Genforeningen var et spil af tilfældigheder

Ny bog fortæller om de dramatiske begivenheder op til genforeningen mellem Danmark og Nordslesvig og åbner for, at resultatet kunne have set helt anderledes ud

Kong Christian X på besøg i Sønderborg, der igen blev dansk efter længe at have været under tysk herredømme. De danske flag står tæt i vejsiden, og folk er mødt frem i uniform for at tage opstilling langs regentens og ­nationalsymbolets rute. –
Kong Christian X på besøg i Sønderborg, der igen blev dansk efter længe at have været under tysk herredømme. De danske flag står tæt i vejsiden, og folk er mødt frem i uniform for at tage opstilling langs regentens og ­nationalsymbolets rute. – . Foto: Ritzau Scanpix.

En kold decemberdag i 1918 sad soldaten Lorenz Jepsen i krigsfangelejren i Feltham, England, og forfattede et brev til sin kone, Anne, hjemme i Valsbøl i Tyskland. Han havde været blandt de omkring 26.000 dansksindede i Slesvig, som var blevet indkaldt til at kæmpe på tysk side under Første Verdenskrig.

Ved krigens afslutning glædede den dansksindede krigsfange sig til at komme hjem, men han var lige så optaget af en potentiel ny grænsedragning mellem Danmark og Tyskland:

”De Allierede træder sammen i disse Dage, og ind i det nye Aar vil selve Fredsforhandlingerne begynde. Saa vil vel ogsaa vor Skæbne blive afgjort. Der synes jo at være stærkt Røre hjemme angaaende det slesvigske Spørgsmaal,” skrev Lorenz Jepsen til sin kone.

Det slesvigske spørgsmål drejede sig om, hvor den nye grænsedragning præcist skulle gå. For de dansksindede var det afgørende at ende på den rigtige side af den nye grænse. Og det var ikke kun et spørgsmål om politik og geografi, men om identitet og følelser, som Lorenz’ brev også afslører.

”Det har baade bedrøvet og forbavset mig at høre om en Grænse Krusaa-Tønder. Havde ikke troet det muligt, at en Dansker kunde ønske Grænsen der. Hvad har vi forbrudt, at vi skal stødes bort?”.

Lorenz Jepsen er en af de historiske figurer, som vi møder i den nye bog ”Genforeningen 1920 – da Danmark blev samlet” af journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard.

Bogen følger en række nøglepersoner gennem det politiske spil op til Genforeningen og viser, at resultatet kunne være blevet markant anderledes.

”Så lidt var givet på forhånd om muligheden for en ny grænsedragning, og mange gange i processen kunne det være gået galt.”

Simon Kratholm Ankjærgaard vil gerne nuancere den forsimplede fortælling om Genforeningen, som han selv blev præsenteret for i folkeskolens historietimer.

”Dette kapitel i danmarkshistorien var selvfølgelig vigtig. For nu kom Danmark til at ligne det land, vi kunne se på kortet i klasseværelset, da vi gik i skole. Det blev fremlagt som helt naturligt, at Danmark fik sit tabte land tilbage. Men det var kun noget af landet, der kom tilbage.”

I bogen skrues tiden tilbage til efteråret 1918, hvor Danmark var et noget anderledes land end det, vi kender i dag:

”Efter nederlaget i 1864 og tabet af hele Slesvig samt de to tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg var Danmark blevet en småstat, både politisk og geografisk – men også mentalt. Vi måtte hele tiden orientere os mod det magtfulde land i syd, men kulturelt vendte vi os indad, mod det nære, mulden og jorden,” siger historikeren.

Men mod slutningen af Første Verdenskrig så Danmark pludselig muligheden for at få noget af det tabte land tilbage gennem de efterfølgende fredsforhandlinger.

”Men det skulle gøres forsigtigt. Danmark havde jo ikke engang været med i Første Verdenskrig, så der var grænser for, hvor meget man kunne forlange af de vindende parter. Samtidig måtte man indse, at man stadig havde en tysk nabo, man skulle leve videre med,” pointerer Simon Kratholm Ankjær-gaard.

Fredsforhandlingerne begyndte at pege mod flere nye grænsedragninger i Europa, og den amerikanske præsident Woodrow Wilson pressede på, for at dette skulle ske med en stor grad af selvbestemmelse. Men det var slet ikke nogen selvfølge, at folk i Slesvig fik mulighed for at stemme om en ny grænsedragning.

”Fredsforhandlingerne kunne være gået helt uden om det slesvigske spørgsmål, og den nye tyske regering kunne sagtens have været mindre imødekommende. Men heldigvis så franskmændene muligheden for at amputere Tyskland totalt ved at inkludere Slesvig i forhandlingerne. Samtidig var de dansksindede i Slesvig begyndt at lave larm,” forklarer Simon Kratholm Ankjærgaard.

Der var dukket hele tre forskellige politiske bevægelser op, der havde hvert deres ønske til grænsedragningen, forklarer historikeren:

”Aabenraa-bevægelsen var pragmatisk og ønskede en grænse med så få tysksindede som muligt. Flensborg-bevægelsen ville for alt i verden have den tyskdominerede Flensborg med. Og så var der Dannevirke-bevægelsen, som ønskede at grænsen skulle gå helt nede ved den historiske vold. De mente, at de mange tysksindede ville blive dansksindede efter et par generationer.”

De tre bevægelser kæmpede en bitter kamp mod hinanden og forsøgte på hver sin måde at påvirke danske politikere og fredsforhandlingerne i Paris. Den danske regerings linje kom dog hurtigt til at gå i retning af Aabenraa-bevægelsens pragmatiske grænsedragning, men det stoppede ikke Dannevirke-bevægelsens leder i at blande sig.

”Jonas Collin fra Dannevirke-bevægelsen dukkede pludselig op under fredsforhandlingerne og forsøgte at påvirke franskmændene. De danske bevægelser kunne sagtens have spændt ben for hinanden og forpurret mulighederne,” forklarer Simon Kratholm Ankjærgaard.

I løbet af 1919 blev afstemningen om grænsedragningen en realitet. Den skulle gennemføres ad to omgange i to zoner. I 1. zone, Nordslesvig, skulle stemmerne opgøres for hele zonen:

”Man vidste, at store byer som Tønder og Aabenraa var overvældende tyske, men at der i zonen samlet set var et dansk flertal. I 2. zone, Mellemslesvig, som overordnet var tysk, skulle stemmerne derimod opgøres sogn for sogn for at få så mange dansksindede med som muligt.”

Takket være Dannevirke-bevægelsen, med Jonas Collin i spidsen var en tredje zone i spil, Sydslesvig, der gik helt ned til Slesvig by og Dannevirke. Men den blev sløjfet fra den endelige fredstraktat. Folkeafstemningen blev fastsat i 1. zone, Nordslesvig, til den 10. februar, og i 2. zone, Mellemslesvig, til den 14. marts.

Den stærkt dansksindede Lorenz Jepsen havde ofte været i karambolage med de tyske myndigheder i hjembyen Valsbøl og blev siden indskrevet i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. Fra fangelejren i England så han spændt til, mens en ny grænsedragning blev diskuteret.

Resultatet blev en grænsedragning mellem de to zoner, som vi kender den i dag. Men vejen dertil havde været lang og kompliceret.

”Det endelige resultat skal ses som et sammenrend af tilfældigheder og muligheder, der blev udnyttet, i et krydsfelt af nationale, internationale og regionale interesser,” vurderer Simon Kratholm Ankjærgaard.

Fortællingen blev snart, at Danmark havde fået sit tabte land tilbage. Men langtfra alle dansksindede var tilfredse med resultatet. Lorenz Jepsen, den dansksindede krigsfange fra Feltham, måtte berede sig på, at hans hjemby, Valsbøl, endegyldigt var blevet tysk. Han døde som 38-årig, kun syv år efter den afstemning, der knuste hans hjerte, som en nekrolog levende beskriver det:

”Var det end strengt for Lorenz Jepsen både at være midt i en frygtindgydende verdenskrig og efter dens ophør finde sig som en bundfattig mand med en stor familie at forsørge, så var det dog ikke alt dette, der gjorde hans hår gråt i en alt for tidlig alder. Men det, at grænsen blev draget mellem hans hjem og det land, han i sit hjerte kaldte sit, blev hans livs tungeste sorg.”