelle møder, hvis de vil være med helt fremme, men lige præcis ydertimerne er også vigtige, hvis man vil have et godt familieliv. Personligt skal hun som nævnt snart ud i en kamp for at blive valgt til Folketinget. Det er et spil om magt, ikke kun i forhold til politikere fra andre partier, men også i forhold til partifæller. Et af de moralske spørgsmål er for eksempel, om Vestager ville forsøge at skaffe sig en sikrere opstillingskreds, og hvilke midler hun i givet fald ville bruge for at opnå det. Her bliver svarene mere svævende end ellers i interviewet. På den ene side skal man helst kunne være sig selv bekendt og stå ved de valg, man træffer, også når der er gået ti år. På den anden side kræves der i politik, at man er parat til at løbe en risiko. Til at satse noget, for ellers opnår man ikke noget. Og så mener hun i øvrigt, at de såkaldte politiske iagttagere (journalister) kraftigt undervurderer, at politik ofte er tilfældighedernes spil. I mange analyser fremstilles politikere som skakbrikker, der rykker rundt efter en nøje udtænkt plan. I virkeligheden bliver magten udøvet og fordelt i en malmstrøm af begivenheder, som ingen styrer. Heldigvis, mener hun. Margrethe Vestager synes generelt, at risikoen for, at magten korrumperer, er væsentlig mindre i dansk politik end i så mange andre landes politiske systemer. - Af to grunde. For det første, at Folketinget faktisk øver parlamentarisk kontrol med ministre og regering. Vi har haft mindretalsregeringer i mange, mange år, og derfor bliver åbenheden et vilkår for ethvert politisk arbejde. For det andet, at vi lever, hvad nogle opfatter som overraskende almindelige liv. Da jeg lige havde født Rebecca, gik jeg ned i Amager Centret en lørdag formiddag med Maria i hånden og Rebecca på maven. Jeg lignede virkelig sådan en lørdagsformiddag i februar. Så kommer en lille, kulsort mand hen til mig og siger »You are the minister, yes?«, og det måtte jeg sige ja til. Så lyste han op i et stort smil og sagde »Oh, this is a wonderful country«, og det havde han jo fuldstændig ret i. Margrethe Vestager kalder det et kolossalt privilegium, at man som minister i Danmark kan bevæge sig frit rundt uden sikkerhedsfolk, og i det hele taget leve et ret almindeligt liv. - Som forfatteren Dan Turell skrev: Jeg holder af hverdagen, siger hun. Men alligevel; er livet som minister med høj løn, ministerbil og chauffør, dyre middage og mange rejser til eksotiske steder da ikke for stor en fristelse for et ungt menneske? - Selvfølgelig har jeg en bjælke i øjet, men jeg forsøger at lægge mig det råd på sinde, som jeg fik af Lilly Helveg, da jeg blev minister. Hun skrev til mig, at jeg skulle huske ikke at forveksle mig selv med ministeren. Det var et rigtig godt råd, siger hun. - Selv om jeg jo låner ministeren mit arbejde, min troværdighed og mit politiske håndværk, så er der stadig en distance mellem ministeren og mig. Jeg er ikke ministeren. Jeg er et menneske med fejl og mangler og glæder og så videre. Ministeren er et hverv, som bliver bakket op af et meget stort system, og som er omgærdet af en række privilegier, fordi det hører hvervet til. Hvis ikke man distancerer sig over for den rolle, er der en stor risiko for, at man forelsker sig i sig selv, siger Margrethe Vestager. Og afslutter interviewet, inden denne fredags ydertime bliver alt for yderlig. Blå bog Margrethe Vestager (R), undervisnings- og kirkeminister fra den 23. marts 1998 til den 21. december 2000 og siden da alene undervisningsminister. Født i 1968. Datter af sognepræsterne Hans Vestager og Bodil Tybjerg. Cand.polit. fra Københavns Universitet 1993. Fuldmægtig i Finansministeriet 1993-1995, specialkonsulent i Økonomistyrelsen 1995-1997 og sekretariatschef samme sted i 1997. Medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg siden 1989. Partiets spidskandidat i Frederiksborg Amt siden 1998.