Prøv avisen

Historiske videoklip over Berlinmurens fald

Vagter ved grænsen mellem Øst- og Vestberlin forsøgte i flere dage, at holde skansen. Her et billede af vagter på muren ved byporten Brandenburger Tor den 11. november 1989. - Foto: GUNTHER KERN Denmark

I år er det 20 år siden, at Berlinmuren faldt den 9. november 1989. Her kan du se historiske videoklip om muren, der skilte Tyskland og hele Europa

Tusinder af mennesker blev holdt adskilte af en mur, som DDR kaldte et antifascistisk værn mod omverdenen. Familier og venner kunne ikke længere mødes frit efter Murens opførelse den 13. august 1961, og forsøg på flugt fra Øst kunne ende med dødelige skud affyret af grænsevagterne.

Den 9. november 1989 blev grænsen mellem Øst og Vest opløst, og siden hen blev symbolet på adskillelsen revet ned.

Kristeligt-dagblad.dk har samlet fem videoklip, der fortæller om tiden under Murens levetid og sammenbruddet i 1989.

En amerikansk dokumentarfilm fra 1962 skildrer livet for de mennesker, der var adskilte af Muren og de, der ønskede at flygte fra DDR.

Filmen blev produceret af den amerikanske regering og var ment som et propagandaværktøj rettet mod USA's allierede. Optagelserne er dog efter sigende dokumentariske, hvis man ser bort fra åbningsscenen.
.

Reagans tale i Berlin
Den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan besøgte i forbindelse med Berlins 750 års jubilæum for anden gang byen den 12. juli 1987.

I en tale ved Berlinmuren udfordrede Reagan Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov til at rive Muren ned.

Talen fik ikke megen opmærksomhed umiddelbart efter, men var et udtryk for Reagans store ønske om at nedbryde jerntæppet.

I 1990 vendte den, på det tidspunkt, tidligere præsident Reagan tilbage til Berlin og slog nogle symbolske hammerslag mod rester af Muren.
.

Den første åbne grænseovergang
Langs Muren fandtes der otte grænseovergange, eller 'checkpoint', som man måtte passere for at rejse fra Øst til Vest.

Efter massivt pres fra en stor folkemængde valgte grænsevagterne ved Bornholmer Strasse i Berlin som de første at åbne grænseovergangen klokken 23.32 den 9. november.

Vagterne vidste på dette tidspunkt intet om den tv-udsendelse, hvor murens åbning ved en fejl var blevet annonceret af politbureaumedlemmet Günter Schabowski.

Se, hvordan det gik for sig, her:
.

Nedbrydning af muren
I dagene efter åbningen af grænseovergangene blev Muren brudt ned stykke for stykke. Ved Potsdamer Platz i Berlin blev Muren nedbrudt den 12. november. Videoen herunder viser private optagelser fra nedbrydningen.

Samtalen mellem to personer i slutningen af videoklippet er ikke oversat, men alene det, at en venskabelig samtale mellem en østtysk grænsevagt og en civil person finder sted, siges at være skelsættende.
.

Optakten og efterfølgerne
Østtyskland var ikke det første land til at åbne grænserne mod vest og heller ikke det sidste. I et tv-indslag fra den amerikanske tv-station ABC skildres begivenhederne op til og efter Murens fald.
.