Prøv avisen
Interview

Historiker: Den kirkelige genforening efter 1920 tog mange årtier

Mange kirker og forsamlingshuse i Sønderjylland har mindesten om Genforeningen med en religiøs tone. I Øster Lindet findes denne sten med teksten: ”I smil og gråd/ i kamp til dåd/ vi stred for ættens eje/ Men livets Gud/ trods magtens bud/ end baner rettens veje”. – Foto: Wikicommons.

Ved Genforeningen i 1920 var der store forskelle på kirkelivet syd og nord for den nye grænse. Det tog adskillige årtier, før der reelt var tale om én kirke. Men det blev en lykkelig udvikling, hvor inspirationen gik begge veje, siger historiker Lars N. Henningsen, der i dag taler på et seminar om Sønderjylland i kirkehistorien

Da Lars N. Henningsen var barn i 1950’ernes Haderslev, var det stadig almindeligt, at langt de fleste kirkegængere forlod kirken efter prædikenen, eller når selve gudstjenesten var slut, og kun ganske få blev og modtog nadver efterfølgende. I dag er nadveren inkorporeret i højmessen, og størstedelen af kirkegængerne modtager nadver. Det er blot et af mange eksempler på, hvordan kirkelivet i Sønderjylland har forandret sig siden den nye grænsedragning og genforeningen af Nordslesvig med kongeriget Danmark i 1920.

”Når man fortæller dansk historie – også kirkehistorie – glemmer man ofte, at der er tale om to forskellige historier, en historie for kongeriget og en anden historie for Sønderjylland. Kirkehistorisk har der været store forskelle nord og syd for den nuværende grænse, og det er først for få årtier siden, at kirkelivet i Sønderjylland er kommet til at ligne kirkelivet alle andre steder i Danmark,” siger forhenværende arkiv- og forskningsleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig dr.phil. Lars N. Henningsen.

Han taler i dag på et genforeningsseminar om Sønderjylland i kirkehistorien, som finder sted på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Her har Selskabet for Dansk Kirkehistorie og Afdeling for Kirkehistorie indbudt forskere, præster og museumsfolk til at belyse forskellige aspekter af den til tider meget forskellige kirkehistorie i Sønderjylland og resten af Danmark.

Lars N. Henningsen vil blandt andet fortælle om de konsekvenser, det har haft, at kirken i Sønderjylland i noget af tiden siden Reformationen har været adskilt fra kirken i kongeriget, og hvordan landsdelen har været delt af en kirkelig kultur- og sproggrænse.

”Efter Reformationen kom Sønderjylland syd for Kongeåen under en anden administration end kirken i kongeriget, og man fik egne kirkelove, egne økonomiske forhold og et andet styre, hvor menighederne med tiden fik langt større indflydelse på økonomi og valg af præster end nord for Kongeåen. Man havde også andre salmebøger, og fra 1700-tallet satte pietismen og herrnhuterne deres præg på Slesvigs kirkeliv i en helt anden grad end i Kongeriget,” fortæller han.

Syd for Kongeåen blev de fleste præster uddannet enten i Kiel eller ved tyske universiteter, og med få undtagelser – blandt andet kort efter Første Slesvigske Krig 1848-50 – kom stort set ingen præster til Sønderjylland fra Kongeriget.

Alligevel bevarede man – også efter 1864, hvor området blev tysk og kirken en del af den slesvig-holstenske landskirke – dansk som kirkesprog mange steder i Sønderjylland. Ved Genforeningen i 1920 viste det sig – til overraskelse for kirkefolkene i andre dele af Danmark – at ganske mange af de dansksprogede menigheder syd for den gamle grænse ønskede at beholde deres lokale præst. I 1920-1921 blev der for en overgangsperiode holdt genvalg til de gamle slesvigske kirkekollegier og kirkeforstanderskaber, som var anderledes end de danske menighedsråd. I en del sogne blev det muligt for menighedernes medlemmer at stemme om, hvorvidt de ville beholde deres præst, eller om embedet skulle slås op. 35 af 42 tidligere præster blev i deres embede.

”En del sønderjyder ville altså gerne beholde deres præster, selvom de var tysksindede og kun lige havde snuset til Grundtvig og højskolebevægelsen. Der var ganske vist også steder, hvor man efter 1864 oprettede frimenigheder med lægfolk, lærere og andre som præster, fordi man ønskede en grundtvigsk præget kirke. Men flertallet holdt fast ved det, de kendte,” siger Lars N. Henningsen og tilføjer:

”Den lokale historie har dybe rødder, og oftest er det ikke en god idé at forsøge at ændre alting over en nat. I Sønderjylland har det vist sig, at man langsomt, på en god og lykkelig måde, er blevet en helt integreret del af kirkelivet i Danmark. Men det tog tid, og der foregik afsmitning begge veje.”

Allerede før 1864 var der for eksempel udviklet en tradition for selvstyre med større grad af demokratisk indflydelse syd for Kongeåen end nord for, blandt andet i form af kirkesynoder og provstisynoder, siger historikeren. Efter 1920 smittede ordningen syd for Kongeåen af på folkekirkens styre i Danmark, hvor man oprettede provstiudvalg og gav menighedsrådene større indflydelse på sognenes økonomi. I forhold til gudstjenestelivet gik afsmitningen til gengæld den modsatte vej.

”Syd for Kongeåen havde man udviklet en tradition for hjemmedåb og hjemmevielser, ligesom tilslutningen til nadveren var svundet voldsomt ind. Her kom den grundtvigske tradition og teologerne fra kongeriget til at sætte deres præg på Sønderjylland, og i dag kan man reelt ikke mærke forskel,” siger Lars N. Henningsen.

Også salmebogen er i dag den samme, en udvikling, som ligeledes er foregået glidende – på tværs af kirke- og landegrænser, påpeger han.

”I 1890’erne lavede den slesvig-holstenske landskirke en ny salmebog på dansk, hvor man tog mange af Grundtvigs salmer med, og de slog vældigt an. Herefter fik man en sønderjysk salmebog, og nu har vi så Den Danske Salmebog. Så Nordslesvigsk Vælgerforening, der i 1920 ønskede, at kirken i Sønderjylland skulle indlemmes totalt i den danske folkekirke, fik det, som de ville. Det tog blot længere tid, end de havde forestillet sig, og det var nok grunden til, at det lykkedes.”

Lars N. Henningsen. – Foto: Povl Klavsen.