I sommeren 1645 er den danske stat i knæ. Jylland er besat af svenskerne, som også har opnået herredømmet over Østersøen. Kong Christian IV har for længst tømt statskassen på sine krigstogter gennem Europa, og han ser sig nu nødsaget til at indgå fred med Sverige.
Kongen er truet af indre og ydre fjender, men han har stadig et våben. Det er ikke en stor hær eller veludrustet flåde, men derimod et monopol på al brevkommunikation. Han beordrer sin lensmand i Helsingør at undersøge ”hvad for breve, der udskikkes til vands derfra til fremmede steder, hvilke han indtil videre skal åbne, se indholdet og, om der forekommer noget magtpåliggende, underrette kongen med forderligste.”
Lensmanden skulle altså sørge for, at al post, der forlod Helsingør med kurs mod udlandet, skulle åbnes og undersøges. Hemmeligheder, kritik eller konspirationer nedskrevet af enhver undersåt kunne hurtigt komme i kongens hænder.
”Vi ved ikke, om Christian IV fik noget ud af overvågningen af disse breve, men det er et tidligt eksempel på den danske stats spionage mod egne borgere,” siger Andreas Marklund, historiker og forskningschef på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation. Han har netop udgivet bogen ”Overvågningens historie - fra sorte kabinetter til digital masseovervågning”.
”I bogen følger jeg den statslige overvågnings historie, der har sin tidligste begyndelse med Europas renæssancefyrster. Det var nemlig disse herskere, der evnede at få monopol på datidens vigtigste kommunikationskanal, postvæsenet,” siger Andreas Marklund.
Før da var der ikke et overordnet postvæsen, hverken på tværs af Europa eller i hver stat. Handelshuse, lav, universitetskollegier, adelsfamilier og kirken gjorde i stedet brug af egne budbringere, ligesom konger brugte særlige kongelige kurerer.
”Hver af disse aktører havde kontrol med kommunikationen mellem deres egne folk. Og de kunne også forsøge at opsnappe andre aktørers breve og budbringere. Der var altså flere overvågningsmagter i middelalderen,” siger Andreas Marklund.
Det var altså et stort skridt i overvågningens historie, da Europas herskere begyndte at få kontrol med den skriftlige kommunikation. Elizabeth I, der regerede England fra 1558 til 1603, fik skabt et omfattende efterretningsvæsen med spionage og brevovervågning ledet af statssekretæren Walsingham. Den elizabethanske stat lagde dog ikke skjul på overvågningen, tværtimod:
”Den konstante og massive overvågning var nemlig også et ideologisk våben, som kunne anvendes til at skræmme statens fjender og holde befolkningen i skak,” siger Andreas Marklund.
Christian IV var den første nordiske konge, der oprettede et statsligt postvæsen. Det skete med ”Forordning om Post-Budde” fra den 24. december 1624, der blandt andet understregede, at ”ingen breve forskikkes med vognmænd eller andre fremmede bude, men alene ved de ordinarie bude.”
Kongen introducerede et sammenhængende postvæsen i Danmark, og han sikrede sig samtidig adgang til al skriftlig kommunikation gennem landet.
Lige siden renæssancen er den statslige overvågning kun vokset, især under de enevældige konger, som anvendte den mod både borgere og fjender. Under Store Nordiske Krig havde Frederik IV hyret sin kongelige postinspektør og brevspion, Christian Erlund, til at overvåge den tilfangetagende svenske feltmarskal Magnus Stenbock.
”Som adelig blev Magnus Stenbock ikke smidt i et fangehul, men fik bolig i et adelspalæ i København under bevogtning. Her kunne han både få besøg og sende breve afsted, men al hans kommunikation blev overvåget af Christian Erlunds mænd,” siger Andreas Marklund.
Den svenske marskal var nok klar over, at hans breve blev læst, og han begyndte at anvende kodenavne, falske brevsegl, usynligt blæk og benyttede hemmelige budbringere som den lokale købmand og en fransk diplomat. Men Erlund afkodede brevene, afslørede budbringeren og begyndte endda at sende breve i Stenbocks navn for at lokke informationer ud af svenskerne.
”Erlund var som kongelige postinspektør også landets de facto efterretningsleder. Men han kom i unåde i 1730, da det kom frem, at han havde smuglæst både Frederik IV egne skrivelser og den nye kong Christian VI’s breve. Det er et godt eksempel på, at et stærkt overvågningsapparat kan blive en trussel, selv for den herskende magt,” forklarer Andreas Marklund.
Selvom 1700-tallets mesterspion blev afskediget uden pension, blev det overvågningsapparat, han var med til at udvikle, ikke mindre. Tværtimod.
”Gennem historien ser vi, at herskere og regeringer kommer og går, men at overvågningen overlever. Den bliver mere og mere magtfuld og benytter sig af de nyeste teknologier,” siger Andreas Marklund.
Den statslige overvågning blev nemlig intensiveret med udbredelsen af telegrafer og telefoner. Nu kunne langdistancekommunikationen opsnappes, optages og manipuleres, altsammen for at forsvare staten mod indre og ydre trusler – i fredstid og i krigstid.
”Fra 1914 går det stærkt. Under Første Verdenskrig bruger kombattanterne overvågningen som våben på linje med soldater, fly og ubåde, mens lande som Danmark og Sverige bruger overvågning til at holde sig ude af krigen,” siger Andreas Marklund.
Efter Anden Verdenskrig dukkede den digitale overvågningsteknologi op, som staterne i første omgang benyttede til kodebrydning og personregistrering, og senere til masseovervågning af borgeres internetbaserede kommunikation.
”Overvågningen har altid benyttet sig af de nyeste værktøjer for at bevare staten og dermed sig selv. Men inden for de sidste år har staterne fået konkurrence,” siger Andreas Marklund og henviser til tech-giganter som Facebook og Google, der sidder på store mængder informationer om deres brugere.
”Før havde staterne monopol på deres borgeres information og kommunikation. Dermed havde de også magten over deres borgere. Nu er der andre aktører på banen. Ligesom fortidens adelsfamilier, handelshuse, lav og kirker har nutidens techvirksomheder deres egne agendaer og mål med at bruge vores information,” siger Andreas Marklund.