Kan man tjene penge på en diktators kunst? De første måneder af året har debatten raset i tyske medier om, hvad man skal stille op med de malerier, den tyske nazi-leder Adolf Hitler har efterladt sig. Men egentlig begyndte balladen i efteråret, da Herbert Weidler i sit auktionshus i byen Nürnberg solgte oliemalerier og erotiske figurer til højestbydende. Da kom et maleri med nummer 6649 under hammeren.
I auktionshusets katalog stod diskret anført: ”Akvarel: Folkeregister/Gamle Rådhus. Signatur A. Hitler.”
Auktionshuset havde forsøgt at vække så lidt opmærksomhed omkring dette værk som muligt, men forgæves. Pressen havde for længst fået nys om, at en akvarel af Adolf Hitler skulle bortauktioneres, og de tyske medier begyndte allerede i forbindelse med auktionen at diskutere, om det var moralsk i orden at tjene penge på Hitlers værker.
Akvarellen, der forestillede det tidligere folkeregister og rådhus i byen München, gik til en køber fra Østeuropa, som ville være anonym, for 975.000 kroner. Den høje pris for billedet har været startskuddet til, at der rigtig er kommet gang i debatten om tyskernes omgang med Hitlers kunst.
Ifølge Kathrin Weidler, der er juniorchef i auktionshuset, var køberen ikke nazist.
”Vi har allerede solgt fem eller seks værker af Hitler og har haft helt forskellige købere, som især kommer fra Rusland og USA. Det er mit indtryk, at de vil opbevare billederne som dokumenter,” sagde hun til avisen Süd-deutsche Zeitung.
Auktionshuset har normalt krav på 20 procent af salgsprisen, men eftersom det ansås for moralsk tvivlsomt at tjene penge på Hitler, meddelte Herbert Weidler allerede under auktionen - nærmest undskyldende - , at huset planlagde at give en del af indtægten til velgørenhedsorganisationer. Det kunne for eksempel være til foreningen Gammel-by-vennerne, der engagerer sig for fredning af bygninger i Nürnberg.
Men det afslog Karl-Heinz Enderle, der leder Gammel-by-vennerne, til flere tyske medier:
Jeg ved ikke, hvordan auktionarius kan komme på en så vanvittig idé. Jeg ville aldrig drømme om at tage imod disse penge, for det ville miskreditere hele foreningens arbejde.”
Adskillige borgere i Nürnberg føler ubehag ved, at auktionshuset sælger Hitlers værker. Allerede i 2005 forsøgte Nürnberg Kommune at forbyde auktionerne, fordi byrådet frygtede, at salgene kunne sætte Nürnberg i et dårligt lys.
Men det er ikke så let at gennemføre et forbud. Ifølge tysk lovgivning er det ganske vist muligt at forbyde salg af genstande eller kunstværker, der bærer nazistiske symboler og tegn, men på Hitlers malerier er der hverken hagekors eller andre politiske tegn.
To søstre fra delstaten Hessen nyder nu godt af den store sum, som auktionen har indbragt. Deres familie havde ejet akvarellen, siden søstrenes bedsteforældre i 1916 købte den af en kunsthandler. Hitler var på daværende tidspunkt en ukendt soldat i Frankrig, og ingen interesserede sig dengang for, hvem kunstneren var.
Søstrene havde i årtier gemt maleriet væk i en boks af angst for, at nazister kunne få værket i hænderne. Kvinderne vidste, at maleriet var værdifuldt, men de tøvede længe, før de besluttede at tjene penge på noget, som havde forbindelse med Hitler.
Og det er ikke kun privatpersoner, der har samvittighedskvaler, hvis de besidder en ”ægte Hitler”. Det Bayriske Hovedstadsarkiv har for nogle år siden fået skænket en række malerier, som efter sigende er malet af Hitler. Billederne er blevet undersøgt på kryds og tværs af eksperter, og meget tyder på, at de virkelig er ægte, men samlingen er så moralsk og politisk prekær, at arkivet har valgt en forsigtig taktik.
”Så længe ingen med hundrede procent sikkerhed kan sige, at billederne er originale, går vi ud fra, at de er forfalskninger,” siger medarbejder i arkivet Sylvia Krauss til avisen TAZ.
Derfor har arkivet også på ubestemt tid udskudt den meget vanskelige afgørelse om, hvad man skal stille op med værkerne.
Mens tyskerne tøver med at udstille Hitlers kunst, har amerikanere langt færre hæmninger. Adskillige amerikanske museer deltager aktivt i auktionerne, når Hitlers værker kommer under hammeren.
”Amerikanerne har et andet syn på, hvordan man gør op med fortidens synder end tyskerne. I USA udstilles billederne som tidshistoriske dokumenter, hvilket intet tysk museum vil drømme om at gøre,” siger Katrin Weidler.