75-året for Hitlers selvmord: Der Führer var besat af den totale undergang

For 75 år siden begik den nazistiske diktator, Adolf Hitler, selvmord i sin bunker i Berlin. En uge senere kapitulerede Nazityskland efter seks års krig. Hitlers intuition og talegaver skabte sammen med nazisternes propaganda den mytologiske førerrolle, som diktatoren fastholdt til det allersidste

Berlin lå allerede i ruiner, da Adolf Hitler skød sig selv i Førerbunkeren den 30. april 1945. I diktatorens øjne havde det tyske folk fejlet i den store prøve mod jødedommen, den vestlige kapitalisme og bolsjevismen, og derfor fortjente man undergangen, forklarer Johannes Hürter, professor med speciale i nazisme. –
Berlin lå allerede i ruiner, da Adolf Hitler skød sig selv i Førerbunkeren den 30. april 1945. I diktatorens øjne havde det tyske folk fejlet i den store prøve mod jødedommen, den vestlige kapitalisme og bolsjevismen, og derfor fortjente man undergangen, forklarer Johannes Hürter, professor med speciale i nazisme. – Foto: Ritzau Scanpix. Grafisk bearbejdning: Ole Munk

Tidligt på eftermiddagen den 30. april 1945, for 75 år siden, indtog Adolf Hitler sit sidste måltid sammen med sin diætkok og sine sekretærer i førerbunkeren i Berlin. En sekretær har beskrevet det lille selskab som ”en dødens banket”.

”Nu er øjeblikket inde, det er forbi,” sagde Hitler og hævede taflet.

Krigslykken var forlængst vendt for Nazityskland, som seks år forinden havde indledt Anden Verdenskrig. Den nazistiske fører samlede sin nærmeste kreds omkring sig, bød dem farvel og trak sig tilbage til sine private gemakker sammen med Eva Braun, som han havde giftet sig med dagen forinden.

Flere af Hitlers nærmeste havde tryglet ham om at forlade Berlin i live, mens tid var, men det havde han nægtet. Den fremrykkende røde hær var kun en halv kilometer borte, og 10 meter over den underjordiske bunker sprængte de sovjetiske bomber gader og huse i stumper og stykker, mens tyske teenagere tvangsindkaldt til krigstjeneste desperat forsøgte at holde stand i rigshovedstaden. I forbunkerens kantine gav nazistiske officerer og gæster afløb for de seneste ugers nervepres og kastede sig ud i en løssluppen dødedans med champagne i stride strømme og vals på grammofonen.

Trods larmen hørte nogle vidner et skud nede fra Hitlers gemakker. Nogle af Hitlers nærmeste åbnede døren til hans værelse. Føreren sad sammensunket på en blomstret sofa med åbne øjne. En stribe blod var løbet ned over kinden fra et hul ved højre tinding. På gulvet lå en pistol. Bagvæggen var stænket af blod. Ved siden af ham sad Eva Braun i en blå kjole. Hendes læber var blå og sammenpressede. Hun havde taget gift.

Den nazistiske diktators selvmord i bunkeren for 75 år siden blev kulminationen på Det Tredje Riges undergang. Kulminationen på en racistisk erobringskrig, som havde kostet mindst 55 millioner mennesker – herunder seks millioner jøder – livet. Krigen var for længst tabt, men føreren havde bevaret sin ubestridte autoritet til det allersidste. Med ham gik Nazityskland endeligt under.

”Intet diktatur, ikke engang Stalins Sovjetunionen, var så nøje indrettet efter én person som det nazistiske Tyskland,” siger Johannes Hürter, forskningsleder og professor med speciale i nazisme ved institut for samtidshistorie i München.

”Selvom Stalin som Hitler var en forbryder, så virkede han inden for rammerne af den socialisme og kommunisme, som han havde været med til at formulere. Med Hitler kan man tale om, at person og ideologi hang endnu tættere sammen. I sin radikalitet personificerede Hitler den nazistiske ideologi, hvis to kernestykker var jødernes udryddelse og Lebensraum mod øst,” siger han.

Den tyske fører var 12 år tidligere steget til magtens tinder ved at nære håbet og stoltheden i folkemasserne efter det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig. Han var i stand til at indfange det tyske folks vrede og angst – blandt andet fordi han selv var et knækket og hadefuldt menneske, skriver den afdøde journalist og forfatter Joachim Fest i biografien ”Hitler”.

Fest henviser til, at Hitler som ung levede på et mandehjem i Wien, hvor han oplevede et sammenrend af forhutlede mennesker, der på afgørende vis var med til at forme hans socialdarwinistiske tankegang om alles kamp mod alle, og som nærede hans foragt over for svaghed og barmhjertighed.

Hitler var ifølge Fest hverken en dygtig regeringsleder eller krigsstrateg. Hans karismatiske taler såvel som hans succesrige overraskelsesangreb i krigens begyndelse skyldtes i overvejende grad hans stærke intuition. En udenlandsk diplomat indrømmer, at det ”flere gange var hændt”, at han på grund af Hitlers taler ”var blevet overbevist nationalsocialist i et par minutter”, citerer Fest.

Den nazistiske propaganda og Hitlers egne retoriske evner formåede med stor succes at oparbejde en nærmest mytologisk førerkult omkring Hitler, som både befolkning og det tyske statsapparat i høj grad satte deres lid til, betoner professor Johannes Hürter.

”Det var en magtstruktur, som blev fastholdt, selv da det stod klart for mange, at slaget var tabt, ja, selv til det allersidste,” siger han.

Hitlers nazistiske diktatur hang uløseligt sammen med hans titel som fører (på tysk: Der Führer). Nazipartiet kom til magten i 1933, og diktaturet fuldendtes, da Hitler efter rigspræsident Paul von Hindenburgs død i 1934 fik titel af både fører og rigskansler og blev udnævnt til militær øverstkommanderende.

Hitler havde allerede i midten af 1920’erne i bogen ”Mein Kampf” og siden i sine taler defineret og begrundet nødvendigheden af en fører. Det fortæller Thomas Weber, professor i historie og internationale anliggender ved det britiske Aberdeen Universitet og forfatter til bogen ”Wie Adolf Hitler zum Nazi wurde” (Hvordan Adolf Hitler blev nazist).

”Hitler har en empirisk og historisk tilgang her. Som med alt andet prøver han at erkende naturlovene og essensen af den menneskelige natur i historien. Gennem denne historisk-empiriske tilgang konkluderer han, at det parlamentariske demokrati ikke er i stand til at legemliggøre folkets vilje. Han konkluderer ud fra fortiden, at kun førerpersonligheder kan legemliggøre folkeviljen,” siger Thomas Weber.

I den originale udgave af ”Mein Kampf” taler Hitler om ”germansk demokrati”, hvor legitimeringen af førerens handlinger udgår fra folket, men ikke via regelmæssige valg eller nogen form for kontrol med magthaverne.

”I denne henseende adskiller han sig fra aristokratiets begreb om at regere. I Hitlers øjne er det simpelthen genier, som kommer ud af det blå, der er kaldet til at være førere, kaldet til at udtrykke folkeviljen, og som har gaven til at tilføje grundlæggende ny indsigt i tingenes tilstand,” siger Thomas Weber.

Professoren understreger dog, at der er forskel på Hitlers teori om føreren og hans praktiske udfoldelse af førerbegrebet. I praksis var Hitler, i den afdøde tyske historiker Hans Mommsens øjne, en ”svag diktator”, som ikke spillede nogen stor rolle i Nazityskland.

Så langt vil den britiske historiker Ian Kershaw ikke gå, men han mener dog, at Hitler ikke spillede nogen stor rolle i den daglige administration, og at embedsapparatet forsøgte at ”arbejde hen imod føreren”. Ifølge Thomas Weber kan man tale om, at Hitler var en ”projektionsflade” for tyskernes håb og drømme, som tillod ham stille og roligt at skubbe tingene i en bestemt retning, der havde meget lidt at gøre med det, folk så i ham.

Joachim Fest peger på, at Hitler og nazisterne ikke havde noget egentlig sammenhængende partiprogram. Det var typisk for Hitlers personcentrerede styre, at han regerede mundtligt, betoner professor Johannes Hürter.

”Derfor har vi ikke mange aktstykker fra Hitler, heller ingen skriftlig befaling om holocaust. Hitler var ingen bureaukrat, han var en doven brevskriver, han leverede mundtlige ordrer, og hans omgivelser agtede derfor meget nøje på, hvad han sagde, og forsøgte straks at udføre hans befalinger,” siger han og peger på et andet vigtigt træk ved Hitlers styreform: Han forstod at skabe sig et netværk af fortrolige – herunder chefarkitekten Albert Speer – som samtidig gjorde sig afhængige af ham.

Siden Hitlers selvmord og Nazitysklands undergang har det svirret med konspirationsteorier om, at diktatoren overlevede krigen. At han for eksempel flygtede fra det sønderbombede Berlin med sin hustru og i en u-båd rejste til Argentina, hvor han planlagde Det Fjerde Rige. Efter en analyse af den nazistiske diktators tænder i 2018 fastslog forskere imidlertid det, som historikere længe har konkluderet: At han døde i bunkeren for 75 år siden.

Selvmordstanken løber desuden som et tema gennem Hitlers liv. Allerede ved magtovertagelsen sagde han, at han aldrig ville kapitulere, og i begyndelsen af 1945 sagde han ifølge Joachim Fest:

”Vi vil måske gå under. Men vi vil tage en hel verden med os.”

Selvmordet skal dermed ifølge Fest ses som led i den ”grænseløse destruktionsvilje”, som fik Hitler til at fortsætte krigen, længe efter at den var tabt, til at indføre den ”brændte jords” taktik, som under de allieredes fremrykning fratog den tyske befolkning ethvert livsgrundlag.

”Jo mere det gik op for ham, at krigen var tabt, des mere teatralske og spektakulære blev hans tanker om hans egen undergang. Hitler ville iscenesætte sin undergang og tage så mange ’fjender’ som muligt med sig i faldet,” siger professor Johannes Hürter.

Han understreger, at disse undergangs-fantasier ikke er noget særligt ved Hitler, men løber gennem den tyske litterære tradition, hvor især Wagners ”Götterdämmerung” (Ragnarok) øvede stærk indflydelse på diktatoren. For Hitler var selvmordet ikke et tegn på fejhed, men snarere på mod; at man måtte tage konsekvensen af sit nederlag.

”Hitlers iscenesatte undergang bunder afgjort i hans narcissistiske overvurdering af sin egen person, og han var naturligvis også præget af den socialdarwinistiske tanke, at man enten overlever og består eller bukker under. Hans udsagn i de sidste dage viser, at det tyske folk ifølge hans overbevisning ikke havde bestået den store prøve mod jødedommen, den vestlige kapitalisme og bolsjevismen og derfor havde fortjent undergangen,” siger han.

Hitler var sandsynligvis ikke i stand til at bære den byrde, at han havde fejlet, mener professor Thomas Weber. Derfor var det lettere at bebrejde det tyske folk for fiaskoen og tage sit liv. Føreren var muligvis også maniodepressiv. Endelig var han sandsynligvis virkelig bekymret for, hvad der ville ske med ham, hvis han faldt i hænderne på russerne. Han sagde, at han ikke ville udstilles i et dyrebur i Moskva, og han vidste, hvordan en folkemængde i Italien havde hængt diktator Mussolini med hovedet nedad på en tankstation.

”I henhold til mine egne moralske begreber var hans selvmord – som hans handlinger samlet set – umoralsk,” siger Thomas Weber.

“Men det er efter min mening ikke et spørgsmål om, hvorvidt han var fej. Det handler snarere om det faktum, at hans handling var æreløs og forkastelig, fordi han i øjeblikket for sin egen undergang brød med det tyske folk, alle de mennesker, der havde kæmpet og lidt for ham, og lod dem alene tilbage. Selvom det selvfølgelig også er godt, at han endelig lod dem være,” siger Thomas Weber.

Tilbage står et uhyre nedslående slutresultat af Hitlers liv og gerninger, mener Joachim Fest: Den nazistiske diktator, som var opsat på at gå over i historien, kan kun kaldes ”stor” i kraft af sine mord og ødelæggelser.

”Når man opsummerer hans liv, er de positive bedrifter fraværende i en grad, som næppe har sin lige, selv blandt historiens andre store, voldelige skikkelser,” skriver Joachim Fest.

”Uanset hvad man forbinder med manden (…) så er det alt sammen i sidste ende konsekvensen af hans fortvivlede indre, der kom til kort over for alle livets konstruktive opgaver og prøver. Han var håbløst indespærret i sine negative drifter,” skriver han.