Da den italienske fascistleder Benito Mussolini besøgte den tyske nazifører Adolf Hitler for første gang i 1937, havde Den Tyske Arbejdsfront, der var et enhedsforbund af arbejdsgivere og lønmodtagere, tvunget sine medlemmer til at overvære ceremonien, ligesom de ansatte i en stor bank fik ordre om at deltage med ”uindskrænket disciplin”. De to statsledere ankom til Berlin i hvert deres tog, som kørte ved siden af hinanden det sidste kvarter – et billede på parallellen mellem de to ledere og en opvisning i tysk planlægning. Få minutter før ankomsten overhalede Hitlers tog Mussolinis, så han ankom ét minut tidligere og kunne tage imod sin gæst på perronen.
Det var en gestus, der skulle symbolisere, at nazisterne havde overhalet Italiens fascister som verdens ledende højrefløjs-regime, skriver Christian Goeschel, der i den kommende weekend er i Danmark for at tale om sin bog ”Mussolini og Hitler. En fascistisk alliance”.
”Hitler og Mussolini opererede i en tid, hvor masse- medierne var brudt frem og folket var blevet en del af politik. De udnyttede rammerne til at vise, hvordan diplomati kunne foregå ansigt til ansigt mellem to stærke ledere og ikke ved hemmelighedsfulde møder blandt politiske eliter i baglokaler,” siger Christian Goeschel, der er lektor i moderne europæisk historie ved University of Manchester i Storbritannien.
Christian Goeschel mener, at relationen mellem de to diktatorer har været underbelyst i forskningen i alliancen mellem verdens to første fascistiske regimer.
De historikere, der har beskæftiget sig med Hitler og Mussolinis møder, har ofte reduceret begivenhederne til ren og skær propaganda, siger den tyske historiker.
”De to regimer brugte enorme mængder af tid og penge på at forberede møderne og skabe billedet af en harmonisk akse. Intet var tilfældigt. Hitler og Mussolini opførte en social performance foran folkemasserne, som ikke blot var tilskuere, men i hjertet af deres møder.”
Mussolini kom til magten i 1922, hvor den fascistiske leder var Hitlers politiske idol. Christian Goeschel tror ikke, at Hitler ikke var kommet til magten uden Mussolini, men eksistensen af Italiens diktatur var med til at facilitere nazimagten i Tyskland, mener han.
”Hitler lod sig inspirere af fascismens dobbeltstrategi: Politisk vold var et spor. Men man vinder ikke middelklasseborgere over på sin side ved at tæve og slå ihjel. Man skal også opnå politisk legitimitet hos vælgerne, som nazisterne fik succes med.”
Italien og Tyskland kæmpede på hver sin side under Første Verdenskrig, og derfor var der mange naziledere, som længe var kritiske over for Hitlers flirt med Mussolini. En militær alliance blev først indgået i 1939. Der var heller ikke tale om et venskab, mener Christian Goeschel.
”Det er fristrende at se på Mussolini og Hitler som venner. I slutningen af 1930’erne var det i parternes interesse at give udtryk for venskab. Det er også fristende at lægge vægt på det ideologiske bånd mellem Italiens fascisme og Nazityskland. Men hvis vi kun har øje for ideologi, misser vi princippet i internationale relationer. Stater opfører sig ikke som venner, fordi de er det. De gør det på grund af interesser og af magtmæssige grunde.”
Begge ledere havde foragt over for Folkeforbundet, som var en international samarbejdsorganisation skabt i kølvandet på Første Verdenskrig. Og begge regimer havde ambitioner om voldelig ekspansion, som manifesterede sig i alliancen for at skabe en ”Ny Orden”. Den tyske historiker vil med bogen bevæge sig væk fra diskussioner om definitionen på fascisme og i stedet se på, hvordan fascismen fungerede i praksis.
”Fascismen har ingen urtekster som marxisme og liberalisme. Hvis vi forsøger at lægge én definition ned over alle fascistiske bevægelser, fanger vi ikke essensen. Fascisme er ultranationalistisk, hvilket skaber et paradoks, når regimerne finder inspiration fra andre lande, men fascismen har til alle tider haft forskellige udtryk i forskellige lande,” siger Christian Goeschel.
Antisemitisme var kernen i nazismen, men ikke det centrale fokus i fascismens Italien, selvom Mussolini formentlig altid har været antisemit, påpeger forfatteren.
Det italienske regime var dog racistisk og begik krigsforbrydelser i landets afrikanske kolonier i Libyen og Etiopien. Efter Anden Verdenskrig fik italienske historikere travlt med at hvidvaske Mussolinis diktatur og fremstille regimet som mildt i modsætning til Nazityskland. Og stort set alle regimer blegner da også i sammenligning med holocaust og den nazistiske terror. Men den selektive læsning af fortiden skabte et forum for højreorienterede populister som Silvio Berlusconi, der flere gange er kommet med bemærkninger om fascisme, pointerer Christian Goeschel. Senest har Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, talt om at genoplive Berlin-Rom-aksen.
”Salvini spiller på historiske referencer, der vækker genklang blandt italienere på den yderste højrefløj. I Tyskland bliver det en skandale, hvis en politiker kommer med en nazivenlig reference. I Italien bliver hentydninger til fascisme en skandale på venstrefløjen, men populisterne slipper af sted med det. Det er nok den store forskel på de to landes forhold til fortiden,” siger forfatteren, der mener, at man skal passe på med at trække sammenligningen mellem datidens totalitære og nutidens populister for skarpt op.
”Jeg begyndte at arbejde på bogen i 2010, hvor ingen havde forudset, at højrepopulistiske ledere ville komme til magten i europæiske lande og på den anden side af Atlanten. De nuværende populistiske ledere repræsenterer ikke det samme som Hitler og Mussolini, men der er en parallel i modstanden mod det etablerede diplomati.”