Ved floden Eufrats bredder i den sønderskudte syriske by Raqqa frygter efterladte enker for deres liv. Deres sønners og mænds kamp for Islamisk Stat er årsagen til utallige dødstrusler fra de irakiske styrker, som de seneste måneder har uddrevet Islamisk Stat fra storbyen. Mange er blevet fanget og dræbt ved den mindste mistanke om forbindelse til Islamisk Stat.
Den gode nyhed om overvindelsen af Islamisk Stat er på kort tid blevet erstattet af gruopvækkende historier om hævn. Konstant melder hævngerrige brødre, fædre og søstre sig frivilligt for at nedkæmpe resterne af den engang så frygtede fundamentalistiske bevægelse.
“Jeg kan ikke stoppe en far i at tage hævn over sin søn,” citerede det amerikanske medie The Intercept for nylig en irakisk general i Raqqa for at sige om de hævntørstige borgere, som frivilligt melder sig til kampen mod Islamisk Stat. Således fortsætter en ond spiral i Mellemøsten, og det er ikke første gang.
Jagten på retfærdighed gennem hævn er et universelt og tidløst tema, og mange gange i historien har uforløst had resulteret i blodigt raseri uden blik for juridiske konsekvenser eller menneskerettigheder. Hævndrabet har i mange kulturer været menneskers måde at skabe indre retfærdighed på trods det åbenlyse faktum, at den gerning, hævnen bygger på, aldrig kan gøres ugjort.
“Hævndrab har i historien været det normale. Hele kulturer er bygget på hævndrab, og det sker oftest i områder, hvor klankulturer råder,” siger historiker og professor ved Copenhagen Business School og tidligere direktør for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier Uffe Østergaard.
De islandske sagaer fra omkring år 900 er et klassisk eksempel på en kultur, hvor hævndrabet er samfundets justitsform. Først med den franske filosof Montesquieu og den moderne stats tredeling af magten i 1700-tallet overtog staten de fejder, der før blev afgjort med gengældelse eller hævn.
“Den moderne stat er defineret ved, at den har voldsmonopol og derfor skal overtage opgøret med dem, der har forbrudt sig mod loven. Men dér, hvor der ikke er voldsmonopol, er folk tvunget til at ordne tingene selv. Derfor findes hævndrab ofte i stater, hvor magtforholdene ikke er moderne,” siger Uffe Østergaard.
Forfølgelse af etniske grupper er en af de helt store bevæggrunde for hævndrab gennem historien. Efter holocaust, der kostede omkring seks millioner jøder livet, forekom hævndrab på nazister. Det samme sås efter det armenske folkedrab, hvor op til 1,5 millioner armeniere måtte lade livet.
Efter massakren igangsatte en gruppe armenske nationalister en række hævndrab på højtstående sympatisører af Osmannerriget og udarbejdede en sortliste med 200 navne på højstående politikere.
Operationen, der blev udført fra 1920-22, var opkaldt efter den græske gudinde for gengældelse eller hævn: Nemesis. Armenierne var drevet af skuffelse over, at militærdomstolen i Konstantinopel (i dag Istanbul) efter krigen ikke formåede at dømme folkedrabets øverste ledere, da de var gået i eksil. Efter skuffelsen over, at gerningsmændene til en så veldokumenteret udryddelseskampagne gik fri, iværksatte bevægelsen Armeniens Revolutionære Føderation en hævnkampagne.
“Operationen var et politisk signal til omverdenen i en tid, hvor man ville udtrykke, at armenierne ikke bare var lam, der blev ført til slagtebænken, men at de kunne handle og passe på sig selv og sørge for retfærdighed,” siger historiker Matthias Bjørnlund, som har forsket i det armenske folkedrab i adskillige år.
En af de 200 sortlistede var den tidligere osmanniske storvesir Talaat Pasha, som blev skudt af armenieren Soghomon Tehlirian i Berlin 1921. Talaat Pasha var på vej på sin sædvanlige spadseretur til Berlins Tiergarten den 15. marts, da Tehlirian passede ham op, skød ham, lagde revolveren fra sig og overgav sig.
Derefter fulgte, hvad Matthias Bjørnlund kalder “en meget mærkelig retssag”.
På to dage skulle ekspertvidner fastslå, hvad alle vidste: at Talaat havde haft en finger med i spillet. Og Soghomon Tehlirian endte med at blive frikendt. Ved den endelige domsafsigelse fik han nærmest lov at gå uden forklaring, ifølge Matthias Bjørnlund.
“Der var en generel følelse under retssagen og blandt et flertal af iagttagere af, at retfærdigheden skulle ske fyldest for sådan en enorm forbrydelse. Hvis samfundet ikke trådte til, måtte andre gøre det,” siger Matthias Bjørnlund.
Hverken det tyske eller tyrkiske samfund var dengang gearet til at håndtere hævndrab og gjorde ikke meget for at forhindre dem. Ifølge Bjørnlund manglede samfundet i starten af 1900-tallet meget af det, som mange vestlige samfund i dag bryster sig af.
“Forudsætningerne for at undgå udbredte hævndrab er et velfungerende civilsamfund, en effektiv og retfærdig udøvelse af magtmonopolet fra centralmagtens side, et vist mål af gensidig tillid i og mellem etnisk-religiøse grupperinger, ikke for megen økonomisk, etnisk og religiøs ulighed og en kulturel, politisk, religiøs og undervisningsmæssig imødegåelse af forudsætningerne for hævndrab. Disse forudsætninger var ikke til stede dengang og er det heller ikke i udpræget grad i nutidens Mellemøsten,” siger Matthias Bjørnlund.