Nordboerne havde flere revolutionerende ting med sig ved ankomsten til Grønland i slutningen af 900-tallet. Ud over agerbrug, husdyrhold og vævet uldtøj medbragte de også en ny tro, kristendommen, og et nyt fænomen: brugen af skrift. Både runer og latinske bogstaver var nemlig en del af den nordiske bondekultur i Skandinavien, på Færøerne og i Island, og som nordboerne udsprang af. Så fra år 985 og frem blev der ristet mange runer i Grønland.
LÆS OGSÅ: Runer var ikke kun for hedninge
Mange af disse runer er bevaret takket være den sparsomme bebyggelse omkring de gamle nordboruiner samt de gode bevaringsforhold for organisk materiale som træ og knogler. Så arkæologerne finder ting heroppe, som ikke er bevaret i lignende omfang i resten af Norden, og det gælder også runeindskrifterne.
Omkring 150 forskellige runeindskrifter er foreløbig fundet på de grønlandske nordbopladser, og museumsinspektør Lisbeth Imer fra Nationalmuseet har studeret det omfattende materiale.
Det grønlandske runemateriale er helt enestående. Her har vi indskrifter bevaret i et omfang og en variation, som vi ikke kender andre steder. Det viser, at de fleste nordboer brugte skrift. Både i bygderne, på rige stormandsgårde og på de mindre og helt små gårde, forklarer Lisbeth Imer.
Størstedelen af de grønlandske runetekster kan mere eller mindre direkte kobles til det religiøse. Det viser den betydning, som kristendommen havde for nordboerne.
De mest berømte eksempler er de flotte, velbevarede trækors fra kirkegården ved Herjolfsnæs i Østerbygden. De er af varierende størrelse og udformning og med runeindskrifter, der omtaler Maria, Gud, den Almægtige, og i visse tilfælde et eller flere personnavne. Korsene har sikkert været brugt til den personlige andagt og er siden blevet begravet med deres ejere.
Jomfru Maria var ubetinget den mest populære blandt nordboerne at dømme ud fra indskrifterne. En af de mest almindelige bønner, Ave Maria (Hil dig, Maria) er fundet på talrige genstande fra Grønland. Enten som en længere indskrift med bønnen i sin helhed eller et enkeltstående Ave.
Bedepinde af træ var en anden religiøs nordbo-genstand, der blev brugt på samme måde som de katolske rosenkranse. Den kristen-grønlandske udgave bestod af en udskåren pind med enten hakker eller fordybninger, der hjalp den bedende med at holde styr på antallet af bønner. På bedepindene står ofte Ave Maria-bønnen eller brudstykker af den samt et kors eller andre kristne symboler og måske ejerens navn.
På en lille nordbogård, Umiviiarsuk, i Vesterbygden blev der fundet en fint udskåret fisk af træ med 10 fordybninger skåret i ryggen. På begge sider står indristet runer, der gengiver vers 49 af salme 119 i Bibelen. Fisken er jo i sig selv et kristent symbol, og med salmeteksten er denne bedepind blevet en unik genstand til personlig andagt. Samtidig viser den, at både skriften og kristendommen var en vigtig del af hverdagen, selv på de mindste nordbogårde.
Fundet af en træpind i en kistegrav på kirkegården ved Herjolfsnæs viser ligeledes, hvordan nordboerne satte deres lid til både Gud og Skriften.
Pinden lå i det øverste højre hjørne af en ellers tom trækiste. I bunden af kisten var ridset et kors, der hvor den afdødes bryst ville have hvilet. På pinden var ristet følgende runeindskrift: Denne kvinde, som hed Gudveig, blev kastet over bord i Grønlandshavet.
Så Gudveig var tilsyneladende død på åbent hav og blev sted til hvile i bølgerne måske af fare for smitte eller angst for de døde. Hun fik i hvert fald ikke den kristne begravelse i indviet jord, som man ellers vægtede tungt. Så for at give Gudveigs sjæl en chance i efterlivet, begravede man en pind med en indskrift som en slags forklaring til Gud og som symbol på en kristen begravelse.
Runeskriften og den kristne tro stod altså centralt, og begge dele var fast forankret i den nordiske bondekultur, som nordboerne anså sig for at være en del af.
Der er ingen tvivl om, at runerne og religion betød meget for nordboerne. For det bandt dem sammen med de andre nordiske befolkninger, påpeger Lisbeth Imer.
Nordboerne valgte i sidste ende også at forlade Grønland for fortsat at være en del af den bondekultur, hvor både skrift og kristendommen var i højsædet.