Tyge Krogh trommer på stakken af papirer, der udgør den bog, han håber snart bliver udgivet. Den har været længe undervejs, for den tager hårdt fat i et fortiet stykke af Danmarks historie, som ikke har været nemt at skrive, og som ikke bliver rart at læse.
Det handler ikke bare om mord, men tilfældige mord begået i 1700-tallet af religiøse årsager. Selvmordsmord blev de kaldt, for morderne var ulykkelige mennesker, der ville tage sig selv af dage, men ikke turde af frygt for at havne i Helvede. Tog de derimod en anden af dage, blev de dømt til døden og fik muligheden for at angre i et storstilet, kirkeligt ritual, og så var målet nået. Problemet var, at man så skulle bruge et offer. Og at disse typisk blev valgt helt tilfældigt. Fænomenet voksede sig i løbet af 50 år så stort, at det i dag ville svare til næsten dobbelt så mange mord, som der bliver begået i alt.
Det, der gør, at den 56-årige seniorforsker, dr.phil. og arkivar på Rigsarkivet i København trommer tænksomt på bogen, er dog ikke så meget de ubehageligheder, den indeholder, men at en amerikansk forlægger gerne vil vide, hvad perspektiverne egentlig er i historien. Hvad skal vi bruge det til?
Og det har fået Tyge Krogh til at blive i tvivl. Måske er det, at bølgen af selvmordsmord satte et opgør i gang mod dødsstraffen i en række europæiske lande. Det kunne også være en påpegning af det urimelige i, at vi i Vesten i disse år harcelerer mod muslimernes religiøst baserede retssystem, sharia. For i 1700-tallet gjorde vi præcis det samme selv. I Danmark endda mere end noget andet sted.
Men inden den beslutning skal tages, har han lovet at forklare, hvad det hele går ud på. At det ikke er så ligetil, ses på væggene i hans lille kontor, der er dækket af mapperækker med små mærkater. "Vilkårlige mord" står der på mange af dem. "Skillingsviser" står der på andre, og forunderligt nok er de to ting bundet tæt sammen i det fænomen, arkivaren har dyrket de seneste 10 år.
Han stødte helt tilfældigt på det under arbejdet med en disputats om straffesystemet i 1700-tallet, hvor selvmordsmordene kom til at fylde stadig mere og til sidst optrådte i 75-80 procent af alle henrettelser i København. Da han dykkede dybere ned i det, åbenbarede der sig et fuldstændig makabert univers, der favnede hele landet, kirken og kongen med.
For at forstå omstændighederne skal man yderligere halvandet hundrede år tilbage i tiden til omkring Reformationen, der fik de forskellige trosretninger til at skærpe deres egenart. I Danmark skete den officielle overgang fra katolicismen til protestantismen i 1536, og i den luthersk-evangeliske kirke betød det ikke mindst en stigende vægtning af det skrevne ord i Bibelen. Det, der stod, kunne ikke diskuteres, og der stod helt klart i Første Mosebog, kapitel 9, vers 6, hvordan Gud ville have, at Noa skulle bygge et samfund på orden:
"Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket."
Eller oversat: Slår du nogen ihjel, skal du selv slås ihjel i Guds navn. Og det tog kirken ganske alvorligt. Hele 28 sider i ritualbøgerne fyldte beskrivelsen af kirkens rolle i forbindelse med henrettelse af mordere.
"Og der er de i øvrigt blevet stående helt op i 1980'erne," fortæller Tyge Krogh og sender øjenbrynene op i panden.
Ritualet indebar blandt andet, at den dødsdømte på retterstedet havde en offentlig dialog med en præst, som gav mulighed for at angre. Bagefter kunne den dømte holde en tale (gerne om, hvordan man nu var blevet omvendt fra det onde og gik Himmeriget i møde fri af synd). Til slut knælede præsten og den dømte sammen og bad. Og så huggede bødlen. Hele ceremonien var meget højtidelig. Og aldeles attraktiv.
"Tankegangen var, at henrettelserne var Guds befaling. Der var altså ingen mulighed for dispensation, og derfor var det et billede på den nådige Guds barmhjertighed, at morderne fik mulighed for at angre. For gjorde de det, tilsyneladende helt oprigtigt og helt frem til dødstidspunktet, måtte de være sikre på at komme i Himlen. Det var jo fantastisk for dem, der bare gerne ville herfra på en ordentlig måde, men også for kirken, for det var en tid, hvor begrebet ?omvendelse? var meget vigtigt. På den måde blev henrettelserne et skoleeksempel på selv de groveste synderes genfødelse gennem præsternes ihærdige arbejde," forklarer Tyge Krogh.
Der skulle dog gå omkring 100 år fra Reformationen, før de ulykkelige opdagede denne lidt listige måde at slå sig selv ihjel på. Først godt oppe i 1600-tallet dukkede fænomenet selvmordsmord op rundt omkring, blandt andet i Sverige og Tyskland, og der skulle gå yderligere 50 år, før de første danske eksempler kom. Men så tog det også hurtigt fart, og København blev klart førende inden for denne i dag ret bizarre tendens.
Selvmordsmorderne i Danmark kan groft inddeles i tre typer. Der var de unge kvinder fra lavere sociale lag, der af forskellige grunde var blevet det, vi i dag vil kalde deprimeret. Ofte ugifte tjenestepiger fra provinsen, hvis store drømme var blevet knust i København. En anden type var tugthusfanger, der havde fået udsigt til at komme ud, men ikke kom det. Og en tredje var soldater, der var hvervet i otte år ad gangen og underlagt benhård kadaverdisciplin.
Ofrene var som regel helt tilfældige og oftest børn. De var lettest at skære halsen over på eller kaste i havnen, forklarer Tyge Krogh:
"Det lyder ekstremt voldsomt i dag, men alligevel blev morderne ikke mødt med harmfuld vrede. Det viser tidens skillingeviser meget godt, for de fortæller, hvordan den almindelige borger så på selvmordsmorderne, nemlig som ofre for Djævelens snedige lokken."
Efterhånden som eksemplerne tårnede sig op – der var eksempelvis tre eksempler på et år, hvor soldater på vagt havde skudt tilfældige forbipasserende ned – begyndte man dog at gennemskue fænomenet, og kirken gik i panik. Man havde uforvarende skabt en mord- og henrettelsesmaskine, men hvad skulle man gøre? Guds ord var jo stadig Guds ord, og frelselæren ville de ikke ændre på.
Løsningen blev at gøre selvmordsmordene mindre attraktive ved at indføre nye retningslinjer: Nu skulle soldaterne piskes en gang om ugen i ni uger på det sted, de havde begået mordet. De skulle radbrækkes og i levende lige lægges på hjul og stejle for at dø en langsom og pinefuld død. De civile skulle køres til retterstedet i natmandens kærre og fem gange undervejs knibes med gloende tænger. Derefter det sædvanlige halshugningsritual.
Men de nye regler hjalp ikke, tværtimod. At kunne modstå de grusomme pinsler uden at fortabe sig i fortvivlelse blev set som et endnu stærkere bevis på, at man var sikret en plads i Himlen. Og antallet af mord steg, mens kirken kviede sig. De færreste præster havde mod på et opgør mod Guds ord. I 1757 stilledes forslag om at erstatte dødsstraffen med hårdt straffearbejde og årlige piskninger, men hverken kirken eller regeringen kunne godtage denne afvigelse fra det guddommelige krav om dødsstraf.
De følgende 10 år ændrede debatten sig dog markant, så da forslaget om at sløjfe henrettelserne igen blev fremlagt i 1767, gik det rent igennem. Den pietisme, der tidligere havde holdt Guds ord i hævd, var på tilbagetog, og efter fem år med de nye regler var fænomenet selvmordsmord næsten udryddet.
"Det er en generel opfattelse, at folk begyndte at blive mindre religiøse her omkring eller i hvert fald religiøse på en anden måde. Hele debatten om livet efter døden fortabte sig lidt, og forståelsen af, at Gud greb direkte ind i samfundet, blandt andet gennem dødsstraf, blev man mere skeptisk overfor. Ikke bare i Danmark, for selvmordsmorderne forsvandt overalt i denne periode," fortæller Tyge Krogh.
Og så er vi tilbage ved begyndelsen. For hvad kan vi egentlig lære af denne frygtelige historie? Erklærede selvmordsmord optræder stadig den dag i dag i USA, om- end sjældent, og måske fortæller det noget om, hvor stor magt religion stadig har i visse kredse. Tyge Krogh trommer igen på sin bog. Måske skal han lige tænke lidt mere over det.