Prøv avisen

Hekse er ikke, som vi troede

Execution of Eleonora Dori, known as Galigaï (around 1576-1617), Italian lady, spouse of Concini and favorite of Marie de Médicis, accused of witchcraft and beheaded at the place de Grève, in Paris. Foto: ALBERT HARLINGUE/ROGER-VIOLLET

Opfattelsen af Europas hekse ændres i disse år. I Schweiz har man rehabiliteret Anna Göldi, der blev halshugget i 1782. Også i Danmark nuanceres opfattelsen af heksene

Anna Göldi var den sidste europæiske kvinde, som blev henrettet som heks den 13. juni 1782 i den lille schweiziske landsby Mollis i Glarus-kantonen nær Zürich. Hun er også den første, som har fået sin ære tilbage.

"Vi annullerer en uforståelig og uretfærdig sanktion og erkender, at der var tale om en uretfærdig kendelse afsagt af en illegal instans. Det var justitsmord", hedder det blandt andet i den erklæring, som kantonregeringen har vedtaget enstemmigt. Og med den lokale kirkes bifald.

Kirken i Glarus var tøvende

Den evangelisk-reformerte kirke i Glarus var ellers ikke meget for det. Det var den, som i sin tid dømte tjenestepigen Anna Göldi til døden for at have forsøgt at dræbe sit herskabs lille datter med trolddom og forgiftede nåle. Formelt set blev Anna Göldi halshugget for mordforsøget på den lille pige, ikke for trolddomskunster. Men i befolkningens øjne var det heksen, der blev dømt.

Kirkerådet sagde først nej til at rehabilitere Anna Göldi, da det blev spurgt i 2007. Det samme gjorde et flertal i kantonregeringen, som mente, at "historikernes forskning i hekseprocesserne er i sig selv en rehabilitering af dem, der blev henrettet som hekse".

Men da først idéen var søsat, blandt andet af fremtrædende politikere, var den ikke til at standse.

"Det er et signal til hele verden. Det er første gang i Europa, at man rehabiliterer et offer for hekseprocesserne. Masser af mennesker, og ikke mindst kirken, har den holdning, at vi bare skal lade fortiden ligge", sagde journalist Walter Hauser efter rehabiliteringen. Han er forfatter til bogen "Justizmord an Anna Göldi", som var med til at lancere sagen.

Lang historie for hekseforfølgelser

De store hekseforfølgelser strækker sig hovedsageligt gennem anden halvdel af 1500-tallet og frem til udgangen af 1600-tallet. Og den historiske forskning har i de senere år skåret gevaldigt ned på antallet af hekse, som man mener blev brændt på bålet under de store hekseforfølgelser, som mere eller mindre strækker sig gennem anden halvdel af 1500-tallet og frem til udgangen af 1600-tallet. I stedet for de op til ni millioner, som man talte om i 1970'erne, sætter forskerne nu tallet til mellem 40.000 og 100.000 mennesker, heraf 80 procent kvinder.

I nogle lande, for eksempel i Polen, er der hekseprocesser langt op i 1700-tallet. I Danmark regner man med, at hekseprocesserne kostede omkring 1000 menneskeliv, blandt andet i Jylland og for eksempel i Ribe, hvor Maren Splids blev brændt på bålet ved en af de sidste danske hekseprocesser i 1641.

Allerede Det Gamle Testamente opfordrer til at dræbe hekse, men kristendommen lægger ud med at vare sig for beskyldningerne om trolddomskunster. I det 5. århundrede anså Augustin det for hedenskab at tro på overnaturlige magter, der kunne sætte lovene i det gudskabte univers ud af funktion.

Inkvisationen påbegynder heksejagt

I det 13. århundrde er Thomas Aquinas derimod overbevist om, at verden er fuld af djævle og dæmoner, og han ser især ubændig sexlyst som et udtryk for djævelskab. Men der skal gå næsten 200 år, før pave Innocens den 5. december 1484 officielt lancerer den katolske kirkes heksejagt med bullen "Summis Desiderantes", der giver Inkvisitionen lov til at efterforske i trolddomssager efter at være kommet det værste kætteri fra katharer og valdensere til livs.

Og året efter udkommer "Malleus Maleficarum", eller "Heksehammeren", en slags rapport om hekse bestilt af paven. Det bliver en veritabel håndbog i heksejagt og forklarer, hvordan man bedst torterer især kvinder til at indrømme deres orgastiske omgang med Djævelen.

"Heksejagten er en logisk følge på kætterjagten. Katharerne er mestendels udryddet, men man har Inkvisitionen, man har hele retsmaskineriet, og det kan så passende bruges til at forfølge trolddom, som man jo tror fuldt fast på eksistensen af", påpeger Martine Ostorero, specialist i middelalderhistorie ved universitetet i Lausanne.

Hekseprocesser og Reformationen

Hekseprocesserne tager især fart efter Reformationen, der ikke blot fører til et religiøst, men også et politisk opbrud. Og de ebber lidt efter lidt ud efter afslutningen på Trediveårskrigen, som også markerer en form for våbenstilstand mellem de protestantiske og de katolske fyrstedømmer i Europa

"Der er en almindelig følelse af, at den kristne verden i skikkelse af den katolske verden er under pres, og at mørke kræfter komplotterer mod kirken. Det er med til at skabe det mentale bagtæppe for heksejagten, som generelt favoriseres af de urolige tider med krig og politisk ustabilitet, hvor der er brug for at finde syndebukke for ulykkerne", mener Martine Ostorero.

Men den katolske inkvisition er ikke ene om at se hekse og djævelskab alle vegne. I Glarus i Schweiz vil man i dag hellere huskes for reformatoren Ulrich Zwingli, som prædikede i byens kirke i 1506-1516, end for Anna Göldi, som blev henrettet som heks 270 år senere. Men sammenfaldet er ikke tilfældigt. Røgen fra heksebålene lå særligt tykt over Luthers Tyskland og Zwinglis Schweiz.

I pagt med djævelen

"75 procent af alle hekseprocesserne finder sted i Reformationens arnested i det sydlige Tyskland, Schweiz og det vestlige Frankrig. Og af de 100.000 hekseprocesser, som forskerne er enige om fandt sted i Europa, blev halvdelen afviklet i Tyskland. Heraf endte 25.000 med, at de tiltalte blev kastet på bålet", påpeger Louise Nyholm Kallestrup.

Hun er ph.d. og postdoc ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse ved Syddansk Universitet og udgav i efteråret bogen "I pagt med djævelen", hvor hun sammenligner hekseprocesserne i Danmark og Italien. Hendes forskning viser, at den italienske inkvisition var om ikke mildere stemt mod hekse, så dog mindre tilbøjelig til at kaste dem på bålet.

"Inkvisitionen er optaget af at få folk til at tro rigtigt. Det betyder, at man kan idømme forskellige former for pønitense i stedet for bålet. Man er overbevist om, at det protestantiske frafald skyldes, at folk ikke forstod, hvad den rette tro gik ud på, og Inkvisitionens hekseprocesser er led i den katolske disciplinerings- og opdragelseskampagne over for befolkningen", påpeger Louise Nyholm Kallestrup.

I de protestantiske lande derimod er det kongen og fyrsten, som får til opgave at bekæmpe det trolddomsvæsen og djævelskab, som går i svang.

Hekseri og trolddom

Sjællands biskop, Peder Palladius, advarer flere gange mod trolddom i sin visitatsbog fra 1543-1544, og Christian IV er frygteligt bange for djævle og dæmoner. I 1617, jubelåret for Luthers formulering af de 95 teser, munder heksefrygten ud i den første egentlige forordning for hekseprocesser i Danmark.

"Man skal for eksempel vænne folk af med de katolsk inspirerede ritualer som at signe og mane, og samfundsrystelserne i kølvandet på Reformationen skaber et behov for social kontrol. I 1600-tallet er man meget optaget af befolkningens slette moral", siger Louise Nyholm Kallestrup.

Men i Danmark, hvor procesformen ligner nutidens private søgsmål, bliver der kun anlagt sag for trolddom, hvis en person mener at være offer for en heks' trolddomskunster.

"Det betyder, at de danske hekseprocesser mest beskæftiger sig med anklager om skadevoldende trolddom og mindre med beskyldninger om i almindelighed at ligge i med Djævelen og deltage i heksesabatter. Og det betyder også, at man er mere optaget af skyldsspørgsmålet. Har konen virkelig dræbt sin nabos køer med sort magi som gengældelse for, at han lod sin gris æde hendes kålhave", siger Louise Nyholm Kallestrup.

Prøver at forhindre afvigende adfærd

Dertil kommer, at den verdslige og den kirkelige magt har en fælles interesse i at holde befolkningen i ave og forhindre afvigende adfærd.

"I alle de små sydtyske og nordschweiziske fyrstedømmer fungerede dette parløb mellem fyrsten og kirken særdeles effektivt", påpeger Martine Ostorero.

I Pays de Vaud i det nordvestlige Schweiz for eksempel endte 90 procent af de anklagede hekse således på bålet.

Da hekseforskningen for alvor kom på mode i 1970'erne, blev forfølgelserne især udlagt som kirkens og den maskuline magts klapjagt på kvindekønnet, en slags holocaust mod kvindekønnet. Virkeligheden er mere nuanceret, ved man nu.

"Især "Heksehammeren" fremstiller heksene som frivole kvinder med en ukontrollabel seksualitet. De, der blev anklaget for at være hekse, var ofte enker og lidt marginale, enlige kvinder. Men man ser også mange familieproblemer bag anklagerne, for eksempel når mandens nye kone anklages for at være heks. Billederne af den onde stedmor og den onde heks har en tendens til at smelte sammen", mener Martine Ostorero.

Heksehammeren

"'Heksehammeren'blev ikke brugt af de romerske inkvisitorer som andet end et skræmmebillede", siger Louise Nyholm Kallestrup.

"Den italienske inkvisition fokuserer på "meretrice", som betyder prostitueret i en meget bred fortolkning. Man anklager kvinder for at være letfærdige kvindfolk og for at være solgt til Djævelen, hvis de ikke er kirkeligt gift, men blot lever sammen med en mand. Den romerske inkvisition er meget optaget af at disciplinere befolkningen. Men der er mange andre politiske, sociale og religiøse forhold i spil i hekseforfølgelserne, og "Heksehammeren" bruges slet ikke i Danmark", understreger hun.

Dertil kommer et element af kollektivt hysteri, hvor den ene anklage for trolddom trækker den anden med sig. Det mest kendte eksempel er hekseprocessen i det lille puritanske samfund i Salem i USA, hvor 80 mennesker bliver anholdt og næsten alle hængt for trolddom i 1692.

Oplysningstiden modførte ny tankegang

I midten af 1600-tallet begynder hekseforfølgelserne så småt at ebbe ud. De sidste to danske processer finder sted i 1693 i Thisted og på Falster.

"Oplysningstiden betyder, at i hvert fald eliten begynder at opgive troen på magi og trolddomskraft. Og teologisk begynder man at fokusere på, at ulykker er Guds straf for ugudeligt levned. I stedet for at beskylde naboen for trolddom, når køerne dør, skal man gribe i egen barm og se det som en prøvelse. Det er vanskeligt at vurdere, hvor længe præsternes prædiken er om at smitte af på sognebørnene, men når befolkningen ikke længere kunne få straffet sine hekse, fordi dommerne ikke vil dømme dem, så trak man dem ikke længere i retten", påpeger Louise Nyholm Kallestrup.

Men hekseforskningen er langtfra afsluttet, pointerer Martine Ostorero. Og det er ikke umuligt, at antallet af ofre for hekseforfølgelserne med tiden vil blive revideret op igen.

"Anklageskriftet fra én proces refererer nogle gange til andre processer, som vi ikke har fundet materiale fra, så vi ved ikke, om den pågældende proces endte med dødsdom eller ej. Det er kun toppen af isbjerget, vi har fundet indtil nu", siger Martine Ostorero.