Grøn er sædvanligvis håbets farve, men der er ikke meget håbefuldt over det lille grønne metalskilt, der er stukket ned lige uden for gitteret omkring det mastodontiske gravmæle. "Hjemfalden" står der på skiltet, et lille ord, der smager af så meget, at digteren Søren Ulrik Thomsen har brugt det som navn til en hel digtsamling.
Lige her på Assistens Kirkegård i København, ved muren ud mod Nørrebrogade, betyder ordet dog blot, at der ikke længere bliver betalt for graven, og at den derfor i princippet skal sløjfes. Rundt omkring den er foråret, endelig, så småt på vej i skikkelse af små hærenheder af gule erantis. Men hjemfalden er lig med sløjfet og slut, over and out.
Sådan plejer det i hvert fald at være. Men lige præcis dette mærkelige stenmonument har fundet nåde og kan blive stående. Blandt de hundredvis af gravsteder, der hjemfalder på de kommunale københavnske kirkegårde, udpeges der nemlig hvert år i omegnen af 100, som vurderes at være så bevaringsværdige, at de får lov til at bestå på kommunens regning. Og gravmindet over "den stræbsomme og retskafne mand" Johan Leonhard Fix og hustru, rejst af deres "taknemmelige børn", er et af dem.
LÆS OGSÅ: De fattiges kirkegård til ære og værdighed
Der er flere grunde til, at netop dette monument er kommet med blandt de præcis 85 gravminder på årets bevaringsliste, som lige er blevet færdig, i år en smule forsinket på grund af de sidste måneders sne, der har vanskeliggjort udvælgelsesarbejdet, fordi det simpelthen har været svært for kommunens gravminderegistrator, Marianne Linnée Nielsen, og hendes kollega fra Nationalmuseet at se gravstenene.
Sammen har de to fagfolk vandret fra det ene hjemfaldne gravsted til det andet på de kommunale kirkegårde og vurderet, om gravminderne faldt ind under et af de syv kriterier, som Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn har udstukket for, hvornår et gravminde skal bevares. Og de var ikke i tvivl, da de nåede til gravmælet for Johan Leonhard Fix og hans kone.
For det første døde Fix i 1807. Graven er dermed mere end 100 år gammel, og gravminder, der er så højt oppe i årene, "bør i almindelighed anses for bevaringsværdige", som det første af kriterierne lyder. Derudover hører inskriptionen på monumentet til de "særligt fyldige og interessante", som et andet kriterium lyder, og så er gravmælet et af dem, der "bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder", som det hedder med en kirkeministeriel formulering.
Det sidste kan dog diskuteres. For ganske vist var Fix noget så klassisk fortjenstfuldt som medlem af direktionen for Asiatisk Kompagni, men forinden havde han tjent tykt på at smugle opium til kineserne som dansk guvernør i Indien. Men fortjenstfuldhed skal ikke forstås moralsk, forsikrer Stine Helweg, der er kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune og blandt andet hvert år arrangerer 120-30 tematiske rundvisninger på kirkegårdene. Fortjenstfuld betyder blot, at den person, som gravmælet er sat over, har haft stor samfundsmæssig betydning.
Den slags er selvfølgelig også et vurderingsspørgsmål. Som regel er det ikke nok, hvis man alene optræder i Kraks Blå Bog, men hvis man er optaget i Dansk Biografisk Leksikon, Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Weilbachs Kunstnerleksikon eller Den Store Danske Encyklopædi, kan man være sikker på, at ens samfundsmæssige betydning er stor nok til, at man får sin grav bevaret. Optagelse i disse værker udgør slet og ret en "fortjenstfuldhedsbillet", som Stine Helweg udtrykker det.
I år omfatter listen over bevaringsværdige gravminder for eksempel flere fortjenstfulde kunstnere, både maleren Robert Peter Hull (1913-1990), tegneren Poul Sæbye (1889-1965), billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) og maleren Anna E. Munch (1876-1960). Gravmælerne over de to sidste er sammen med det over Fix "juvelerne i samlingen", mener Stine Helweg, ikke mindst fordi det bronzerelief, der pryder Anna E.
Munchs grav på Vestre Kirkegård, er lavet af hende selv til minde om hendes mor, der også er begravet her. Graven er en af 125 udvalgte, som besøgende på kirkegården kan opsøge som særligt interessante – og derfor var der heller ikke nogen tvivl om, at den skulle med på årets liste.
Det har heller ikke krævet megen diskussion at beslutte, at det hjemfaldne gravminde over Valdemar Kleis (1845-1918) på Vestre Kirkegård skulle bevares for eftertiden. Kleis er en interessant mand, der egentlig var rammemager, men efterhånden begyndte at forhandle og udstille kunst af så anerkendte malere som P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann, og det var ham, der som den første lagde hus til den stadig eksisterende Frie Udstilling i 1891. Alligevel er det ikke på grund af hans meritter, at hans gravmæle er med på årets liste. Det kunne det egentlig godt have været, er Marianne Linnée Nielsen og Stine Helweg enige om, men her er det selve gravstenen, hvor en ukendt kunstners engel har slået vingerne ud, der har sikret Kleis pladsen.
Og helt overordnet kan det godt betale sig at baske lidt med vingerne, hvis man gerne vil have sin gravsten bevaret for eftertiden. Står der eksempelvis på gravstenen, at man er "bondeven" og "grundlovsgiver", som der gør på politikeren Balthazar Mathias Christensens (1802-1882) på Assistens Kirkegård, er de to betegnelser så sjældne, at de er med til at sikre gravmindet. Hvis der derimod står for eksempel orgelbygger ved ens navn, udløser det ikke nødvendigvis en plads på listen. Faktisk er der en gravsten for en orgelbygger med på listen i år, men det er ikke derfor, den er der.
"Vi har adskillige orgelbyggere, og orgelbyggere er der jo stadigvæk," som Marianne Linnée Nielsen påpeger.
Hvis en gravsten er forsynet med et bibelcitat, skiller det den også så meget ud, at den som regel bliver erklæret bevaringsværdig. På Assistens Kirkegård er der i alt omkring 250 bibelcitater på gravminderne, halvdelen af dem unikke, så det er med at kunne sin bibel, når man arbejder som gravminderegistrator.
Internettet har dog i de senere år gjort den del af arbejdet en del lettere, og i år er det for eksempel lykkedes at identificere en sentens på filmfotografen Johan Ankerstjernes (1886-1959) hjemfaldne gravsten på Vestre Kirkegård. Ordene "Mindet vel lader som ingenting/ er dog et lønligt kildespring", som til at begynde med ikke fik nogen klokker til at ringe, viste sig således at stamme fra Grundtvigs sang "Slaverne rådte på Østersø".
Nogle inskriptioner er dog stensikkert hjemmegjorte. På en lille sten, der putter sig under en stedsegrøn busk ved siden af en større gravsten på Assistens Kirkegård, står der "en lidt interessant inskription, som vi ikke har set før", som Marianne Linnée Nielsen siger: "Tak er kun et lille ord/ fra mor".
Den store gravsten ved siden af er i øvrigt også erklæret bevaringsværdig, selvom den på ingen måde skiller sig ud fra mængden. En stor del af bevaringsarbejdet går nemlig ud på at sikre "i al fald et eksemplar af hver type" af de gravminder, der i tidens løb har været typiske for kirkegården. Det gælder i år også en knækket søjle og en stor granitsten, som Marianne Linnée Nielsen har fundet næsten magen til i et gammelt katalog fra Aktieselskabet De forenede Granitbrud og Stenhuggerier på Bornholm. Og så sidder der en sørgende dame på gravstenen for fabrikant Edvard Madsen og hustru på Vestre Kirkegård – en sørgende dame, som Marianne Linnée Nielsen genkendte fra brødrene Grages bronzestøberi, i hvis katalog hun findes i tre størrelser ved siden af en "engel med timeglas", man også kunne pryde sin grav med.
Både store og små vingeslag kan altså gøre, at et gravmæle bliver erklæret bevaringsværdigt. Den nemmeste måde at sikre sig, at ens gravminde bliver stående for eftertiden, er dog at betale for det selv. Engang kunne man betale for, at et gravsted forblev urørt i al evighed, i dag bevarer de færreste graven i mere end 20-30 år. Men man kan stadig betale 40 år frem i tiden. Og det er da trods alt et stykke af evigheden.
