Prøv avisen
Klassiker

Først var der de kloge koner

Jan van Hemessens maleri fra ca. 1556 illustrerer et eksempel på den folkelige overtro. Vanvid manifesterer sig som en sten i panden, mener man, og billedet viser en af tidens mange kvaksalvere, der ved at fjerne stenen slår mønt på denne overtro. Som reklame har han hængt op ved sin bod. Foto: Arkiv.

Alternativ behandling i Danmark har udviklet sig fra at være et lidt lyssky erhverv, der kunne give dødsstraf, til - i hvert fald i visse former - at være en respekteret del af sundhedsvæsenet. Men vejen har været lang

Alternativ behandling er mere synlig end nogensinde. Akupunktur og zoneterapi er blevet en almindelig del af den lægelige konsultation. Naturlægemidler fylder godt op på apoteker og i supermarkeder. Og politikerne giver stadig flere penge til at forske i ny viden på området.

Og danskerne tager det til sig. 44 procent af befolkningen har prøvet en eller anden form for alternativ behandling, viser Institut for Folkesundheds nyeste tal fra 2000.

Sådan har det dog langtfra altid været. Den alternative behandlingsform har de seneste 200 år gennemgået en rivende og ofte voldsom udvikling. Fra at være en forbrydelse, der blev begået af kloge mænd og koner i provinsen og kunne betyde dødsstraf, til langsomt at blive mere etableret og mindre i opposition til den medicinske lægevidenskab.

Den alternative behandlings historie kan starte mange steder. Dels fordi fænomenet tager så mange forskellige former, og dels fordi det har udviklet sig i forskellige hastigheder rundt om i verden.

I Danmark er et af de helt skelsættende øjeblikke dog kvaksalverloven fra 1794. Heri er det ulovligt at behandle sygdom, hvis ikke man har en lægelig uddannelse, og man skulle samtidig følge visse regler. Ifølge ph.d.-studerende ved Medicinsk Museion i København Lars Ole Andersen kom det til at betyde, at de alternative behandlere for første gang blev skilt ud fra lægestanden.

"Indtil da havde det typisk været præster, barberer og selvudlærte "kloge folk", der fungerede som læger. De få uddannede læger, der fandtes, var stort set alle i de større byer, og folk havde ikke altid mulighed for at komme dertil. Derfor opstod behovet for de alternative behandlere. Men det havde efterhånden grebet om sig, og den eneste skelnen mellem en alternativ og en uddannet læge var normalt, om man havde en klinik eller blot en stand på markedspladsen. I slutningen af 1700-tallet ønskede lægerne – eller medicinere og kirurger, som de kaldtes dengang – at få bragt orden i sagerne," forklarer han.

Mange hundrede mennesker landet over blev pludselig forbrydere. Selv tandlægerne måtte i en periode indstille arbejdet, men fik dog hurtigt dispensation. Det blev også ret hurtigt muligt at ansøge om at fungere som benbrudslæge uden den fornødne uddannelse. Og generelt fik de fleste "kloge mænd og koner", som de oftest blev kaldt, stiltiende lov til at fortsætte deres praksis, simpelthen fordi der var behov for det.

Et afgørende skift i forholdet mellem læger og alternative behandlere var der dog sket. Et skift, der stadig har spor i dagens diskussioner om det alternative område.

"De kloge" var ikke længere stuerene. Ikke fordi lægerne ønskede at skille sig af med konkurrencen, men i højere grad på grund af forskellige filosofier. Hvor de traditionelle læger bygger deres virke på naturvidenskabelig dokumentation, gør den alternative behandling det ud fra tanker og ideer, som ikke kan bevises, og som heller ikke kritiseres. Magtbalancen mellem de to grupper skulle løbende forskyde sig.

Med kvaksalverloven var de alternative behandlere pludselig blevet til én gruppe. Det var dog langt fra nogen homogen gruppe.

I bogen "Kloge folk og skidtfolk" har Birgitte Rørbye samlet landets mest kendte af slagsen. Her lærer man blandt andet Kratmøllerkonen, Kloge Johan og Skætte-Jens at kende. Folk, som behandlede sygdom med alt fra åreladninger, særlig livseleksir og håndspålæggelse til magnetisme og homøopati. Ofte var der tale om familieforetagender, hvor de kloge evner gik i arv gennem flere hundrede år.

Vindblæs-familien fra Løgstør var den måske mest berømte i Jylland. Med smørelser og trylleformularer helbredte de fra 1782 frem til 1918 og fik en række læger til helt at opgive kirurgien, fordi familiens resultater var bedre.

De havde konstant myndighederne efter sig, men patienterne og de lokale læger holdt hånden over dem, og de nøjedes med at betale bøder. Lignende historier findes om eksempelvis Kudsk-familien fra Nors, der alle var benbrudslæger, eller Tjørnehovedfamilien fra Sydsjælland, der var eksperter i at uddrive hekse. Fælles for alle "de kloge" var, at folk gik til dem, før de gik til lægen, fortæller folklorist i Dansk Folkemindesamling, Anders Christensen:

"Kun de færreste havde dengang råd til at leje en hestevogn af en gårdmand og tage den lange tur til hovedstaden eller den nærmeste store by for at blive tilset af en rigtig læge. Og i vid udstrækning troede mange mennesker på, at de var bedre hjulpet hos den lokale kloge kone end hos en læge. Rygterne gik om de forfærdelige hospitalsophold i København, så man satsede på det sikre."

Det skete dog, at de kloge blev anmeldt og dømt for kvaksalveri. Typisk enten fordi en patient følte sig snydt, eller når en læge efterfølgende tilså patienten og vurderede, at kvaksalveren havde gjort ondt værre. I særligt grelle tilfælde som eksempelvis fosterfordrivelse, altså provokeret abort, kunne der gives dødsstraf. Det er dog ikke opgjort, hvor ofte det skete, men formentlig ikke særlig tit.

Skillelinjen mellem læger og alternative behandlere blev hurtigt sløret.

Mange af de metoder, de kloge tog i brug, var nogle, lægerne havde benyttet men forladt. Og mange af de nye medicinske opfindelser var videreudviklinger af noget, man havde vidst på landet i årevis. Eksempelvis at malkepiger ikke fik den farlige sygdom kopper, fordi de allerede havde fået koens kopper. Det førte sidenhen til udviklingen af koppevaccine og hele idéen om at vaccinere.

En egentlig accept af alternativ behandling har dog ladet vente på sig. Først i 1935 blev det lovlig for ikke-læger at tage syge i behandling, såfremt de ikke benytter receptpligtig medicin, foretager operative indgreb, bruger bedøvelse eller behandler smitsomme sygdomme og kønssygdomme.

Men i takt med, at sundhedsvæsenet var væsentligt udbygget, og de medicinske muligheder forbedrede, var det nu alt andet lige sådan, at alternativ behandling kun var noget, man søgte, når lægen ikke kunne hjælpe. Det gjaldt typisk kroniske lidelser som migræne, gigt og allergi.

Langsomt begyndte det dog at gå den anden vej igen, efterhånden som det alternative blev mere etableret. Mest sigende for udviklingen er kiropraktorerne, der i 1978 som de første blandt de alternative behandlere fik en overenskomst med Sygesikringen. 10 år senere blev de omfattet af Patientklagenævnet, og i 1994 opstod den første kiropraktoruddannelse ved Syddansk Universitet. På det tidspunkt havde Sundhedsstyrelsen allerede oprettet Råd vedrørende alternativ behandling, og i løbet af 1990'erne åbnede en række sundhedscentre, hvor læger benyttede sig af både konventionel og alternativ behandling.

I dag er hullet mellem lægevidenskaben og den alternative verden ikke lukket, men det er mindre end nogensinde.

De alternative behandlere er blevet organiserede i interesseorganisationer som Landsorganisationen Natursundhedsrådet (LNS) og Sammenslutningen af Alternative Behandlere (SAB), og de har fået deres eget forskningscenter, ViFAB.

Der findes stadig kloge mænd og koner rundt om i landet, og der findes også stadig plattenslagere, der udnytter særligt nogle af de nye sygdomstyper såsom kræft, hvor sundhedsvæsenet kun er i stand til at hjælpe et stykke af vejen. Men alternative behandlere og alternativ medicin står stærkere og mere udbredt end nogensinde, ikke blot i befolkningen, men også i lægeverdenen.

Det er i en lang række tilfælde blevet et naturligt supplement til traditionel behandling og vil formentlig fortsætte med at være en vigtig del af behandlingen af sygdom, vurderer Lars Ole Andersen fra Medicinsk Museion:

"Intet er født alternativt, det har altid været en kamp mellem lægerne og de alternative, der har afgjort, hvad der er hvad. Tidligere handlede det meget om, hvorvidt der var en pålidelig teori bag. I dag skal kliniske forsøg have vist sig bæredygtige, og så er teorien bag behandlingen mindre vigtig. Derfor vil alternativ medicin nok fortsat spille en rolle, for historien har vist, at der altid vil være noget uden for det etablerede, der har både læger og patienters interesse."

Tjørnehovedkonen, Ane Marie Jeppesdatter, var en af 1800-tallets såkaldte kloge koner. Hun kom i konflikt med myndighederne mange gange for sin virksomhed, første gang i 1862, hvor hun havde praktiseret i 30 år. Foto: Dansk Folkemindesamling.