Prøv avisen

Alt for få kender historikeren Holberg

Holberg var særdeles produktiv, og den historiske del fylder omkring halvdelen af hans forfatterskab. Her ses en række af Holbergs historiske værker i førsteudgaver fra Sorø Akademis bibliotek. - Foto: Kristoffer Schmidt

Ludvig Holberg ville ikke bare opregne fortidens begivenheder for sit publikum, men fortælle historien og forklare, hvordan den skulle forstås, og hvad den kunne bruges til

Der er tilsyneladende ingen ende på vores begejstring for dramatikeren Holberg, hvis mest kendte komedier igen og igen opføres på de danske scener. I år har man for eksempel kunnet opleve ”Jeppe på bjerget” på Bornholms Teater og ”Den vægelsindede” på Odense Teater, og efter nytår spiller Folketeatret i København ”Jean de France”, mens Det Kongelige Teater laver sin egen version af ”Barselsstuen”.

Anderledes sløjt står det til med historikeren Holberg, som er blevet læst meget lidt de seneste 150 år. Men måske blæser der nye og mere gunstige vinde for det norskfødte nationalklenodie, hvis historiske værker faktisk fylder omkring halvdelen af hans omfangsrige forfatterskab.

Det mener i hvert fald historikeren Sebastian Olden-Jørgensen, lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, der netop har udgivet en ny bog om Ludvig Holberg som historiker eller helt præcist om Ludvig Holberg som såkaldt pragmatisk historiker.

Holberg ville nemlig ikke bare opregne fortidens begivenheder for sit publikum, men fortælle historien og forklare, hvordan den skulle forstås, og hvad den kunne bruges til. Og mens den måde at være historiker på i mange år har givet anledning til hovedrysten og rynkede næser hos fagfolk, der havde objektivitet som deres ideal, er der sket noget på det seneste.

”Historieskrivningen har ændret sig. Vor tids idealer kan igen favne den pragmatiske historieskrivning, som Holberg stod for,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.

”Vi har meget bedre muligheder for at forstå og anerkende Holberg - og måske vil vi oven i købet læse ham.”

Læst blev Holberg i hvert fald i sin samtid. Da han i 1730'erne udgav sin største historiske bedrift, trebindsværket ”Dannemarks Riges Historie” på omkring 2500 sider, faldt den nemlig på et tørt sted.

”Han er i en ønskesituation forstået på den måde, at han rammer markedet på det rigtige tidspunkt. Han giver sin tid en tidssvarende danmarkshistorie, og sådan en har ikke været alment tilgængelig i hundrede år,” fortæller Sebastian Olden-Jørgensen, der på den baggrund ikke tøver med at kalde Holberg epokegørende.

Den store danmarkshistorie blev fulgt op af både en kirkehistorie og en historie om det jødiske folk, og derudover er der historisk stof i adskillige andre af Holbergs bøger, blandt andre hans såkaldte ”Heltehistorier” og ”Heltindehistorier” fra henholdsvis 1739 og 1745.

Også hans debutbog fra 1711 behandler et historisk stof, nemlig den europæiske historie. Bogen, som Holberg med egne ord skrev, da han var så ung, at han kun havde ladet sig barbere omkring en enkelt gang, var den første af sin slags på dansk og kom i adskillige oplag. Den hedder ”Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historier”, og man skal her lægge mærke til flertalsformen i ”historier”, som blev brugt, før historieskrivningen blev videnskabeliggjort midt i 1800-tallet, forklarer Sebastian Olden-Jørgensen.

”Der ligger i Holbergs historiebegreb en naturlig pluralisme. Han har ikke et stærkt begreb om historien som én stor proces. Det er noget, man kan fortælle mange forskellige historier om,” siger han.

Det ændrer dog ikke på, at Holbergs sigte er at fortælle om de personer og begivenheder, der leder frem til hans egen tid og gør den til det, den er, fastslår Sebastian Olden-Jørgensen.

”En pragmatisk historiker respekterer, at historien skal være en sammenhængende fortælling, der skal vise, hvordan tingene blev, som de blev. Holberg skriver for at oplyse og belære offentligheden. Det bærende tema i hans historieskrivning fra start til slut er den lange vej til enevælden som det bedste politiske system og de oldenborgske konger som kompetente regenter i et hensigtsmæssigt og effektivt styre, som vi kan have tillid til.”

Jens Kr. Andersen, der er tidligere docent i dansk litteratur ved Københavns Universitet, dr.phil. på en afhandling om Holbergs komedier og på vej med en introduktion til Holbergs forfatterskab, fremhæver 1700-talsdigterens tendens til at politisere i de historiske værker.

”Det er påfaldende ud fra et moderne synspunkt, at han er så åbenlyst ideologisk, som han er. I praksis udfolder han en ikke ringe propagandistisk tilbøjelighed,” siger han.

Ud over lovprisningen af enevælden er det ifølge Jens Kr. Andersen især en mistro til den gamle fødselsadel, der præger Holbergs vurderinger. Fødselsadelens indflydelse blev svækket ved enevældens indførelse, men der lurede stadig en frygt for, at den kunne komme på banen igen, og Holberg foretrak så langt den nye titeladel, der var udnævnt af kongen personligt.

”Han så den nye adel som kronens hårdtarbejdende tjenere, der skulle gøre nytte i et moderne samfund,” fortæller Jens Kr. Andersen, der fremhæver, at også Holberg personligt havde nydt godt af de nye karrieremuligheder, som ikke-adelige havde i det enevældige system. Det var netop en dedikation til Frederik IV i et aldrig trykt historisk værk, der skaffede Holberg lovning på den stilling ved Københavns Universitet, der efter et par midlertidige professorater i 1730 blev vekslet til et professorat i historie. Som afløsning af 1720'ernes 'poetiske raptus' (foretagsom periode, red.), der blandt andet resulterede i hans komedier, fulgte herefter det, man har kaldt hans 'historiske raptus', og blandt andet indtægterne fra salget af hans umådelig populære historiske værker satte ham i stand til selv at blive ophøjet til baron i 1747, syv år før sin død.

Den sidste del af Holbergs forfatterskab, som blandt andet indbefatter hans epistler, har man kaldt den ”filosofiske raptus”, men selvom man altså kan opdele hans værker under forskellige raptusser, er det den samme Holberg, man møder i dem alle, mener Jens Kr. Andersen.

”Det er dramatikeren, man mest associerer Holbergs navn med, men det betyder ikke, at der var nogen afgrundsdyb forskel på de værdier, han forkyndte som historiker og dramatiker,” siger han.

”Han var aldrig 100 procent alvorlig, og man må altid overveje den mulighed, at han har tungen i kinden.”

Netop den humoristiske stil var ifølge Sebastian Olden-Jørgensen et af de ankepunkter, samtiden havde over for hans historiske værker. Hvor vor tids historikere nok mest vil hæfte sig ved, at han var lidt for hurtig og sjuskede med sine kilder, mente fagfællerne på Holbergs egen tid, at han havde for mange meninger, kunne for lidt oldnordisk og i øvrigt beskæftigede sig med alt for sjofle ting, en kritik, Sebastian Olden-Jørgensen dog har svært ved at finde belæg for set med nutidens øjne. For nok kunne Holberg være skarp i sin satire, og nok videregav han ugenert sine vurderinger af fortidens historiske aktører, men han gik ikke til yderlighederne:

”Holberg er moderat. Han repræsenterer den bløde middelvej - undtagen hvad angår humoren. Her er han tydeligvis alt for tit alt for morsom,” siger han.

Sebastian Olden-Jørgensens ”Ludvig Holberg som pragmatisk historiker. En historiografisk-kritisk undersøgelse” er udkommet på Museum Tusculanums ForlagJens Kr. Andersens ”Statsborger, intellektuel og dramatiker. En introduktion til Ludvig Holbergs forfatterskab” udkommer på Forlaget Multivers i 2016

Ludvig Holberg var fra 1717 professor i først metafysik og siden latinsk digtning ved Københavns Universitet. Stillingerne var imidlertid kun mellemstationer til det professorat, Holberg ønskede sig, nemlig det historiske. Det fik han i 1730, og året efter lod han udfærdige et kobberstik, der præsenterer ham som historieprofessor. - Foto: Kristoffer Schmidt