Prøv avisen
Interview

Hitlers udryddelseskrig mod russerne blev nazismens død

Tegning: Morten Voigt

Med angrebet på Sovjetunionen for 75 år siden indledte Nazityskland den største og mest brutale invasion i Europa nogensinde. Men allerede få måneder efter stod det klart, at det nazistiske regime var på vej mod afgrunden, fortæller tysk historiker

Alt åndede ro i det lune tusmørke. Himlen var klar, og den opadgående sol i horisonten badede Kremls tårne i rødt og kastede sit bløde lys på de sovende landsbyer, som lå mellem Moskva og grænsen i det erobrede Polen, som Stalin og Hitler havde delt i 1939.

Stilheden denne søndag morgen, den 22. juni 1941, blev med ét sønderrevet af en torden fra tyske kanoner, som begyndte at bombe Sovjetunionen langs en grænse på 3000 kilometer – fra Finland i nord til Sortehavet mod syd. Søvndrukne russiske soldater ved grænsen blev grebet af panik. Under den øredøvende spærreild og ledsaget af 3000 flyvemaskiner trængte tre millioner soldater og 3000 kampvogne som en tsunami af stål ind over den sovjetiske grænse.

”Angrebet kom som et fuldstændigt chok for det sovjetiske samfund,” fortæller Christian Hartmann, historiker ved institut for samtidshistorie i München og forfatter til en lang række bøger og publikationer om nazismen.

“Det er det blodigste og største slag på europæisk grund nogensinde. Det foregik lidt som et korstog. Planen var at udrydde store dele af det sovjetiske samfund baseret på den tyske forestilling om et særligt hierarki.”

I bunden af hierarkiet var jøder, romaer og kommunister, som skulle myrdes, mens store dele af de slaviske folk i øvrigt kunne udnyttes til tvangsarbejde. Udryddelsen af de russiske jøder var forløberen for masseudryddelserne i det tyskkontrollerede Europa, som blev indledt i vinteren 1941-42.

Med invasionen brød Det Tredje Riges rigskansler Adolf Hitler den ikke-angrebspagt, han havde indgået med Sovjetunionens leder Josef Stalin i 1939. Trods advarsler fra sine efterretningsfolk var Stalin uforberedt på invasionen og forholdt sig tavs over for det russiske folk helt frem til juli, alt imens den tyske hær med voldsom hast trængte ind i Sovjetunionen. Hitler mente at kunne vinde slaget i løbet af ganske få uger:

”Vi behøver blot at sparke døren ind, og så vil hele den rådne bygning brase sammen,” havde den nazistiske leder proklameret om den sovjetiske stormagt.

”De fleste civile var skrækslagne,” fortæller Christian Hartmann.

”Men der var også mennesker, som befolkningen i Ukraine eller i de baltiske lande, der hyldede tyskerne, idet de troede, at de ville blive befriet fra det undertrykkende Sovjet-system.”

Han peger på to hovedårsager til Hitlers invasion af Sovjetunionen. Den ene var ideologisk, den anden strategisk. Allerede i 1926 havde Hitler i ”Mein Kampf” skrevet, at han ønskede at invadere kommunisterne. Hitler var antislavisk, antibolsjevikisk og antisemitisk, og disse tre hovedfjender var ifølge ham samlet i Sovjetunionen.

”Han troede, at bolsjevismen var en form for jødisk diktatur. Han betragtede de slaviske folk som primitive mennesker, der havde brug for intellektuelt lederskab, og jøderne havde overtaget dette lederskab. Det havde ikke noget med virkeligheden at gøre. Men i hans øjne var der tale om en destruktiv ideologi, som måtte ødelægges. Denne holdning kom til udtryk i begrebet Lebensraum, som betød udryddelse, slaveri eller udvisning af indbyggerne i det tidligere Sovjet, og etableringen af ’germanske’ nybyggere i disse områder,” siger Christian Hartmann.

Den strategiske årsag var, at Hitler med sin såkaldte lynkrig i årene 1939-1941 havde erobret store dele af Europa, men ikke formåede at afslutte krigen her, eftersom Storbritannien havde erklæret Tyskland krig, og den britiske premierminister Winston Churchill ikke ønskede nogen fredsaftale med den nazistiske diktator. Sovjetunionen var rig på ressourcer såsom korn og olie og var samtidig dårligt forberedt på krig, blandt andet fordi Stalin havde fjernet mange dygtige officerer under sine store udrensninger i 1930’erne. Kunne Hitler erobre vigtige dele af Sovjet og lukrere på landets enorme ressourcer, ville han stå stærkt i den sidste store konfrontation med Storbritannien og USA, tænkte han.

Vigtigst var dog det ideologiske motiv, som gav næring til et enormt had mod jøder og kommunister, understreger Christian Hartmann. Der var tale om en udryddelseskrig mod store dele af den sovjetiske befolkning. Med Hitlers egne ord:

”Krigen mod Rusland vil være sådan, at den ikke kan udføres på en ridderlig måde. Denne kamp handler om ideologier og racemæssige forskelle og bliver nødt til at blive udført med en hidtil uset, ubarmhjertig og vedholdende hårdhed.”

Civile blev skudt ned i massevis, og landsbyer blev brændt af. Den tyske hær var velorganiseret og havde særlige divisioner til at klare det beskidte arbejde. Nogle stod for massemordene, andre sørgede for at udnytte den sovjetiske befolkning til tvangsarbejde, fortæller Christian Hartmann.

Ifølge nogle kilder er der ingen anden krig i historien, hvor så mange mennesker i sådan et omfang har begået morderiske handlinger. Hvad gjorde folk i stand til det?

”Frygten for bolsjevisme, som var meget udbredt i Tyskland, var et vigtigt motiv for at deltage i grusomhederne, og det samme var illusionen om, at det var sovjetterne, der havde påbegyndt krigen, hvilket mange troede på. Men det er vigtigt at sige, at Stalins regime også var meget brutalt. Tyske soldater, som ikke troede på de nazistiske teorier, blev trukket ind i kampen af oplevelserne med den brutale fjende,” siger Christian Hartmann.

Stalin veg for eksempel ikke tilbage for at massedeportere sin egen befolkning eller slå sine soldater ihjel, hvis de trak sig tilbage fra fronten.

I løbet af sommeren lykkedes det tyskerne at kæmpe sig helt frem til Leningrad, i dag Sankt Petersborg, og Moskva, og i august 1942 nåede tyskerne byen Stalingrad, i dag Volgograd.

Men så begyndte problemerne for de nazistiske styrker. Efterårsregnen forvandlede de dårlige russiske veje til mudder og besværliggjorde fremmarchen, og da den russiske vinter kom, skar kulden – helt ned til minus 40 grader – sig igennem de tynde tyske uniformer. Efter hårde kampe lykkedes det Den Røde Hær at vende situationen og drive tyskerne tilbage. Det meste af Østeuropa blev erobret af sovjetiske styrker, og i april-maj 1945 kunne sovjetiske tropper indtage Berlin. Tyskland havde tabt krigen.

Vejret spillede en rolle i nederlaget, men hovedårsagen var Sovjetunionens størrelse, mener Christian Hartmann.

“Sovjet var for stort til at blive løbet over ende af den tyske hær, som dog var meget erfaren og veltrænet. Man skal huske på, at Tyskland siden juni 1941 havde ført krig på to fronter. Sovjet var ganske enkelt for stærk, når det gjaldt antal, og stormagten kunne blive ved med at mobilisere soldater.”

Slaget ved Stalingrad 1942-1943, hvor op mod en million sovjetiske soldater mistede livet, bliver ofte betragtet som det psykologiske vendepunkt i krigen, det, der afgjorde krigens udfald og nazismens endeligt.

Men allerede under invasionen i sensommeren 1941 var slaget tabt for Tyskland, mener Christian Hartmann.

“Hitler led af ideologisk blindhed, da han angreb Sovjetunionen. Han var meget succesfuld, da han i 1940-1941 planlagde ud fra rationalisme og ideologisk tænkning. Men ideologi spillede langt den største rolle i angrebet på Sovjet, og da han suspenderede rationalismen, blev det begyndelsen på enden for naziregimet. Mange siger, at Stalingrad var krigens vendepunkt. Men krigen var tabt i vinteren 1941, og allerede fra august vidste nazisterne, at de havde begået en frygtelig fejltagelse.”

Med afslutningen på Anden Verdenskrig opnåede Stalin sin største politiske succes, idet han fremstod som den store leder, der besejrede Hitlers Nazityskland. ”Det sovjetiske samfund betalte en meget høj pris for de allieredes sejr over naziregimet. Sovjet mistede cirka 26,6 millioner mennesker, hvilket er et ekstremt antal sammenlignet med vestlige ofre,” siger Christian Hartmann.

”Men man skal huske på, at nazisterne og sovjetterne var allierede helt op til juni 1941. Hitlers store modstander i denne periode var ikke Stalin, men Winston Churchill. Så det var på grund af alle Stalins diplomatiske fejltagelser, at det sovjetiske folk måtte betale med deres blod. Hans fejltagelser ændrer dog ikke ved Tysklands skyld. Det tyske rige indledte denne krig og udkæmpede den som en racistisk udryddelseskrig.”