Navnet Rolf Peter Sieferle vil næppe sige mange danske læsere noget, og heller ikke i Tyskland har han været særlig kendt før nu. Det sidste har han i nogen grad sig selv at takke for. Sieferle var en enspænder, der nødigt plejede omgang med kolleger eller deltog i videnskabelige konferencer. Med den indstilling kommer man normalt ikke langt, og Sieferle var ingen undtagelse. Han var 56 år, da det omsider lykkedes ham at få et professorat.
Sieferle forenede en uhyre lærdom med den intellektuelles dyder. Han lavede interdisciplinær forskning, længe før det blev moderne. Han var en af de efterhånden få universitetsforskere, der fortrinsvis publicerede i bogform, og han var frygtløs og arrogant nok til at turde sammentænke enorme vidensområder i synteser. Som Gustav Seibt påpegede i sin nekrolog i Süddeutsche Zeitung i fjor, skabte han sit eget fagområde.
Blandt de mange discipliner og fag, han beherskede, var økonomi, demografi, sociologi, antropologi, politisk filosofi, teknologi- og energihistorie, intellektuel historie og idéhistorie.
Størst faglig anerkendelse opnåede han inden for den del af miljøhistorien, som beskæftiger sig med energikriser og ressourceproblemer. To hovedværker er ”Der unterirdische Wald” (Den underjordiske skov) fra 1982 og ”Rückblick auf die Natur” (Tilbageblik på naturen) fra 1997, der omhandler konsekvenserne af den undtagelsestilstand, vi har befundet os i siden industrialiseringen, ”den store transformation”, der ifølge Sieferle er den største revolution i menneskehedens nyere historie, uanset hvilken målestok man anlægger.
Bøgerne følger konsekvenserne af den store transformation ud i kultur- og livsformernes fineste forgreninger, men som ovenstående antyder, var Sieferle ikke en historiker, der stillede sig tilfreds med at bidrage til højtspecialiserede faghistoriske diskussioner. Hans bøger udspringer af aktuelle problemstillinger af stor samfundsmæssig relevans, og man er aldrig i tvivl om, hvorfra der skrives. Ganske vist omtalte han sig gerne som ”neutral iagttager”, men det lykkedes ham sjældent at fastholde neutraliteten længe ad gangen.
Hans brændstof syntes at være en kulturkritisk impuls, der rettede sig mod de samfundsmæssige, politisk-ideologiske og kulturelle følger af den store transformation. Den kan som i de omtalte bøger komme til udtryk i makrohistoriske studier, men den kan også antage idéhistorisk karakter som i ”Fortschrittsfeinde?” (Fremskridtsfjender?) fra 1984, der kortlægger oppositionen mod teknik og industrialisering fra romantikken og frem til de nye sociale protestbevægelser i 1970’erne. En pointe i bogen er, at denne opposition ikke lader sig begrænse til nationalismens eller hjemstavnens reaktion mod det moderne, men også har været at finde på venstrefløjen. Den pointe er ikke mindre relevant i dag end for 30 år siden, omend den muligvis er lidt mindre kontroversiel, end da bogen udkom.