Ved præstegården i Lynge på Midtsjælland kryber tonerne af ”Natten er så stille” rundt mellem lindetræerne hvert år i begyndelsen af juni. Ceremonien er en årligt tilbagevendende tradition arrangeret af den lokale kirke, for i præstegården boede Knud Rasmussen som ung, og sidste sommer fejrede 130 deltagere hans 137 års fødselsdag.
Knud Rasmussen satte sit aftryk, hvor han end kom. Både menneskeligt og i forskningen. En af dem med fast plads ved fødselsdagsceremonien er Naja Mikkelsen. Hendes farfar, polarforskeren Ejnar Mikkelsen, var i Grønland på samme tid som Knud Rasmussen, og i dag er hun selv seniorforsker ved GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.
”Jeg har altid set Knud Rasmussen som et ikon. Han formåede at formidle fortællingen om Grønland, inden den blev influeret af den vestlige civilisation. De myter og sagn, han indsamlede, er uvurderlige, for det har bidraget til historien og fortællingen om Grønland”, siger hun.
Knud Rasmussen levede i Grønland hele sin barndom. Han kom først til Danmark som 12-årig, da hans far, præsten Christian Rasmussen, flyttede familien fra missionsembedet i Jakobshavn (Ilulissat) på Grønlands vestkyst til kirken i Lynge.
Årene i Danmark var hårde for Knud Rasmussen. Han levede aldrig op til sin fars store faglige forventninger. I stedet drømte han om at vende tilbage til Grønland. Det lykkedes i 1902, da han stævnede ud på Den Litterære Ekspedition langs Grønlands nordvestlige kyst sammen med forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen, kunstneren Harald Moltke, kateketen Jørgen Brønlund og lægen Alfred Bertelsen.
Her indsamlede Knud Rasmussen myter og sagn fra lokale stammer højt mod nord og udgav bøger og artikler om dem. Dengang var Grønland ukendt land for den almindelige dansker, men Knud Rasmussens evner til at kommunikere med de grønlandske beboere og formidle deres historier, kombineret med hans erfaring med at føre en hundeslæde, åbnede forbindelsen.
”Han var i meget høj grad den, der gav grønlænderne et ansigt i den danske offentlighed. Det var enormt vigtigt, for grønlænderne var jo en del af det danske rige, og han gjorde danskerne bekendt med dem”, siger antropologiprofessor på Københavns Universitet Kirsten Hastrup, der har udgivet et stort antropologisk værk om Knud Rasmussens betydning for samtiden.
”Han var begyndelsen på dansk antropologi og lagde grunden til en masse undersøgelser på Grønland. Han gjorde et fantastisk arbejde”, siger Kirsten Hastrup.
Hun fremhæver især Knud Rasmussens Femte Thuleekspedition fra 1921-1925, hvor han rejste på tværs af det arktiske Nordamerika. Foruden at hjembringe adskillige genstande til Nationalmuseet påviste han dengang, at de grønlandske og nordamerikanske stammer var forbundet gennem deres myter, sagn og sprog.
Efter Femte Thuleekspedition blev Knud Rasmussen udnævnt til Æresdoktor ved Københavns Universitet. I internationalt perspektiv har Knud Rasmussen også sat sit præg. Han citeres stadig af amerikanske forskere, og ifølge museumsinspektør for Knud Rasmussens Hus i Hundested, Søren La Cour Jensen, skilte han sig ud fra verdenskendte opdagelsesrejsende som eksempelvis norske Roald Amundsen, der var den første til at nå Sydpolen.
”Knud Rasmussens ekspeditioner havde et højere formål. Det handlede ikke bare om at nå et sted hen og tilbage igen, ligesom Amundsen. Det gjaldt ikke om at komme først og komme højst op. For ham handlede det om at møde menneskene og formidle deres historier”, siger Søren La Cour Jensen.
I dag er Knud Rasmussens hus i Hundested indrettet som museum. Det var her samt i faderens præstegård, han opholdt sig, når han arbejdede på sine bøger og forberedte kommende togter. Fra huset i Hundested kunne han skue ud over havet mod nordvest og op mod det Grønland, han formåede at tryllebinde danskerne med.
”Han var elsket af både grønlændere og danskere, og han formåede at binde de to lande sammen. Han blev den største og betragtes som den sidste nationalhelt, Danmark har haft”, siger Søren La Cour Jensen.