Historiker: Europa har lang tradition for at se Tyskland som en trussel

Gennem næsten 150 år har Tyskland skabt frygt i store dele af Europa, og flygtninge- og euro-krisen har bekræftet skeptikerne i, at Tyskland er både magtfuldkommen og utilregnelig. Det mener den tyske historiker Andreas Rödder, som har skrevet en bog om emnet

På en nazistisk propaganda-collage kunne man i 1933 se tre magtfulde mænd i tysk historie. Fra venstre ses Frederik den Store, kansler Otto von Bismarck og nazifører Adolf Hitler.
På en nazistisk propaganda-collage kunne man i 1933 se tre magtfulde mænd i tysk historie. Fra venstre ses Frederik den Store, kansler Otto von Bismarck og nazifører Adolf Hitler. . Foto: Postkort/Ritzau Scanpix.

Før udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 var Tyskland Europas stærkeste militære magt. Nabolandene så nervøst til, mens den tyske jernkansler Otto von Bismarck i 1871 samlede det tyske rige og dermed skubbede til den magtbalance, som årtiers fred i Europa hvilede på. Siden gik det helt galt. Også for Tyskland. Landet tabte ikke blot én, men to verdenskrige, slog seks millioner jøder ihjel, mistede en tredjedel af sit territorium og blev i fire årtier delt i to. De økonomiske omkostninger ved den tyske genforening i 1990 var kolossale, den østtyske industri var brudt sammen, og det store industriland så denne gang ud til at gabe over mere, end det magtede.

Men i dag, godt 100 år efter det militariserede kejserriges storhedstid, er Tyskland igen den stærkeste nation på det europæiske kontinent. Og tilsvarende er europæernes frygt for Tyskland vendt tilbage – i en tid, hvor EU i forvejen er præget af Brexit og et europaparlamentsvalg i maj, som i høj grad vil blive tegnet af euroskeptiske, højrepopulistiske partier.

Det mener den tyske historiker Andreas Rödder, som har skrevet bogen ”Wer hat Angst vor Deutschland? Geschichte eines europäischen Problems” (Hvem er bange for Tyskland? Et europæisk problems historie). Militarismen er blot skiftet ud med bilproduktion, eksportsucces og en bomstærk økonomi.

”Europa har en lang tradition for den opfattelse, at Tysklands styrke er en trussel for alle andre lande på kontinentet. Næsten ethvert land i Europa har haft en eller anden krigslignende konflikt med Tyskland. Truslen skal ikke længere forstås i militær henseende, men i økonomisk henseende. I dag er økonomisk magt på mange måder vigtigere end militær magt, og Tyskland er suverænt Europas største økonomi. Denne trussel var selve grunden til, at Frankrig krævede en fælles møntenhed efter den tyske genforening,” siger Andreas Rödder, professor i nyere historie ved Johannes Gutenberg-Universitet Mainz, og henviser til grundlæggelsen af euroen.

Frygten for Tyskland følger en gammel forestilling om, at landet på visse måder er utilregneligt, understreger han. Denne frygt har vist sin berettigelse i de seneste års to store kriser, flygtningekrisen og eurozonekrisen.

”På den ene side har Tyskland ført en streng politik og henvist til regler og traktater under den aktuelle eurokrise, mens denne tilgang har været helt fraværende under flygtningekrisen, hvor landet har fulgt en moralsk universalisme og med den britiske historiker Anthony Glees’ ord opført sig som en hippie-stat,” siger han og tilføjer, at de to kriser har givet nyt liv til en bred forestilling om, at ”man aldrig rigtigt ved, hvad tyskerne kan finde på”.

Det første vidnesbyrd om den tyske trussel har vi fra den romerske digter Lucan, som i år 34 efter Kristus skrev om ”Furor Teutonicus”, et begreb, som beskriver den germanske stamme teutonerne som gale og nådesløse på slagmarken. Men nutidens frygt for Tyskland begyndte først at tage form, efter at kansler Bismarck førte lynkrige mod Danmark, Østrig og Frankrig og samlede det store kludetæppe af småstater og fyrstendømmer i det tyske rige i 1871. Siden føjede det nazistiske regime spot til skade.

Franskmændene har været rædde for den tyske nabo siden nederlaget i den fransk-preussiske krig 1870-1871, Frankrigs daværende præsident Charles De Gaulle havde som erklæret mål at fastholde et svækket Vesttyskland efter Anden Verdenskrig, og præsident François Mitterrand omtalte i 1980’erne D-marken og forbundsbanken som den tyske ”atombombe”. Polen er især mærket af Hitler og Stalins deling af Polen med Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939. Belgien har ikke glemt den tyske invasion under Første Verdenskrig, og mange italienere er bevidste om, at den tyske kejser i 1164 stjal relikvier fra Milano og gav dem til ærkebiskoppen i Köln.

Grækenland var også besat af Nazityskland, og under gældskrisen bar græske demonstranter bannere med den tyske kansler Merkel iført Hitler-overskæg i protest mod Tysklands hårde sparekrav til landet.

”Grækenland er et interessant eksempel. Grækerne kommer i dag med krav om krigsskadeerstatninger for milliarder af euro, og det er tydeligvis en politisk strategi rettet mod Berlin midt i eurokrisen og gældskrisen. Men grækerne har en pointe, for som de har understreget, sad de aldrig med ved bordet, da stormagterne i sin tid afgjorde Tysklands krigsskadeerstatninger. Postulatet bliver brugt som politisk instrument, men bunder i en historisk pointe,” siger han og tilføjer, at der også hersker en vis historisk betinget frygt i grænsespørgsmålene, selvom den tyske grænse til både Polen og Frankrig for længst er fastlagt.

Frygten viste sig senest, da den tyske kansler og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i januar underskrev Aachen-aftalen, en opfølgning på den historiske Elysée-traktat fra 1963, som forstærker det fransk-tyske samarbejde. Euroskeptiske politikere såsom franske Marine le Pen fra det højrenationale National Samling udlagde aftalen som et tysk forsøg på at dominere Frankrig og overtage Alsace-Lorraine, som nazisterne besatte under krigen.

”Det kan lyde som et ekko fra en fjern fortid, men indikerer, at disse historiske begivenheder stadig er fulde af bitterhed,” siger han.

Men kommer denne opfattede trussel ikke primært fra populister, som bruger den til deres eget formål?

”Det interessante ved stereotyper er, at de er en blanding af faktuel substans og forestillinger. Det, vi ser, er, at alle disse forestillinger om Tyskland stadig kan aktualiseres og mobiliseres og anvendes i en politisk debat. I hvilken udstrækning de er sande eller ej, er ikke det vigtigste. De har stadig værdi i politik.”

Kan Tyskland og Europa lære noget af denne opfattede trussel?

”Jeg mener, at den viser os, at nationale politiske kulturer stadig er meget stærke i Europa, og at det er en tysk illusion at tro, at vi alle er på vej til at blive europæere. Nationale stereotyper såsom den konkrete forestilling om tyskerne som en trussel har stadig stor betydning for nogle lande, og det bliver europæiske ledere nødt til at indse. Den store mangel efter Maastricht-traktaten (grundlaget for EU, underskrevet i 1992, red.) var at undervurdere disse forskellige politiske kulturer. Hvis EU var bedre til at anerkende disse forskelle, ville europæisk integration blive langt mere realistisk og bæredygtig.”

Lige siden det første årti efter naziregimets sammenbrud og Anden Verdenskrigs afslutning har det med forfatteren Thomas Manns ord været målet for tyske politikere at skabe et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. Men den nu afdøde tyske sociolog Ulrich Beck argumenterede for få år siden for, at eurokrisen har banet vej for et politisk monster: et tysk Europa. Ønsker tyskerne i virkeligheden at dominere kontinentet?

”Det er et spørgsmål om, hvilket narrativ man vælger. Taler vi om intentioner eller om resultater? Både Kejser Wilhelm I og II betragtede sig selv som mere harmløse og fredselskende end andre af tidens regenter, og jeg tror ikke, der har fandtes et rent ønske om at dominere – med Hitler som den store undtagelse. Tyskerne betragter også sig selv i dag som gode europæere. Men andre ser en trussel i den tyske styrke. Så der hersker en enorm diskrepans mellem tysk selvopfattelse og opfattelsen udefra,” siger han.

I Deres bog taler De om det dilemma, at Tyskland forventes at udvise politisk lederskab i en tid, hvor Storbritannien er på vej ud af Unionen, og alle andre er for svage til at påtage sig lederansvar. Men når Tyskland så gør det, dukker frygten for tysk dominans uvægerligt op. Hvordan håndterer Tyskland det?

”Tyskland håndterer det faktisk slet ikke. Tyskland savner enhver form for politisk strategi i Europa, og det er et stort problem, ikke blot for tysk politik, men for hele Europa. Det er et spørgsmål om balance mellem hensyn og lederskab. Tyskland bør sige klart, at vi er villige til at integrere nationale tyske interesser med det fælles bedste for Europa for at skabe en win-win-situation. Tyskland må optræde selvbevidst, men ikke respektløst og ikke tromle hen over de mindre medlemslande. Det var en fejl, at Tyskland ønskede at pålægge andre medlemslande flygtningekvoter under flygtningekrisen. Det blev tolket som et tysk diktat,” siger han.

Tyskerne ønsker måske ikke at dominere Europa, men har dog en tilbøjelighed til at føle sig overlegne, mener Andreas Rödder. Tendensen går tilbage til tiden efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, hvor europæiske samfund begyndte at tænke i nationalstater. Franskmændene kunne gribe tilbage til den allerede eksisterende franske stat – Frankrig fik sin første forfatning i 1791. Men tyskerne levede efter Tysk-romerske Riges sammenbrud i 1806 i et kludetæppe af bystater og fyrstendømmer med Preussen og Østrig som de dominerende magter. Der fandtes med andre ord ingen tysk stat, og derfor begyndte tyskerne i stedet at betragte sig selv som en kulturnation, der kunne prale af store personligheder som digteren Johann Wolfgang Goethe.

”Denne selvforståelse har altid haft en tendens til at betragte sig selv som kulturelt og moralsk overlegen. Tænk blot på velkommen-kulturen i 2015, hvor forestillingen om at befinde sig på den moralsk rigtige side blev allermest håndgribelig,” siger han.

Han henviser til, at 46 procent af tyskerne i en undersøgelse har svaret ja til, at de mener, at deres kultur er mere værd end de europæiske naboers. Kun 36 procent af franskmændene svarede ja.

Den tyske genforeningskansler Helmut Kohl var god til at udvise respekt for de mindre EU-lande og til at understrege, at det netop var Tysklands ansvar i lyset af dets størrelse og historiske forbrydelser, påpeger Andreas Rödder. Men med gældskrisen ændrede det billede sig, og Tyskland har ikke gjort sig klart, hvor upopulært landet er i store dele af Europa.

”Det er sandt, at Tyskland formelt set ikke var tvunget til at støtte de lidende lande under gældskrisen, men det gjorde vi frivilligt, og dermed kunne vi føle os som gode europæere. Men der er også en helt anden fortælling, som især findes i Sydeuropa: at det var for sent, at det var for lidt, at tyskerne er dårlige europæere. Sparekravene blev opfattet som et tysk diktat. Tyskland bliver nødt til at investere mere i den europæiske orden, hvis man ønsker at blive af med den gamle frygt og opretholde en europæisk orden,” siger Andreas Rödder.