Prins Vladimir afviste islam i år 986: Hellere ortodoks end et liv uden vodka

Herskere som prins Vladimir, som ønskede en ensartet identitet til deres folk, var nødt til at vælge mellem flere forskellige religioner. Regenter kunne dengang pålægge undersåtterne den tro, der gav flest fordele

Russerne var omkring år 1000 opdelt i stammer, der troede på mange forskellige guder, og de følte sig ikke som et samlet folk. Vladimir var overbevist om, at hvis han samlede dem alle under én religion, ville det give folket en fælles identitet. Nu skulle han bare finde den rigtige religion.
Russerne var omkring år 1000 opdelt i stammer, der troede på mange forskellige guder, og de følte sig ikke som et samlet folk. Vladimir var overbevist om, at hvis han samlede dem alle under én religion, ville det give folket en fælles identitet. Nu skulle han bare finde den rigtige religion. Foto: Janusz Pieńkowski/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

I året 986 var den russiske prins Vladimir dybt bekymret. Han regerede ganske vist over et stort territorium, der strakte sig over områder i det nuværende Rusland, Hviderusland og Ukraine, men han vidste, at hans trone vaklede. Vladimirs far, Svjatoslav, havde været en mægtig kriger, hvorimod moderen kun var en slave. Få år forinden havde Vladimir myrdet sin egen halvbror Jaropolk i en blodig magtkamp, og i mange undersåtters øjne var han en opkomling, der ikke havde fortjent at herske over andre.

Russerne var omkring år 1000 opdelt i stammer, der troede på mange forskellige guder, og de følte sig ikke som et samlet folk. Vladimir var overbevist om, at hvis alle stammer blev samlet under én religion, kunne det også lykkes at give folket en fælles identitet, som ville gøre det lettere for ham at holde styr på sine undersåtter.

Russerne havde gode handelsforbindelser til både jøder, muslimer, romersk-katolske og ortodokse kristne, og for Vladimir udgjorde tilbuddet af religioner nærmest et stort tag-selv-bord, hvor han kunne vælge den tro, der indbragte ham flest fordele. Han indbød fire mænd – en repræsentant fra hver religion – til samtale i sit land, men da han talte med dem, stod det hurtigt klart, at to af religionerne slet ikke kom på tale.

Vladimir afviste jødedommen, fordi jøderne levede i eksil langt fra deres hjemland, og dermed var deres Gud i hans øjne ingen mægtig gud. Muslimske mænd kunne ganske vist glæde sig til et liv efter døden med jomfruer i paradis, men til gengæld indeholdt deres religion som bekendt også et forbud mod alkohol, og derfor diskvalificerede Vladimir også islam med denne begrundelse:

”Det har altid været russernes glæde at drikke. Vi kan ikke leve uden denne fornøjelse.”

Mødet med de to kristne mænd gik derimod så godt, at Vladimir besluttede at sende diplomater til Rom og Konstantinopel for at se, hvilken af de to byer, der gjorde det største indtryk.

På daværende tidspunkt befandt Konstantinopel sig i sin blomstringstid, og diplomaterne var dybt imponeret over pragten i katedralen Hagia Sofia, hvorimod Rom var hærget af belejringer, plyndringer og forfald.

Valget var altså let for Vladimir: Russerne skulle være ortodokse.

”Dermed flyttede Vladimir grænserne på landkortet, så den kristne verden lige siden også har omfattet Østeuropa og Rusland,” skriver den amerikanske historiker Valerie Hansen i sin nye bog ”The Year 1000.”

Vladimir var ikke alene. Andre monarker sendte også diplomater ud omkring årtusindskiftet for at blive informeret om naboernes religiøse praksis. For en hersker var der mange fordele forbundet med at indføre en bestemt religion: Det var for eksempel lettere at alliere sig med andre regenter, hvis de havde den samme tro, og når en hersker konverterede til en større religion, fik han også adgang til gejstlige, der kunne hjælpe ham med at regere: De gejstlige kunne læse, skrive og lave matematik – færdigheder, som mange monarker netop omkring år 1000 havde hårdt brug for, fordi flere var ved at opbygge en administration og manglede embedsmænd, der kunne udarbejde dokumenter og indkræve skatter. Som Valerie Hansen konkluderer i sin bog, gjorde handelsforbindelsernes ekspansion omkring år 1000 det lettere for de store religioner at udbrede sig til nye områder: Kristendommen kom til Østeuropa og Nordeuropa på samme tid, som islam flyttede ind i Vestafrika og Centralasien.