I november 1941, knapt et halvt år efter, at nazisterne den 22. juni havde indledt deres brutale invasion af Sovjetunionen, satte den danske nazist Christian Frederik von Schalburg sig med pen og papir og griflede et fødselsdagsbrev til sin søn i Danmark:
”Kære lille Sascha! Tillykke på din 7-aars fødselsdag. (…) Vi kæmper i dag mod Jøderne, som tog Husene og Kirkerne og Brødet fra Russerne og vilde gøre det samme i Danmark og Tyskland og Finland. De vilde rive vort Dannebrog itu og slaa Kongen ihjel. De Danske, der ikke er bange, kæmper her og er lige saa tapre som Tyskerne, der er vore Venner, og hvis store Fører Adolf Hitler har reddet os alle for de røde Jøders Myrderi (…) Mange fine Hilsener og Kys.”
Christian Frederik von Schalburg var en af de i alt 6.000 danskere, som tjente frivilligt ved Waffen-SS, den militære gren af det nazistiske Schutzstaffel (Beskyttelseskorps), og dermed tog del i den måske største og mest brutale militære konflikt i verdenshistorien.
Uddraget af fødselsdagsbrevet til sønnen, som det er gengivet i historiker Mikkel Kirkebæks værk ”Schalburg – en patriotisk landsforræder”, tegner billedet af en glødende antisemit, antikommunist og nazist, som betragtede jøder og bolsjevikker som undermennesker og ikke lod sig anfægte af nazisternes fremfærd i Sovjetunionen, som indebar massenedskydninger af civile og nedbrænding af landsbyer.
Ligesom mange andre af de frivillige danskere havde han sine egne grunde til at træde i de tyske nazisters tjeneste. Hadet til kommunisterne bundede blandt andet i, at han var født i Rusland, men måtte flygte med sin familie, da kommunisterne overtog magten i 1917, og han forblev zar-tro til sin død ved østfronten den 2. juni 1942.
Men trods de mange forskellige bevæggrunde var de 6000 danske frivillige overordnet set drevet af ideologiske motiver, fortæller Claus Bundgård Christensen, lektor i historie på Roskilde Universitet (RUC) og forfatter til bøger om Besættelsen og dansk deltagelse i verdenskrigene.
”Nogle ville væk fra arbejdsløsheden og begynde på en frisk, og andre ville ud at se verden. Men langt de fleste, der meldte sig, var enten medlem af det danske nazistparti eller støttede nazismen,” siger han.
Man skal huske på, at der dengang var et udbredt nazistisk miljø i Danmark, som også var repræsenteret i Folketinget, og var man ung mand og skulle gøre sig godt i partiet, var der et stort socialt pres for at melde sig til østfronten, fortæller Claus Bundgård Christensen.
”Samtidig var danske nazister stærkt fascinerede af Waffen-SS, som man betragtede som racerene elitesoldater. Schalburg var nærmest det idealtypiske eksempel på en fanatisk SS-soldat, og han betragtede kommunismen som en del af et gigantisk jødisk komplot, som havde til hensigt at udslette Europa.”
De første danske frivillige var del af Division Wiking bestående af ”germanske” frivillige, som SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede i 1940. De fik både militær træning og intensiv undervisning i nazistisk ideologi. De fleste danskere tjente dog i den enhed, der hed Frikorps Danmark, som blev oprettet i juni 1941. Frikorps Danmark blev indsat på østfronten i maj 1942 nær Leningrad, i dag Sankt Petersborg, hvor de danske soldater skulle bistå omringede tyske tropper.
Nazisternes invasion af Sovjetunionen blev betragtet som en skæbnekamp mod hovedfjenden, og derfor opfattede mange danske nazister det som en pligt at deltage. Omkring 26,6 millioner sovjetborgere mistede livet under invasionen og den efterfølgende krig. De danske frivillige deltog også i udryddelserne, og intet tyder på, at massakrerne gjorde dem desillusioneret, siger Claus Bundgård Christensen.
”Det fuldstændige overblik får vi aldrig, men vi ved, at omkring 100 har hjulpet til som vagtmandskab i lejre, hvor jøder blev udryddet, og nogle var selv involveret i udryddelsen af jøder og krigsfanger. Der var en del danskere, der så massakrerne på nært hold, og det var i det hele taget vanskeligt at være soldat uden at vide, hvad der foregik,” siger han og nævner Per Sørensen, en dansk nazistisk soldat fra Vendsyssel.
I 1941 skrev han begejstret, at hans enhed var rykket ind på et hospital for sindslidende i det besatte Polen, hvor SS havde skudt patienterne og indrettet en ”pragtfuld” SS-kaserne.
Invasionen af Sovjetunionen blev aldrig den lynkrig, som Adolf Hitler havde tænkt, og den 8. maj 1945 kapitulerede Tyskland. Da de frivillige vendte hjem til Danmark, blev de stillet for retten i det retsopgør, som siden krigen har vakt debat på grund af sit tvivlsomme juridiske grundlag. Regeringen vedtog en lov, som med tilbagevirkende kraft ulovliggjorde tysk krigstjeneste, selvom regeringen i 1941 havde tilladt tysk krigstjeneste. Over 3000 frivillige fik fængselsstraffe.
”Ud fra et juridisk synspunkt er der ingen tvivl om, at det var dybt problematisk at dømme dem. Det gjorde, at de kunne påberåbe sig juridisk uretfærdighed. Men spørgsmålet er, hvor meget det reelt betød for dem, at det, de gjorde under krigen, var lovligt. Mange var formentlig gået ind i tysk krigstjeneste alligevel,” siger Claus Bundgård Christensen.
Efter krigen mødtes de i veteranforeninger og opbyggede historier om, at de først og fremmest var antikommunister, der bekæmpede Stalin for at hindre hans regime i brede sig til Skandinavien. Det fortæller historiker Peter Scharff Smith, som har skrevet bøger om krigen sammen med Claus Bundgård Christensen, herunder den anmelderroste ”Waffen-SS”.
Udtrykket ”soldater ligesom de andre” blev et slogan for Waffen-SS’s apologeter, og de danske frivillige tog det også til sig, fortæller han.
”De betragtede sig selv som almindelige soldater, der ikke havde noget med holocaust eller udryddelseskrig at gøre. For nogle har ideologien været en psykologisk redningsplanke. Stod man midt i en udryddelseskrig, var det ideologien, der kunne få det hele til at give mening.”
Det har siden vakt forargelse, at de danske frivillige på østfronten slap med så lave straffe, og frihedskæmperen Jørgen Kieler har kaldt retsopgøret for en skandale.
”Man kunne godt retsforfølge danske østfrontsfrivillige, men det ville være meget svært at løfte bevisbyrden, blandt andet fordi gerningsmændene har ødelagt mange beviser,” vurderer Claus Bundgård Christensen.