Prøv avisen

Hvad betyder ”fredsbesættelse”?

To ansigter, der symboliserede samarbejdspolitikken indtil 1943: Den daværende radikale udenrigsminister Erik Scavenius (tv.) og nazisternes rigsbefuldmægtigede, Werner Best, som havde til opgave at få Danmark til at passe ind i Adolf Hitlers planer. – Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix

Frem til 1943 kommunikerede Danmark og Tyskland via de to landes udenrigsministerier

Ifølge historikeren Niels Wium Olesen var forholdet mellem besatte og besættere i Danmark forskelligt fra resten af det besatte Europa. På overfladen forblev Danmark efter den såkaldte ”fredsbesættelse” 9. april 1940 et uafhængigt land, som Tyskland forhandlede med uden at tvinge det til noget. Ved invasionen blev den danske regering stillet over for et tysk ultimatum, der krævede enten overgivelse eller hensynsløs nedkæmpelse af de danske styrker og luftbombardement af hovedstaden. I erkendelse af det ulige styrkeforhold valgte regeringen det første. Det tyske ultimatum var en del af et længere memorandum, som forsikrede, at besættelsen ikke havde til hensigt at “antaste Kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed”.

Det tolkedes som et tysk løfte om det politiske systems fortsatte beståen samt om, at besættelsesmagten ikke ville forlange Sønderjylland indlemmet i Tyskland. Udenrigsminister Peter Munch udformede det danske svar, hvori det hed, at den danske regering havde besluttet “under protest at ordne landets forhold under hensyn til den besættelse, som har fundet sted”. Kongen og regeringen udsendte et opråb, hvori man forbød enhver modstand mod besættelsestropperne, krævede “ro og orden” og indskærpede pligten til at adlyde “alle, der har en myndighed at udøve”.

Den relativt fredelige besættelse af landet havde skabt en særegen situation, som både de tyske og de danske forhandlere så en mulighed i at udnytte. Hvor der i andre besatte lande blev oprettet en tysk forvaltning, var det i Danmark stadig danske myndigheder, der havde det formelle ansvar, ligesom det politiske system fra helt ned til sogneråd fortsatte med at fungere stort set uantastet. Næsten som om intet var hændt, foregik den officielle kontakt mellem Danmark og Tyskland hele krigen igennem via de to landes udenrigsministerier, som det sig hør og bør for to frie og uafhængige stater. Ordningen mellem besættelsesmagten og det besatte Danmark kaldtes ifølge international ret en ”fredsbesættelse”.

Økonomisk var det danske samfund i en alvorlig situation. Hele grundlaget for den danske samfundsøkonomi var brudt sammen, fordi Tyskland ikke længere tillod Danmark at handle med Tysklands fjende Storbritannien, som havde været Danmarks vigtigste samhandelspartner. Arbejdsløshed i byerne og strukturelt sammenbrud for landbruget truede. Men et dansk-tysk interessesammenfald løste den gordiske knude. Tyskland var interesseret i at importere danske landbrugsprodukter og var til gengæld villig til at forsyne Danmark med brændsel og råvarer til den danske hjemmemarkedsindustri. Men selvom sammenbruddet således var afværget, var det en dansk økonomi, der kørte i lavere gear.

I forhold til resten af Europa førte det til langt fredeligere tilstande i Danmark. Prisen var en forhandlings- og samarbejdspolitik med besættelsesmagten.

Ordet ”forhandlingspolitik” udtrykker – når det benyttes alene – et positivt eller i hvert fald forstående syn på den danske politik over for besættelsesmagten .”Sam-arbejdspolitik” indebærer derimod en politisk eller moralsk afstand til den danske politik. Oprindeligt blev betegnelsen ”samarbejdspolitik” dog brugt af de fire store politiske partier – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre – om det samarbejde på Rigsdagen, som dannede parlamentarisk grundlag for regeringerne under Besættelsen. Andre bruger ordet ”kollaboration”, der henviser til Vichy-styrets relation til Tyskland og strengt taget også bare betyder ”samarbejde”.

Fiktionen om den fredelige besættelse havde medført en højere grad af sikkerhed og levestandard for danskerne end i andre besatte lande. Prisen var, at Danmark kom til at spille en afgørende rolle for forsyningen af Tyskland med landbrugsprodukter. ”Hitlers spisekammer” har historikeren Joachim Lund kaldt Danmark under Besættelsen – på grund af landets store betydning for det tyske samfund og dermed for krigsindsatsen. For visse produkter som smør, bacon og fisk dækkede import fra Danmark over 10 procent af det tyske forbrug, hvilket til dels forklarer, hvorfor tyskerne ikke sultede som under Første Verdenskrigs sidste år.