På skråningen eller bjerget lige vest for tempelpladsen i Jerusalem, i dag kendt som Zionsbjerget, foregår der i øjeblikket en spændende udgravning af en rigmandsvilla fra det første århundrede. Udgraverne mener, den må have tilhørt Jerusalems aristokrati. Kun den øverste elite ville have råd til et hus af denne størrelse, udstyret med alt fra et stort køkken til skønne badefaciliteter foruden et jødisk renselsesbad. De har også et godt bud på, hvor vi skal lede efter disse rige folk: blandt byens ledende præster. De kontrollerede handlen på tempelpladsen, og fund af andre gigantvillaer i samme område har afsløret en indskrift med navnet på en kendt præsteslægt.
Et af de seneste fund er en regulær nyhed inden for Jerusalems arkæologi. I præstehjemmets støv lå en tilsyneladende tabt og aldrig genfundet guldmønt. Den viste sig at være præget af kejser Nero i år 56/57, da han knap var 20 år, men dog allerede havde siddet tre år på tronen. Ud over Neros portræt gengiver mønten også stolt nogle af Neros titler såsom Augustus (den højtærede) og ypperstepræst.
Det er første gang, en sådan mønt er fundet i Jerusalem. De blev udstedt i Rom og repræsenterede en høj sum som imperiets mest værdifulde møntenhed, svarende til 12 års tempelskat eller 8 gram af det reneste guld i omsmeltet form. Arkæologerne kan ikke med sikkerhed sige, hvordan mønten endte i et præstehjem, og slet ikke, hvorfor den blev tabt og glemt. Bedste bud er dog, at den præstelige ejermand havde handlet med de romerske, militære myndigheder i Israel, da disse guldmønter blev brugt som løn til romerske officerer.
Møntens oprindelige udsteder, kejser Nero i Rom, er derimod velkendt og endog berygtet. Han er gået over i historien som tyrannernes tyran, der dræbte sin egen mor og sin gravide hustru, brændte Rom af for at få foreviget sit navn med nye bygninger og i det hele taget opførte sig brutalt og uterligt. Kort tid efter hans selvmord i år 68 spredte der sig et rygte om hans genopstandelse blandt både romere, kristne og jøder – nogle imødeså denne genkomst med forventning, andre med skræk. Den kristne version finder vi efter al sandsynlighed et ekko af i Johannes’ Åbenbaring, der taler om et syvhovedet dyr, hvis ene hoved er dødeligt såret, men formår at komme tilbage. Andre tidlige kristne kilder angiver ligefrem Nero som den antikrist, der skal komme før det sidste store slag.
Hvad gjorde Nero, siden han fik et så grumt eftermæle? Detaljerne strides historikere om den dag i dag, og der er ikke enighed om, hvor meget af ovenstående skrækkatalog, der har hold i virkeligheden. Men så meget synes klart, at Nero først regerede godt i nogle år med hjælp fra blandt andre filosoffen Seneca, hvorefter han begyndte på en personlig, økonomisk og regeringsmæssig deroute, der til sidst fik Roms aristokrati til at gøre oprør imod ham.
Mest berygtet er han utvivlsomt for den brutale forfølgelse af kristne i Rom i kølvandet på Roms brand i år 64, der efterlod over halvdelen af byen som en rygende ruinhob. En sådan katastrofe kunne ifølge gængs opfattelse kun skyldes, at guderne var blevet vrede. Et offer måtte bringes for at mildne denne vrede. Der spredte sig hurtigt et rygte om, at det var Nero selv, der havde påsat branden, hvad historikere i dag er enige om er antik-fake news.
Men ikke desto mindre måtte Nero finde en anden måde at afvende gudernes vrede på, hvis han ikke selv ville på bålet. Valget faldt på de kristne, der kunne tænkes at have påkaldt sig gudernes vrede gennem deres uvilje til at dyrke dem, en ugudelighed, der også kunne tolkes som det rene had mod menneskeheden. For selv at slippe ud af saksen iværksatte Nero derfor en voldsom forfølgelse af de kristne i byen Rom. Nogle blev korsfæstet, andre blev bundet ind i dyreskind og kastet for hundene, andre igen blev brændt ved nattetide som levende lygtepæle.
Over for jøderne fik Neros tyranni mindst lige så store følger og lange skygger. Det var under ham, den store krig brød ud i år 66, provokeret af stribevis af overgreb fra de lokale guvernører, som Nero havde sendt for at styre området. Da nyheden om opstanden nåede Nero, der var på turné som olympisk sanger i Grækenland, sendte han straks sin bedste general, Vespasian, til området. Resten om landets og templets ødelæggelse er historie, også selvom Nero ikke levede længe nok til at opleve hævnens time med templet ødelæggelse år 70.
Til sidst blev Neros tyranni nemlig for meget for selv de mest trofaste støtter. Efter år med vilkårlige konfiskationer af rigmænds ejendom i forsøget på at lukke det stigende hul i statskassen og en for romerne vulgær opførsel, som det at optræde som sanger til græske lege, gjorde flere generaler og provinsguvernører oprør. Én af dem, Galba, fik støtte fra den kejserlige livgarde og senatet. Svigtet af de fleste og i umiddelbar fare for at blive pågrebet af sine fjender valgte Nero år 68 at begå selvmord, efter sigende med ordene: ”Hvilken kunstner verden mister i mig!”.
Men helt død er denne navnkundige kejser altså ikke. For nylig glimtede hans portræt i guld i støvet i en præstevilla i Jerusalem, og hvis vi skal tro gamle kristne kilder, har verden endnu ikke set det sidste til tyrannernes tyran.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.