Prøv avisen

Historikere kastede deres kærlighed på bonden – og foragtede kirken

Det var bønder, der gjorde Danmark rigere, ikke konger eller biskopper, mente den radikale historiker Erik Arup. – Arkiv Foto: Morgenavisen Jyllands-Posten/ritzau

Hvorfor kom den radikale historieskrivning i Danmark til at foragte religion? Bonden Bjørn fra Suserup spiller en vigtig rolle i svaret

Hjulploven var central i den radikale historiker Erik Arups (1876-1951) omstridte, men stadig læseværdige Danmarks Historie fra 1925. Det var netop indførelsen af dette bonderedskab, han lagde til grund for sin skildring af samfunds- og statsdannelsen i den tidlige middelalder i første bind af værket.

Håndfast materiel landbrugshistorie og meget lidt vikingeromantik blev det til. Måske lige lovlig meget inspireret af 1800-tallets andelsbevægelse præsenterede han et alternativ til den overleverede stats- og religionshistorie, et alternativ, som har sat afgørende præg på danske historikere helt til i dag. I 1960’erne og 1970’erne læste historiestuderende stadig dette værk og ikke kun af historiografisk interesse, men som forbillede.

En berømt – og berygtet – formulering om bonden Bjørn fra Suserup samler hele Arups opfattelse af landbrugets og plovens betydning. Den anonyme bonde Bjørn fra Suserup på Sjælland skildres som danmarkshistoriens egentlige helt i en historie, som Arup havde fundet i Sorø Klosters gavebog. Her fortælles om en provst i Roskilde, der havde arvet en gård i landsbyen Suserup nord for Tystrup-Bavelse Sø.

Provsten havde lovet at give munkene i Sorø halvdelen af sin hovedlod ved sin død. Munkene havde imidlertid ikke tålmodighed til at vente så længe og overtalte ham til at overdrage dem gården tidligere, på nær en tredjedel, som han havde givet sin søster i medgift, da hun giftede sig med en mand ved navn Bjørn.

Andre læser lige nu