Prøv avisen
Interview

Hitler havde mange allierede i jagten på Europas jøder

Ungarn stillede 20.000 gendarmer til rådighed, så de ungarske jøder kunne følges til grænsen og dermed deportation til tyske koncentrationslejre. Her ses nogle af de ungarske jøder med stjerne på brystet, der deporteres i Budapest i 1944. Foto: Roger-Viollet/ritzau

I en ny bog dokumenterer den store tyske historiker Götz Aly, at den tyske besættelsesmagt ikke savnede samarbejdspartnere til sin udryddelseskrig mod Europas jøder. Han følger antisemitismens blodige spor fra 1880 til holocaust over hele vores kontinent

Langt op i teenageårene vidste Götz Aly og hans kammerater meget lidt om de tyske krigsforbrydelser. I familierne tav man, og ordet jøde kendte man som almindeligt tysk barn i 1950’erne ikke, fortæller den kendte historiker, der underviser på universitetet i Wien.

Men så brød helvede løs.

”I begyndelsen af 1960’erne distribuerede indenrigsministeriet en film til skolerne, som viste befrielsen af Auschwitz, Bergen-Belsen og Buchenwald. Vi anede ikke, hvad vi skulle se, da vores lærer førte os ned i filmkælderen. Men så så vi bjergene af lig, bunkerne af sko og afklippet hår – for første gang kiggede vi ned i afgrunden.”

Da de unge kom hjem og forældrene stillede det ”daglige dumme spørgsmål om, hvordan det var gået i skolen”, brød familiekonflikterne ud overalt i Tyskland, husker Götz Aly, som fra da af vidste, at det var historiker, han ville være.

”Pludselig kunne man ikke stole på sine voksne. Alle dem, man holdt af, forældre og bedsteforældre, havde ikke fortalt andet end et par uskyldige anekdoter fra krigen – i stil med den at være udstationeret i Danmark og kunne få smør.”

Men når man som Aly er født i 1947 i Tyskland, havde 95 procent af alles fædre været soldater i værnemagten, en tredjedel medlemmer af det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, og mindst halvdelen af dem havde været begejstrede for det, pointerer han.

”Så jeg forstår godt, at folk tav. Som stemningen var efter krigen, ville det have været det samme som at lægge en strikke om halsen på sig selv at sige noget,” siger Götz Aly, der har dette bud på, hvorfor ungdomsoprøret i 1968 blev så voldsomt netop i Tyskland:

”Vi havde travlt med at bevise, at fascismen fandtes alle steder – i Washington, Teheran og Saigon. Vietnamkrigen gav vi hele pulveret. det var forståeligt, at vi reagerede sådan, men helt fair var det ikke.”

I en menneskealder har Aly (det arabisk-klingende efternavn har han fra en tyrkisk forfader) beskæftiget sig med tyskerne, jøderne og holocaust, men i hans nyeste bog, ”Europa gegen die Juden 1880-1945” (Europa mod jøderne 1880-1945), ligger fokus altså på den fælleseuropæiske forfølgelse af jøder.

Ikke for at forklejne de tyske krigsforbrydelser, som han siger igen og igen, men for at føre vidnesbyrd for, hvordan en hel række lande i Europa greb krigen som mulighed for at komme af med jøderne.

Som eksempel næver han det faktum, at Adolf Eichmann fik stillet 20.000 ungarske gendarmer til rådighed, så landets godt 420.000 jøder kunne blive fulgt over grænsen til udslettelse.

Næsten halvdelen af dem, der blev myrdet i Auschwitz, var ungarske jøder.

”10 uger efter den store deportation sagde Ungarn efter folkeligt pres nej til at deportere de 150.000-200.000 jøder, som boede i Budapest, og tre dage efter rejste Eichmann hjem. Som historiker er det egentlig forbudt at bruge konjunktiv, men nu gør jeg det alligevel: Ungarn kunne have sagt det samme også 10 uger inden. De kunne have nægtet deres gendarmer at deportere jøderne.”

90 procent af de jøder, som Ungarn nægtede at udlevere, overlevede.

”Det simple spørgsmål, jeg stiller, er altså, hvorvidt den tyske besættelsesoperation gjorde det nemmere eller sværere for nationalstaterne Polen, Frankrig, Rumænien, Ungarn, det besatte Ukraine og Grækenland at deportere deres jøder. Og når man stiller spørgsmålet så hårdt, kommer man til at se næsten alle hjørner af Europa i et andet lys,” siger Götz Aly, der igen understreger, at det ikke er for at formindske Tysklands skyld.

”Ingen andre fik idéen til gaskamrene, det var et tysk monopol. Men forbindelsespunkterne til den tyske besættelsesmagt åbnede muligheden for at slippe af med egne jøder.”

I sin bog peger Götz Aly også på, at de forhold, der ledte op holocaust, havde at gøre med ”helt almindelige” mennesker.

”Der har været en tendens til at omtale nazisterne, som kom de fra Mars, men mit udgangspunkt er, at de mennesker, der gjorde holocaust mulig, hverken var moralsk, etisk eller intellektuelt anderledes indrettet end du og jeg,” siger Götz Aly.

Og jødehadet var ikke slut efter krigen, mener Aly, der i sin bog refererer denne bemærkning, som et overlevende holocaust-offer hørte foran en biograf et sted i Europa:

”De er overalt, jøderne, der er flere, end man kan skaffe sig af med.”

En del skolebøger og de mange coffee table-bøger om nazister ser han på med stor skepsis.

”Disse mænd i deres komiske uniformer, som ser onde ud og har en raceideologi, er jo alle dem, vi ikke kan genkende os selv i. Og det er med til at distancere os fra forbrydelserne.”

Ifølge Götz Aly er der især tre tydelige årsager til den massive modstand mod jøder i Europa op gennem slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet: Styrkelsen af nationalstaten. Misundelse over, at jøder var bedre til social opstigning. Og dygtig propaganda.

Lad os med hensyn til punktet social mobilitet igen tage Ungarn som eksempel, sådan som Götz Aly gør i et af bogens mere taltunge, men alligevel let forståelige, kapitler.

I Ungarn udgjorde jøderne mellem 1920 og 1930 knap seks procent af befolkningen. Til gengæld var 51 procent af landets advokater jøder, ligesom 39 procent af landets ingeniører, 34 procent af alle journalister og hver anden læge var.

”Og sådan var det i det meste af Europa. Jøderne var simpelthen bedre uddannet og forberedt på moderne tider. Dertil kommer, at mange var flersproglige efter at have rejst fra land til land – tvungent eller frivilligt,” siger Götz Aly, der sammenligner den mobilitet med, at kun fem procent af tyskerne ejede et pas i 1930 og sjældent fjernede sig mere end hundrede kilometer fra deres hjem i hele deres levetid.

”Imens tog mange polske jøder, for eksempel, til Tyskland for at studere på de bedre gymnasier, universiteter og højskoler. De kunne med det samme gøre brug af uddannelsessystemet, mens de kristne hang fast i grundskolen. Vi var mere ubevægelige, hvilket ikke var en kvalitet, da de moderne tider kom buldrende. Det er egentlig det punkt, der forbinder antisemitismen i mange europæiske lande.”

Minoriteter har ofte en større social bevægelighed, mener Götz Aly, og det er, når balancen opfattes, som om den tipper, at spændinger opstår.

”I Det Osmanniske Rige havde armenierne i århundreder haft et velfungerende skolesystem. Og det gik fint, indtil tyrkerne lavede et moderne samfund efter parolen: Vi sender vores børn i skole, vi dropper hovedtørklæder, vi afskaffer de arabiske skrifttegn, dem er der alligevel ingen, der kan læse, og vi indfører en fransk model. Men i det øjeblik, man sagde til sin befolkning, at nu er det nu, begyndte forfølgelsen af armenierne, fordi de tydeligvis var flere generationer foran,” siger Aly.

Nogle kritikere mener, at man slet ikke skal forsøge at forklare holocaust, fordi en sådan absurditet ikke kan forklares. Hvad tænker historieprofessoren om det?

Først sukker han i telefonen, så siger han forsigtigt.

”Der findes denne ritualiserede, næsten religiøse erindringsform, som nogle amerikanere og israelere indtager. Og jeg forstår godt, at ingen forklaring synes mulig. Men som historiker har jeg alligevel en opgave i at forsøge at forstå, hvad det var, der ledte op til holocaust. Og det er, som jeg sagde før, nødvendigt at huske på, at jøder ikke kun blev forfulgt af nogle klaphatte i sære uniformer – kimen lå i ganske almindelige mennesker. Hvis man ikke forklarer det, kan man bilde sig ind, at Hitler var skyld i det hele, og undskyldninger er jo bekvemme,” siger Götz Aly.

Som et eksempel nævner han, at hvert af de tre lande, der blev tilbage efter Det Tredje Riges undergang, havde hver sin bekvemme undskyldning:

”Vesttyskerne sagde, det var Hitlers skyld. DDR sagde, at det var monopolkapitalens skyld. Og østrigerne hævdede, at de var de første ofre.”

Så forklaringer er i hvert fald bedre end bortforklaringer, mener Götz Aly.

Efter at have beskæftiget sig med tysk historie under nazisterne siden 1980’erne, var der så overhovedet noget, som overraskede ham, da han researchede til ”Europa gegen die Juden”?

”Nah, ja, jeg er svær at overraske på det felt. Men måske det, at det stort set kun var i Tyskland, man talte om race. I andre lande handlede vreden oftest om sociale forskelle. Og så var det interessant at se,” fortsætter Götz Aly efter en pause, ”hvor tydeligt det er, at den tyske besættelse gav andre lande spillerum til at få løst det ’jødespørgsmål’, man længe havde debatteret”.

”Europa gegen die Juden 1880-1945” er i øjeblikket ved at blive oversat til blandt andet engelsk og svensk.