Den imposante byzantinske hovedkirke Hagia Sophia fra 537 blev omdannet til moské efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453. Mustafa Kemal Atatürk gjorde den i 1934 til museum som led i sekulariseringen af Tyrkiet. Nu har præsident Recep Tayyip Erdogan gjort den til moské igen, hvilket har vakt berettiget kritik bygningens kristne karakter taget i betragtning. Det betyder dog næppe, at turister fratages muligheden for at besøge bygningen uden for bønnerne. I så fald kan man fortsat komme op i galleriet på første sal, hvor man med lidt besvær kan finde nogle streger indridset i balustraden. Ved nøjere eftersyn viser de sig at være runer.
Det er ikke lykkedes at tyde indskriften, bortset fra navnet Halvdan. Men der er enighed om, at den er fra 1000-tallet, da skandinaviske krigere gjorde tjeneste i den byzantinske kejsers livgarde, varægergarden. Om det er en nordisk kriger, der har kedet sig under gudstjenesten på græsk, ved vi ikke. Men indskriften vidner om en forbindelse mellem det ortodokse Byzans og Skandinavien, der var ved at blive kristnet fra Hamburg og England. Der er også skitser af skibe med dragehoved (gengivet i Jeanette Varberg, Viking 2019, s. 318).
Ruten via de russiske floder er beskrevet i en russisk krønike under overskriften ”vejen fra varægerne til grækerne”. Kejser Konstantin Porfyrogenetos, der regerede fra 913 til 959, nævner lokaliteterne i ”De Administrando Imperio”, en manual for hans søn og efterfølger på græsk, trods den latinske titel. Her beskrives vandfaldene i floden Dnepr, som skandinaverne passerede på vej til Sortehavet og Byzans.
At skandinaviske krigere grundlagde de russiske riger i Kijev og Novgorod, er der i dag enighed om blandt forskerne i både øst og vest, selv om det tidligere blev benægtet fra russisk side.
Ifølge Nestorkrøniken fra 1113 blev Rusland kristent i 988, da fyrsten af Kijev, Vladimir I, sendte gesandter til Konstantinopel for at undersøge kristendommen. De vendte tilbage og meddelte, at ”kristendommen var som at være i himmelen”, hvorefter fyrsten beordrede dåb af alle stormænd i riget.
Den russiske kirkes leder, metropolitten, havde sæde i Kijev, men var undergivet patriarken i Konstantinopel. Fra Byzans overtog russerne den ortodokse tradition, at kirke og fyrste skulle samarbejde, således at kirken støttede staten til gengæld for, at staten beskyttede kirken.
”Varæger” eller ”væringer” var skandinaviske krigere, som under Rurik (død 879) organiserede et russisk rige i Novgorod. På oldrussisk hed de varjag, på oldnordisk væringi. Det var varæger, der hjalp Vladimir I til magten i 980 i Kijev, og det var med dem, at hans søn Jaroslav den Vise sejrede i en borgerkrig 1015-19. Efter sejren kom de til Konstantinopel som den byzantinske kejsers livgarde. Navnet varangoi findes dog først i græske kilder fra 1034. Det er formentlig en af disse varæger, der har ridset runerne i Hagia Sophia.
Rus blev efterhånden navnet for hele befolkningen, mens varæger brugtes om en elite af købmænd og krigere.
Varægernes nordiske oprindelse blev længe bestridt fra russisk side i den såkaldte varægerstrid, mens nordiske forskere med inddragelse af græske, arabiske og nordiske kilder ikke har fundet grund til at betvivle deres skandinaviske oprindelse. I dag er det kun russiske nationalister, der benægter den nordiske baggrund.
Tesen om, at ”rus” stammede fra Skandinavien, fremsattes første gang i 1700-tallet, men blev til en international debat, da den respekterede danske sprogforsker Vilhelm Thomsen (1842-1927) i 1877 i Oxford fremsatte tesen om Novgorod- og Kijev-herskernes ”normanniske” baggrund. Thomsens forelæsninger om nordboernes rolle i grundlæggelsen af det første russiske rige fra 1878, ” The Relations between Ancient Russia and Scandinavia and the Origin of the Russian State ”, er genudgivet af Cambridge University Press i 2010.
Men forbindelserne gik begge veje, og den østlige indflydelse i Norden var større end normalt anerkendt. Varægergarden tjente som den byzantinske kejsers personlige livvagt. I modsætning til mange byzantinske soldater var de loyale mod deres herre. Da de samtidig kæmpede med dødsforagt til sidste mand, blev de indsat i vigtige kampe som mod normannerne i Syditalien og mod araberne på Sicilien i 1000-tallet.
Denne rolle fortsatte varægergarden med at spille efter, at den blev rekrutteret af angelsaksiske stormænd, der havde mistet deres besiddelser efter den normanniske erobring af England. Skandinaver kom dog stadig til Konstantinopel, eller Miklagård, den store by, som de kaldte den. Den bedste kendte skandinav i Byzans var den senere norske konge Harald Hårderåde (1015-66). Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede via Sverige og Novgorod til Konstantinopel, hvor han tjente i ti år fra 1034 i Sicilien, Anatolien og Bulgarien.
På hjemrejsen giftede han sig med Jelizaveta Jaroslavna af Kijev, datter af Jaroslav den vise og Ingegerd af Sverige.
I 1045 blev Harald anerkendt som medkonge i Norge mod at dele sine skatte fra Byzans, og i 1047 blev han enekonge. Han kæmpede med Svend Estridsen om herredømmet over Danmark, indtil han i 1066 faldt ved Stamford Bridge under et forgæves forsøg på at erobre England – hvilket banede vejen for normannernes erobring senere samme år.
Ved det store skisma mellem Øst- og Vestkirken i 1054 følte han, og ikke mindst hans russiske dronning, sig mere hjemme i en byzantinsk kirketradition end i en vestlig.
Om Norden kunne være blevet kristnet fra øst, er spekulation. Men muligheden forelå længe – som det fremgår af den byzantinske indflydelse på de danske kalkmalerier, som kunsthistorikeren Ulla Haastrup har påvist.