Prøv avisen

Historikere kastede deres kærlighed på bonden – og foragtede kirken

Det var bønder, der gjorde Danmark rigere, ikke konger eller biskopper, mente den radikale historiker Erik Arup. – Arkiv Foto: Morgenavisen Jyllands-Posten/ritzau

Hvorfor kom den radikale historieskrivning i Danmark til at foragte religion? Bonden Bjørn fra Suserup spiller en vigtig rolle i svaret

Hjulploven var central i den radikale historiker Erik Arups (1876-1951) omstridte, men stadig læseværdige Danmarks Historie fra 1925. Det var netop indførelsen af dette bonderedskab, han lagde til grund for sin skildring af samfunds- og statsdannelsen i den tidlige middelalder i første bind af værket.

Håndfast materiel landbrugshistorie og meget lidt vikingeromantik blev det til. Måske lige lovlig meget inspireret af 1800-tallets andelsbevægelse præsenterede han et alternativ til den overleverede stats- og religionshistorie, et alternativ, som har sat afgørende præg på danske historikere helt til i dag. I 1960’erne og 1970’erne læste historiestuderende stadig dette værk og ikke kun af historiografisk interesse, men som forbillede.

En berømt – og berygtet – formulering om bonden Bjørn fra Suserup samler hele Arups opfattelse af landbrugets og plovens betydning. Den anonyme bonde Bjørn fra Suserup på Sjælland skildres som danmarkshistoriens egentlige helt i en historie, som Arup havde fundet i Sorø Klosters gavebog. Her fortælles om en provst i Roskilde, der havde arvet en gård i landsbyen Suserup nord for Tystrup-Bavelse Sø.

Provsten havde lovet at give munkene i Sorø halvdelen af sin hovedlod ved sin død. Munkene havde imidlertid ikke tålmodighed til at vente så længe og overtalte ham til at overdrage dem gården tidligere, på nær en tredjedel, som han havde givet sin søster i medgift, da hun giftede sig med en mand ved navn Bjørn.

Efter provstens død hævdede munkene imidlertid, at det kun var en tredjedel af den skov, der hørte til gården, søsteren havde fået, ikke en tredjedel af gårdens andel i landsbymarken. Bjørn kunne ikke stille noget op mod det mægtige kloster og gik i gang med at rydde ny jord i skoven.

Det fik han ved hårdt arbejde en god gård ud af, blandt andet ved at introducere den moderne trevangsdrift. Gården gav hans sønner basis for et vellykket modangreb på klosteret for at få del i skove og overdrev. Den kildenære skildring sluttes med følgende sentens, som har fået ikonisk status i dansk historieskrivning:

”Det var mænd som Bjørn og hans sønner, der i hin tid gjorde landet rigere ved deres arbejde; og deres gerning fortjener nok saa meget at mindes af historien som deres, der gik paa korstog mod Vender eller Ester med Absalon eller Andreas Sunesen.”

(Arup 1925, 278; jf. Svenstrup 2006, 352-53).

De krigeriske begivenheder under stormændene Absalon og Sunesen afhandlede Arup senere i bedste partiradikale stil på en enkelt side efter en grundig skildring af det vigtigste: iddelalderlandsbyens dyrkningssystem.

Som forsker, som lærer og som forfatter har Arup præget faget historie i hele 1900-tallet. Han var student i 1890’erne, da den metodiske kildekritik slog igennem. Efter magisterkonferens i 1901 koncentrerede Arup sig om at samle, hvad han anså for kendsgerninger i videnskabelige synteser. I sin opfattelse af udviklingens lovmæssigheder var han på linje med toneangivende franske positivistiske – og republikanske – historikere som Charles-Victor Langlois og Charles Seignobos i ”Introduction aux études historiques” (Introduktion til historiestudiet) fra 1897. Samtidig havde han dog fantasi til, at man måtte ”digte over de Kendsgerninger, der virkelig kan udsondres af Kilderne som tilforladelige, over dem alle, ikke imod dem og ikke udover dem” for at få en helhed frem, sådan som han i 1914 formulerede det i en anmeldelse af religionshistorikeren Vilhem Grønbechs værk ”Religionskiftet i Norden”.

Arup kaldte sig selv materialistisk historiker og interesserede sig især for bondens og købmandens arbejde. Og for staten, hvor han dog periodiserede ud fra de kirkelige kanslere, det vil sige statsministre, og ikke de mere eller mindre tilfældige og drikfældige konger. Efter disputatsen ”Studier i engelsk og tysk handels historie” (1907) holdt han sig mest til dansk historie. I 1908-14 var han arkivar i Udenrigsministeriet, fra 1909 overarkivar. I 1913 blev han udnævnt til den første departementschef for Statsministeriet i det radikale ministerium Zahle i en nyoprettet stilling. Det var han til 1916, hvor han overtog Kristian Erslevs professorat i historie, da denne blev rigsarkivar.

Han skrev en række anmeldelser og afhandlinger som forarbejder til den danmarkshistorie til universitetsbrug, som han allerede fra 1908 var begyndt at planlægge. I 1925 udsendte han det første bind, der gik op til 1282, da ”Danmark fik sin første grundlov”. Andet bind udkom i 1932 og dækkede en periode, der er bedre belyst af kildematerialet.

Arups analytiske evner kom til fuld udfoldelse i skildringen af de kongelige håndfæstninger, og hans forkærlighed for kanslere og andre rådgivere frem for konger er umiskendelig. Alligevel slutter bindet i 1624 med en pragtvignet af efterårssolen over Rosenborg med Christian IV og hans smukke børn, før kongen – trods rigsrådets og Arups posthume advarsel – ødelagde alt ved at intervenere i Trediveårskrigen. At værket aldrig blev færdigt, skyldtes Arups bitterhed over kritikken af de to første bind, hvor han følte sig misforstået af sine fagfæller. Man må dog tilføje, at hele projektet med at bygge fremstillingen op på kilderne er umuligt for mere kilderige perioder. Og helt umuligt for samtidshistorien, som han også intervenerede i ud fra sit tilhørsforhold til Det Radikale Venstre.

Men selvom hans danmarkshistorie aldrig blev fuldført, prægede Arup dansk historieforskning dybt, også modstanderne. Hans foragt for kirke, religion og storpolitik satte sig dybe spor i videnskabsfaget, men også i historieundervisningen i gymnasiet. Det skyldtes især efterfølgeren, den radikale politiker P. Munch, som ud over at bestemme dansk udenrigspolitik i mellemkrigstiden prægede generationers historieopfattelse gennem sine lærebøger i historie og samfundsfag til langt op i 1970’erne.

De radikale historikeres foragt for religion og krig prægede dansk historieforskning langt ind i 1960’erne, selvom ungdomsoprøret misforstod det hele og anklagede faget for at beskæftige sig alt for meget med konger og krige. Om det skyldtes, at oprørerne ikke havde fulgt med i undervisningen eller bare skrev af efter udenlandske kritiske forbilleder, skal lades usagt. Sandt er det derimod, at ungdomsoprøret i historiefaget på mange måder løb åbne døre ind med sit krav om at sætte undersøgelsen af materielle forhold i centrum. Teoretisk var der meget mere nybrud i 1980’ernes kulturhistoriske og sproglige vending, selvom heller ikke dette program var uden forløbere, især i nabofagene fra kirkehistorie og retshistorie til etnologi og folkemindevidenskab.

Etnologen Axel Steensberg (1906-99) fulgte Arups dristige idé om plovteknikkens betydning op med detaljerede undersøgelser af hjulplovens teknik i grundige udgravninger af landsbyen Borup Ris og i Valby samt undersøgelser i Papua Ny Guinea, hvor man ikke havde tunge plove. Følgerne af hjulploven var nemlig store.

Pløjningen måtte ske i fællesskab, da der sjældent fandtes mere end én plov i hver landsby, hvorfor alle måtte samarbejde og pløje samtidig. Den kom også til at bestemme markernes udseende. Da spandet kunne være tyve meter langt og derfor svært at vende, måtte markerne være så lange som muligt, men til gengæld smalle. Det er baggrunden for de landsbyfællesskaber, der langsomt udvikledes i Europa i middelalderen og dominerede helt omkring 1800. På de tunge jorder i Nordtyskland, Polen og Danmark bidrog fænomenet også til snapsekulturen, idet det blev en vane ved hver vending af den tunge plov at holde et lille hvil og tage en snaps, så der var kræfter til at holde den tunge plovs skær nede i jorden.

De radikale historikere havde bestemt fat i mere, end deres ungdommelige kritikere ville indrømme. Men de var selv fanger af deres foragt for udenrigspolitik, militær og religion. Det viste sig, når de praktiserede deres ideologi uden for faget som politikere. Den berømteste var Peter Rochegune Munch (1870-1948), der både prægede gymnasiet med sine lærebøger i historie og politikken som udenrigsminister fra 1929 til 1940. Han huskes som hovedansvarlig for den danske neutralitetspolitik og afrustning op til den tyske besættelse. Han var ikke dogmatisk pacifist, men hans rationelle indstilling kom til kort over for både nazisme og kommunisme, selvom han i 1920’erne havde været villig til at lade Folkeforbundet bruge væbnet magt for at opretholde en international orden.

Bjørn fra Suserup har kastet lange skygger langt uden for Det Radikale Venstre. Reelt helt til i dag, trods medlemskab af Nato og de danske væbnede internationale interventioner siden 1991.

P. Munch blev i 1890’erne uddannet som historiker og har efterladt et enormt historisk og samfundsvidenskabeligt forfatterskab. Ved siden af sit politiske virke grundlagde han Institut for Økonomi og Politik, der skulle fremme samarbejdet mellem historie og samfundsvidenskaberne, først og fremmest økonomi. Desuden har han efterladt sine erindringer i otte massive bind. I årene efter 1900 formedes hans politiske ståsted som radikal venstremand og pacifist, der i tidsskriftet ”Det ny Aarhundrede” fra 1903 til 1909 udformedes det intellektuelle grundlag for Det Radikale Venstre i 1905.

Munch var medlem af Folketinget i 1909-45, valgt på Langeland. Fra et besøg i valgkredsen stammer en anekdote om ham som beslutsom kildekritiker – og en kedelig tørvetriller. Under en biltur skal den lokale kredsformand have forsøgt at få en samtale i gang med den tilknappede akademiker fra København og fremhævede i sin desperation mønstrene på de sortbrogede køer, de passerede. Hertil skal Munch have svaret, at de i hvert fald var sorte og hvide på den side, der kunne ses fra vejen! Hvordan samtalen forløb videre, melder fortællingen desværre intet om.

I hele perioden efter 1905 var han med i partiets inderkreds, fra 1927 som ubestridt leder. Som indenrigsminister i 1909-10 gennemførte han permanent voldgiftsret og forligsmandens medvirken i arbejdsstridigheder. Han var forsvarsminister i 1913-20 og imødekom ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 tyske ønsker om mineudlægning i danske farvande for at mindske risikoen for, at Danmark blev inddraget i krigen. Han havde været imod forsvarsordningen af 1909, men måtte som minister administrere den og udbyggede fæstningen omkring København, men nedskar til gengæld gradvis sikringsstyrken. I 1919 deltog han i fredskonferencen i Paris og var aktiv i grundlæggelsen af Folkenes Forbund.

Munch arbejdede i 1920’erne for et samarbejde med Socialdemokratiet, der resulterede i et regeringssamarbejde i 1929-40 med Thorvald Stauning som statsminister og ham selv som udenrigsminister. I Folkenes Forbund støttede han en international retsorden, om nødvendigt med militær magtanvendelse, men blev svigtet af stormagterne, der ikke ønskede begrænsning af deres handlefrihed.

Munchs sikkerhedspolitik efter 1933 byggede på tanken om, at det var umuligt for en småstat at modstå et stormagtsangreb, og at et stærkt forsvar ville tiltrække angreb. Han anså derfor alliancer for farlige og nytteløse, men mente, at en nations bedste beskyttelse var en international retsorden og folkets åndelige modstandskraft betinget af nationalt sammenhold som følge af en retfærdig fordeling af velfærd. Han havde en omfattende viden om international politik og docerede gerne sine synspunkter for både politiske modstandere, der foragtede ham som symbol på svag tilpasningspolitik, og for pressen, som han manede til forsigtighed i forholdet til Tyskland efter Hitlers magtovertagelse.

Han blev tvunget til at gå af efter den tyske besættelse den 9. april 1940, der markerede et nederlag for hans sikkerhedspolitiske linje. Det borgerlige Danmark har lige siden gjort ham ansvarlig for Besættelsen og dyrket en myte om, at han på et møde i Rostock skulle have aftalt Besættelsen. Det har intet på sig, men eftermælet for tilpasningspolitikken er plettet og gjorde det let for Anders Fogh Rasmussen i 2003 at vinde sit opgør med historikerne om fortolkningen af besættelsestiden. Mod al rimelighed lykkedes det her arvtageren til partiet for den klasse, der tjente på Besættelsen, gårdmændene, at hænge Socialdemokratiet og De Radikale ud som feje og eftergivende, mens han selv førte landet ind i to tabte krige i Afghanistan og Irak som bod for fortidens fejhed.

I dag tænker flertallet af historikere anderledes om fortiden end de radikale forgængere.

Især er der sket et gennembrud med forståelsen af det middelalderlige Danmark som en korstogsstat, der bedst tåler sammenligning med en anden perifer stat, Portugal, sådan som Kurt Villads Jensen har skildret det i en banebrydende disputats fra 2011.

Der er mange flere radikale historikere, fra Erik Rasmussen, der grundlagde statskundskab i 1958, til Tage Kaarsted, der i en menneskealder havde monopol på at fortolke Christiansborgpolitik. De radikales arv i form af afvisning af religion og kirke som forklaringsfaktorer har været aldeles dominerende i fortolkningen af Socialdemokratiets forhold til de kirkelige bevægelser, og den ufrugtbare afstand mellem historiefaget og kirkehistorie er først for nylig blevet overvundet.

Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.