Tag Dybbøl Mølle, besættelsestiden, Dannebrog, nationalsangen, et parcelhus, Grundtvig, Grundloven og H.C. Andersen, og put det hele ned i en stor gryde. Lad det stå og simre i et par hundrede år, og så har du en ganske udmærket nationalret: den danske identitet.
Egentlig burde der være tusindvis af andre ingredienser i den store gryde, men som i al god kogekunst må man lære at begrænse sig. På de følgende linjer kigger forskere og historikere dybt ned i den store gryde, smager på hver enkelt ingrediens og ser nærmere på, hvad det i virkeligheden er, der i dag gør os særligt danske.
Lad os starte med den første ingrediens i gryden. Slaget ved Dybbøl Mølle i 1864. Egentlig ikke noget slag, danskerne kan være stolte af. Danmark led et tragisk nederlag og tabte både Slesvig og Holsten til tyskerne.
– Efter den tragiske krig i 1864 havde de fleste mennesker i landet nok fået en fornemmelse af, hvad det danske folk bestod af. I denne stund blev danskheden mere vigtigt end nogensinde. Tidligere havde fokus været vendt mod riget og staten – hvad Danmark havde været mindre heldig med. Efter 1864 blev opmærksommen mere rettet mod nationen, forklarer Palle Ove Christiansen, der er dr.phil og direktør for Dansk Folkemindesamling.
Historikeren Steffen Heiberg supplerer:
– Selv om Danmark tabte slaget ved Dybbøl Mølle, overbeviste man hurtigt hinanden om, at man havde kæmpet mere modigt end tyskerne. Vi var bare for få i forhold til fjenden. Slaget ved Dybbøl Mølle medførte en stærk nationalitetsfølelse, og kort efter opstod mottoet "Hvad udad tabes, skal indad vindes," fortæller Steffen Heiberg, der er museumsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum i Frederiksborg.
Det var Enrico Dalgas, der i 1866 som medstifter og direktør for Det Danske Hedeselskab gjorde de jyske heders opdyrkning til en nationalsag under mottoet "Hvad udad tabes, skal indad vindes."
Og mottoet hænger stadig ved.
– Hver gang vi føler os truede, søger vi tilbage i historien og klamrer os til den danske identitet, siger Steffen Heiberg og lægger Dybbøl Mølle tilbage i gryden.
I stedet trækker han besættelsestiden op. En tid, vi stadig mærker dønningerne fra.
- Inden for de seneste 100 års historie er besættelsestiden nok den, der har skærpet visheden om det at være dansk mest. Anden Verdenskrig bragte danskerne sammen, forklarer Steffen Heiberg og tilføjer, at krigen desuden var med til at skabe den velfærdsstat, vi kender i dag.
– Før krigen var der stor forskel på fattig og rig. Det er meget sandsynligt, at besættelsestiden indirekte var med til at udligne de sociale forskelle. Efter krigen blev der lavet en omfattende velfærdslovgivning, der bandt os sammen. Vi følte, at vi havde et særligt demokrati, og dermed blev den danske selvforståelse baseret på demokratiet, der i manges øjne var mere indviklet og unikt end andre steder i verden, siger Steffen Heiberg og tilføjer, at besættelsestiden også medførte en helt ny flag-tradition i Danmark.
– Vi flager som gale i Danmark. Og vi gjorde det især på befrielsesdagen. Hvis tyskerne flagede lige så meget som vi, ville verden da begynde at blive mistænksomme. Dannebrog bliver både brugt i officielle og private sammenhænge. Vi flager ved fødselsdage og pynter juletræet med små dannebrogsflag på snor. Det er der ikke tradition for i andre lande, forklarer Steffen Heiberg.
Navnet Dannebrog betyder "danernes fane" eller "rødfarvet fane", og forekommer første gang i en dansk tekst fra 1478 og i en hollandsk tekst hundrede år tidligere. Legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen under et slag i Estland, omtales i en dansk krønike fra begyndelsen af 1520'erne. Ifølge krøniken kom flaget til syne ved Lyndanisse den 15. juni 1219. Siden 1500-tallet har danerne markeret deres nationale identitet med Dannebrog.
– I 1833 blev det forbudt for private at flage. Frederik VI mente, at det var provokerende, at private flagede med statens symbol. Men under krigen mod Tyskland i 1848 blev forbudet ophævet, og siden har befolkningen flaget løs, siger Steffen Heiberg og smider Dannebrog tilbage i historiegryden og tager fat i nationalsangen, der har mindst lige så stor betydning for danskheden som Dannebrog.
– Nationalsangen er et bindemiddel for danskerne. Ikke nok med at sangen er skrevet på dansk – det er en sang, vi alle sammen kender. Hvem husker ikke EM i fodbold i 1992, hvor hele nationen skrålede med på nationalsangen, da Danmark skulle møde Tyskland i finalen?
@-Brødtekst:– Europamesterskabet gav en identitetsfølelse af de helt store. Det var helt tydeligt noget, man kunne samles om. I overført betydning er fodbold jo et slagsmål under mere ordnede forhold, fortæller Steffen Heiberg.
Men selv om EM i fodbold 1992 på mange måder fremhævede en fælles følelse af danskhed, er der dog ikke noget så dansk som et parcelhus, siger han.
– Det lyder nok mærkeligt, men der er ikke noget så dansk som et godt, gedigent parcelhus fra 1960'erne. Byggefirmaerne gik amok dengang, og det er virkelig noget, der er karakteristisk for danskheden i dag. Jeg tror dog, at arkitekturen vil blive mere ensartet i fremtiden, da flere og flere byggefirmaer bliver internationaliseret. Ikke dermed sagt, at Danmark om føje år kommer til at ligne Italien. Men jeg tror, at der arkitektonisk vil komme en større ensartethed i Europa, siger Steffen Heiberg og presser parcelhuset tilbage i gryden og overlader den simrende substans til Lene Frølund Thomsen, der er cand.mag. i fransk og religion, underviser på Ask Højskole og har igennem flere år rejst med foredraget "Danskheden – findes den? Og hvor skal vi i så fald lede efter den?". Lene Frølund Thomsen er ikke et sekund i tvivl om, hvem hun først vil trække op af gryden.
N.F.S. Grundtvig. Digteren, forskeren og grundlæggeren af højskoletanken.
– Grundtvig var om nogen den, der startede den folkelige, danske ånd. For danskheden kan ikke ses. Den kan mærkes. Han gjorde op med den sorte skole og de døde bogstaver. Han gik selv i latinskole, hvilket fik ham til at visne. Vi kan takke Grundtvig for vores åbenhed, vores tolerance og vores dannelse, siger Lene Frølund Thomsen og fortsætter:
– Højskoletanken er dansk. Og dermed også tanken om, at fællesskabet er stærkere end individet. Vi har en meget ironisk og drillende tilgang til hinanden. Sammenlignet med andre folkeslag, har danskerne en kolossal selvironi. Englænderne har måske lidt af det samme i sig, men ser man på franskmændene, er de meget autoritære. De forbyder hellige symboler i offentligheden og har et meget stift skolesystem, forklarer hun og smider den store salmedigter og højskolegrundlægger tilbage historiegryden. I stedet trækker hun Grundloven frem, for den er også meget sigende for vores fælles danske identitet, mener hun.
– Ideen om en grundlov er for så vidt ikke dansk. Men den danske grundlov er selvfølgelig meget dansk. Den bygger på et fundament, hvor kirke og stat er uadskillige og skaber en ånd, de færreste af os spekulerer over i hverdagen. Grundlovens indførelse er på mange måder vigtigere end alt andet i dansk historie. Den er blevet til over mange hundrede år – inspireret af Jyske Lov fra 1241 – og ligger i vores blod. Den dikterer social retfærdighed, og vores danskhed bunder i høj grad i grundloven. Derfor er den også så svær at ændre på. For hvis man ændrer grundloven, ændrer man også den danske ånd og den fælles danske identitet, siger hun.
Lene Frølund Thomsen mener i øvrigt, at den danske bevidsthed er blevet skærpet i takt med globaliseringen, EU-medlemsskabet og frygten for terror.
– I kølvandet efter den 11. september er der kommet kolossal fokus på diskussionen om danskheden, de danske værdier, religionen og den danske demokrati-tradition. Selv politikerne kæmper det, de kalder kulturkamp. I folkeskolerne og gymnasieklasserne indfører man kanonlister, hvilket jo kun er med til at forstærke følelsen af en fælles dansk identitet, siger Lene Frølund Thomsen og overlader historiegryden til Jean Monnet professor Uffe Østergård, der er direktør for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier i København.
– Nationalitetsfølelsen oprustes i disse år. Dog mest fra politisk hold. Derfor afhænger danskheden meget af den politiske kulturkamp. Risikoen er selvfølgelig, at nogle vælger at hoppe af, fordi diskussionen om nationalitetsfølelsen er blevet så politiseret. Men det er vigtigt, at vi får diskuteret hvor og hvornår, det giver mening at tale om danskhed, siger Uffe Østergård.
Han mener dog, at der ligger noget i danskheden, der er umuligt at knuse.
– På trods af de mange udefra kommende trusler – såsom globalisering, indvandring og terror – er Danmark et gammelt land med en lang historie. Vores særlige kirke og stat ordning er så grobunden i det danske samfund, at det umuligt kan knuses af nogle udefra kommende trusler. Simpelthen fordi det er et folkeligt foretagende, forklarer Uffe Østergård.
Spørgsmålet er så, om Danmark fortsat vil have en fælles identitet.
– Vi lever i et landsbyfællesskab, og vores politiske kultur er meget lukket. Der findes mange underforståede regler, som udefrakommende umuligt kan sætte sig ind i. Hvis man skal forstå danskheden, er man nødt til at være født og opvokset i Danmark. Med alt, hvad det medfører. Derfor er danskheden nok svær at pådutte andre, der ikke er vokset op med disse uskrevne regler, siger Uffe Østergård.
Palle Ove Christiansen, der er direktør for Dansk Folkemindesamling, supplerer:
– I dag ved vi, at enhver tid besidder større eller mindre elementer fra tidligere tider, og at nyt konstant føjes til gammelt samtidig med, at andet hele tiden forgår i glemsel. Når vi står over for så dynamiske størrelser som moderne nationalfølelser og særlig politisk nationalisme kan man med rette tale om en historisk proces, som aktivt sættes i gang af mennesker. Lige så lidt som man umiddelbart er national, men gradvist må lære at være det, er man først dansk, når man ved lidt om, hvad det kan betyde. Man skal lære at genkende sig selv som dansk, for det er ikke en følelse eller en kundskab, man er født med, siger Palle Ove Christiansen og skruer ned for blusset under historiegryden.
e-mail:bisgaard@kristeligt-dagblad.dk
Giv dit besyv med om national identitet:
Findes der en historisk fortælling om Danmark i dag? I dag mener nogle, at vi danskere er ved at miste vores nationale identitet og nationale sammenhold, og at det bl.a. skyldes en tiltagende "historieløshed" blandt de yngre generationer. Andre mener, at de fortællinger, der tidligere styrkede vores nationalfølelse, ikke længere svarer til de vilkår og værdier, vi lever med i dag.
Skriv til Kristeligt Dagblad, hvis du har et bud på en begivenhed i Danmarks historie, som kan fortælles på en sådan måde, at den kan være til inspiration for et moderne Danmark. Indsend dit forslag med en begrundelse til histore-redaktionen. Du kan maile til historie@kristeligt-dagblad.dk
– eller sende et brev til
Kristeligt Dagblad
att. historieredaktionen
Rosengården 14
1174 Kbh. K.