Prøv avisen
Interview

Hærføreren Saladin blev et ikon både i Vesten og Østen

Saladin, som blev født i Tikrit i den nuværende Irak i 1137, er populær i hele Mellemøsten. En velkendt politisk skikkelse, der trak på Saladins image, var den senere irakiske diktator Saddam Hussein, som også havde Tikrit som fødeby. – Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix.

Saladin erobrede Jerusalem fra kristne i 1187 og huskes for at skåne mange liv, efter at byen havde overgivet sig. Ny biografi på dansk fortæller historien om én af de største legender i den muslimske verden

Han optræder i mobilspil, musicals og reklamer, på frimærker og postkort, og hans liv er foreviget i adskillige populære tv-serier, som hele familien samles om under den muslimske fastemåned, ramadanen. Sultan Saladin er en af Mellemøstens største helte, og han dyrkes på tværs af religiøse og etniske skel.

”Vi har ikke noget tilsvarende i Vesten. Ikke engang Alexander den Store eller Richard Løvehjerte kan måle sig med Saladins brede appel,” fortæller Jonathan Phillips, professor ved University of London, som netop har udgivet en bog på Kristeligt Dagblads Forlag om hærføreren, der formåede at generobre Jerusalem fra de kristne korsfarere i 1100-tallet.

Professoren har skrevet flere bøger om korstogene, men bogen er hans første forsøg på at fortælle historien fra et mellemøstligt perspektiv.

”Hvis jeg skulle forstå, hvem Saladin var, så var jeg naturligvis nødt til at dykke ned i de arabiske kilder og arabiske historieskrivere, og her åbner sig en farverig verden fyldt med interne stridigheder og intriger,” siger Jonathan Phillips.

Saladin blev født omkring 1137 i Mellemøsten, som dengang var et kludetæppe af politiske fraktioner og klaner, som kæmpede om herredømmet. Saladins kurdiske slægt var flyttet fra Irak til Damaskus og var blevet tætte allierede med sultanen i Syrien, Nur al-Din.

”Saladin voksede op ved det syriske hof i Damaskus, og som andre unge adelsmænd holdt han af at spille polo og gå på jagt. Men han fik også en militær uddannelse. Han beskrives som en sorgløs ung mand i kontrast til den gudfrygtige, strenge hærfører, vi hører om senere,” siger Jonathan Phillips.

Damaskus var på Saladins tid både et religiøst og kulturelt centrum, og byen var beundret i hele Mellemøsten.

”Markederne for hatte og pelsværk var kendte vidt omkring, og der blev handlet med mere eksotiske produkter som parfume, perler, fugle, fest- og gaveartikler og endda is. Borgerne var stolte af deres komplekse kanalsystemer, som omfattede mere end hundrede underkanaler, der leverede vand til bade-anstalter og moskéer, til huse og haver såvel som til offentlige latriner,” siger Jonathan Phillips.

Men Damaskus var også centrum for datidens konflikter. Sultan Nur al-Din lå både i krig med de frankiske korsriddere, der havde indtaget Jerusalem i 1099, og det shi-itiske fatimide-styre i Egypten.

”Nur al-Din sender en hær til Egypten og får til sidst indtaget Kairo. Den loyale Saladin er med hele vejen, og det lykkedes Saladin at blive udnævnt til visir over Egypten. Ifølge kilderne er den unge mand nu blevet mere seriøs, og har efter sigende givet afkald på spiritus,” siger Jonathan Phillips.

Saladin styrkede sin magtposition gennem lokale alliancer og gavmilde gaver, og tilbage i Syrien begynder sultan Nur al-Din at se sin visir som en potentiel trussel. Sultanen beslutter derfor at invadere Egypten og fjerne Saladin, men bliver så alvorligt syg.

”I kilderne tales der om ’angina’, en sygdom, hvor pusfyldte bylder i halsen kan hæve, give åndedrætsbesvær og få en bakterieinfektion til at sprede sig i kroppen. Hans læge anbefalede en åreladning, men det nægtede Nur al-Din. Og nogle få dage senere døde sultanen,” siger Jonathan Phillips.

Syrien lå nu åbent for angreb fra alle sider, og en lokal elite tilbød Saladin at overtage magten. Efter at have samlet 700 ryttere galopperede Saladin fra Kairo hen over den sydlige del af Sinai uden om de frankiske fæstninger og blev hyldet i Damaskus ved sin ankomst.

”Efter at Saladin havde sikret kontrollen over både Egypten og Syrien, vendte han sig mod sit næste mål – at befri Jerusalem fra de frankiske korsriddere. For muslimer rangerede byen også dengang som islams tredje vigtigste by efter Mekka og Medina, der er henholdsvis føde- og begravelsessted for muslimernes profet Muhammed,” siger Jonathan Phillips.

Jerusalem var stedet, hvorfra Muhammed ifølge overleveringen gennemførte sin himmelfærd der, hvor Klippemoskéen senere blev bygget, og stedet, hvor genopstandelsen vil finde sted. Det gjorde byen til et usædvanligt helligt sted, både for pilgrimsrejser og som et sted at blive begravet.

”I muslimske øjne var det derfor uacceptabelt, at frankerne ’besmittede’ byens helligdomme med deres tilstedeværelse. Saladin havde simpelthen pligt til at erobre Jerusalem tilbage til islam,” forklarer Jonathan Phillips om den muslimske hærførers intentioner.

I 1187 belejrede Saladin byen med blider, bueskytter og kavaleri, og han truede dens beboere med undergang.

”Jeg ønsker at håndtere Jerusalem på samme måde, som de kristne behandlede den, da de erobrede den fra muslimerne... De badede den i blod og tillod ikke et øjebliks fred. Jeg har tænkt mig at skære halsen over på deres mænd og gøre deres kvinder til slaver,” skulle Saladin angiveligt havde sagt.

Frankerne vidste at byen var fortabt, men gengældte truslen:

”Frankerne svarede, at de så ville henrette de 5000 muslimske fanger, de havde i forvaring. Og de ville hellere brænde deres egne huse og dræbe deres børn end at lade dem blive slaver. Endelig ville de jævne Klippemoskéen med jorden og smadre selve klippen. Men begge trusler var mere form end indhold og skulle bruges til at indlede forhandlingerne omkring overgivelsen,” siger Jonathan Phillips.

Saladin tilbød at frankerne kunne slippe uskadt – mod betaling. Prisen blev sat til 10 dinarer for hver mandlig person på over 10 år, rig eller fattig, fem dinarer for kvinder, en dinar for et barn, dreng eller pige. Og folk ville få lov til at medbringe, hvad end de kunne bære.

Da byens porte så åbnede, og de muslimske tropper strømmede ind, holdt Saladin sit løfte.

”Hvad end hans motiver var, har Saladins handlinger i Jerusalem givet genlyd op gennem århundrederne. Kontrasten mellem blodbadet i 1099 og beslutningen om at skåne tusindvis af kristne liv i 1187 kom til at tjene til hans evige ære,” siger Jonathan Phillips.

Kort før sin død i 1193 havde han give alle sine penge og ejendele til de fattige, hvilket bidrog yderligere til det positive image. I Vesten blev Saladin kendt som den ridderlige muslim, og lige siden er han blevet fremstillet positivt i historiebøger, romaner og film.

”I Mellemøsten er hans minde især blevet stående på grund af hans generobring af Jerusalem på vegne af islam, og hans succesfulde modstand mod det mægtige Europa. Saladin blev siden brugt som symbol i arabernes frihedskampe mod det osmanniske rige og kolonimagterne, og i forsøget på at forene muslimer på tværs af landegrænser, og ikke mindst i nyere tiders konflikter med Vesten,” siger Jonathan Phillips.

En af de velkendte politiske skikkelser, der trak på Sala-dins image, var Saddam Hussein.

”Hussein så sig selv som en moderne Saladin og lod sig afbilde side om side med Saladin på frimærker og plakater. De var begge født i byen Tikrit, og præsidenten ændrede sit officielle fødselsår fra 1939 til 1937 for at knytte endnu en forbindelse mellem sig selv og sultanen, der blev født i 1137,” siger Jonathan Phillips.

Saladin er selvfølgelig ikke kun yndet af diktatorer.

”Nu om dage dukker han op i alt fra skolebøger, tv-serier og mobilspil. Saladin er blevet et symbol, som kan bruges til forskellige formål – for eksempel til at fortælle om generøsitet, vise nådigt lederskab eller som symbol i kampen mod fremmede besættelsesmagter. Netop derfor har legenden om ham overlevet i århundreder,” siger Jonathan Phillips.