Prøv avisen

Genforeningens betydning gennem 100 år

Genforeningsaktivisme efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 kom blandt andet til udtryk i de såkaldte genforeningssten, som der findes over 600 af i Danmark. Her ses Esterhøjstenen i Odsherred Kommune. – Foto: Thomas Tolstup/Grænseforeningen

Den folkelige aktivisme efter Genforeningen stod stærkest i mellemkrigstiden, og afstemningsfester fyldte forsamlingshusene over hele landet. Men siden 1960’erne har det nationale spørgsmål tabt terræn – ifølge 82-årige Marie Hess fra Sønderjylland mangler ungdommen viden om Genforeningens betydning

Over 600 genforeningssten blev der rejst landet over til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark efter landsdelens hjemkomst i 1920. Inskriptioner og motiver varierer, det samme gør størrelse og placering, men mindestenene – som for nylig blev fredet af Kulturministeriet – står i dag som et af de tydeligste tegn på den folkelige genforeningsaktivisme, som skyllede hen over Danmark efter den nye grænsedragning for 100 år siden.

”Langt de fleste sten blev rejst på udpræget lokalt initiativ. Typisk var der tale om en stor natursten fra sognet, som man i fællesskab slæbte til hen til en central placering i landsbyen og gav en kunstnerisk udsmykning. Processen skabte en samhørighed i lokalområderne,” fortæller Carsten Porskrog Rasmusen, leder ved historieafdelingen på Museum Sønderjylland og medforfatter til ”Sønderjyllands historie”.

”Mange steder går man i gang med at rejse dem med det samme efter afstemningen i 1920, ligesom der bliver rejst en del i forbindelse med 10-årsjubilæet i 1930. Næste bølge kom med nazismens opblomstring, hvor mange igen følte, der var behov for markere sit tilhørsforhold.”

Genforeningsstenene findes i hele Danmark, men i Sønderjylland er koncentrationen af netop dén form for erindringskultur særligt høj, fortæller lokalhistorikeren Ingolf Haase, som i 2008 udgav en bog om de sønderjyske genforeningssten.

”Alene i Tønder Kommune findes 35, og det har simpelthen været vigtigt for folk at have et dansk mindesmærke i lokalområdet. De fleste blev rejst i kølvandet på afstemningen, men da jeg udgav min bog i 2008, blev jeg kontaktet af folk fra Rømø. Der havde man nu besluttet at rejse en sten, for man var simpelthen flov over ikke at markere klart og tydeligt, at her var der så sandelig tale om en dansk ø,” fortæller Ingolf Haase.

Ifølge historiker Carsten Pors-krog Rasmussen var stenene en påmindelse om Genforeningen, men de spillede sjældent en ceremoniel rolle i lokalsamfundene. Det gjorde – og gør – til gengæld de årlige afstemningsfester:

”I Sønderjylland opstår meget tidligt efter afstemningen en genforeningsaktivisme i civilsamfundet, som tydeligst kommer til udtryk gennem fejringen af de årlige såkaldte nationale fester: Selve afstemningsdagen den 10. februar, genforeningsdagen den 15. juni, og Christians den Tiendes fødselsdag den 26. september,” siger han.

Allerede den 26. september 1920 bliver kongens fødselsdag fejret i Aabenraa, og på kort tid breder festlighederne sig til resten af landet, hvor de mange steder bliver årligt tilbagevendende begivenheder. Alene kongefødselsdagen i 1935, som Carsten Porskrog Rasmussen har beskæftiget sig indgående med, blev fejret 134 steder bare i Sønderjylland.

Bag festerne, der som regel blev afholdt i forsamlingshusene, stod lokale og nationale foreninger. De var udpræget decentralt organiseret, hvilket var en selvstændig pointe, fortæller Carsten Porskrog Rasmussen:

”Typisk for tingene i grænselandet var arrangementerne i høj grad en spejling af noget, man havde oplevet i tysk tid – men på en bevidst anderledes måde. Før havde man fejret kejserens fødselsdag, nu fejrede man kongens. I tysk tid var det med statens tunge apparat i ryggen, der blev afholdt arrangementer, nu var det i høj grad forankret i civilsamfundet. Man kopierede fejringer af centrale begivenheder, men man gjorde det på demonstrativ omvendt vis,” siger han.

De nationale fester bestod typisk af kaffebord, taler og sange – og på et tidspunkt blev det også normalt med efterfølgende bal. Sangene kunne være ’Det haver så nyligen regnet’ og ’Kong Christian’, mens indholdet af talerne varierede alt efter omstændighederne, fortæller Carsten Porskrog Rasmussen:

”I visse perioder blev talerne mere aktuelle, og da nazismen begyndte at ulme i 1930’erne, fik de mere politisk indhold. I perioder, hvor tingene blev sat lidt mere på spidsen, handlede det ofte om sammenhold og om truslen mod Danmark og demokratiet.”

Foreningerne spillede en afgørende rolle for den folkelige aktivisme i mange år efter 1920 – også som forbindelsesled til de dansksindede syd for den nye grænse. Det fortæller Hans Schultz Hansen, forskningsleder ved Rigsarkivet og ekspert i den danske nationale bevægelse og det danske mindretal i det 19. århundrede.

”I kølvandet på afstemningen blev der iværksat en kulturoffensiv i Sønderjylland, og særligt området ned mod grænsen fik en saltvandsindsprøjtning. Der var tale om et stort og mangesidet arbejde, som blev varetaget både inden for rammerne af de eksisterende foreninger og gennem oprettelsen af nye,” fortæller han og uddyber:

”Centralt står selvfølgelig Grænseforeningen, som blev den samlende organisation for støtten til arbejdet syd for grænsen. Men der blev arbejdet hårdt på begge sider, og nord for grænsen var det særligt Sprogforeningen, der drev udviklingen frem og fik medlemmer i hele landet.”

Grænseforeningens arbejde bestod blandt andet i at yde støtte til oprettelse af danske institutioner syd for grænsen, og i 1949 nåede foreningens medlemstal sit foreløbige højdepunkt med omkring 200.000 medlemmer. Siden er udviklingen vendt, og i dag tæller foreningen cirka 12.000 medlemmer. Et billede på, hvilken vej det generelt er gået for genforeningsaktivismen, mener Carsten Porskrog Rasmussen:

”Både foreningerne og hele kulturen med de årlige fejringer svækkes betragteligt efter Anden Verdenskrig. Det sker på grund af nye tilbud som biografer og popklubber og de mange idrætsforeninger, der lægger beslag på folks fritid, men også fordi der op gennem 1960’erne breder sig en opfattelse af, at grænsen ligger fast, ligesom det er de færreste, der for alvor frygter tyskerne,” siger han.

”Når det, man er sat i verden for, ikke længere fylder så meget i folks bevidsthed, så stopper de med at være aktive. Og fra 1960’erne og frem så de unge ikke den store grund til at gå til møder om det nationale spørgsmål – de ville hellere i popklubben og danse moderne. Og hvis man endelig var politisk engageret, så var det i højere grad atomvåben end en grænseflytning, der lå lige for.”

En af dem, som ikke desto mindre har holdt fast i genforeningsaktivismen frem til i dag, er Marie Hess, hvis 82-årige liv ”har haft det danske som en klar rød tråd”.

”Jeg er ud af en familie, der altid har været meget dansk – også selvom vi på et tidspunkt befandt os på den forkerte side af grænsen,” fortæller Hess, der i 40 år har været lærer på Als og i en årrække var museumsvært på Historiecenter Dybbøl Banke.

”En skelsættende begivenhed for familien var i 1899, hvor min oldefar sendte en af sine sønner på Holsted efterskole nord for grænsen, der jo dengang gik ved Kongeåen. Efter kort tid fik han besked fra de tyske myndigheder om, at hans søn skulle hjem, for han kunne jo risikere at tage skade af den danske påvirkning. Det nægtede min oldefar, og så fratog de ham forældremyndigheden og gav den til en skorstensfejer i Nordborg. Det har fyldt meget i familien lige siden,” fortæller Marie Hess, der har været medlem af Grænseforeningen i 40 år, blandt andet som formand for Sønderborgs lokalafdeling fra 1996 til 2005.

”I begyndelsen var det et godt fællesskab, men jo også et stort foretagende – bare i Sønderborg havde vi 1300 medlemmer. Men det er gået noget tilbage siden, og i dag ligger vi på omkring 250. En del af forklaringen er jo nok tidsånden – når alt falder til ro, så falder folk jo fra,” siger hun.

Marie Hess har selv deltaget på Grænseforeningens årlige ture til Sydslesvig, ligesom hun har været med til at sælge de såkaldte Dybbøl-mærker, der sammen med lodsedler fra Det Sønderjyske Lotteri finansierede forskellige aktiviteter, herunder sydslesvigske børns ferieophold i Danmark.

”Mærkerne kostede 2 kroner stykket dengang, og alene i Sønderborg kunne vi sælge for 50.000 kroner. Vi samarbejdede med skolerne, hvor eleverne fik lov at sælge dem, og så kunne de beholde en procentdel til klassekasserne. Men i dag har de unge jo penge nok, så det er der ikke så meget ved. Og så lærer de heller ikke længere, hvor stor en betydning Genforeningen har haft,” siger hun.

De flere end 600 danske genforeningssten findes overalt i landet, men der er en klar overvægt i Sønderjylland. Her ses en mindesten ved Dybbøl Mølle, der blev rejst i genforeningsåret 1920, hvor området atter blev dansk. – Foto: Morten Juhl/Scanpix