Hvem var skyld i nederlaget i 1864?

Siden Danmark i 1864 mistede en tredjedel af riget til Tyskland, har historikere, politikere og debattører bevæget sig mellem at placere skylden på overmodige danske politikere og på tyskerne

De danske soldater og officerer i kvarter under krigen 1864. Krigen blev en tragedie i dansk historie. Tusindvis af danske soldater mistede livet, og Danmark en tredjedel af sit rige. Historikere, politikere og debattører diskuterer endnu, hvor skylden for nederlaget kan placeres.
De danske soldater og officerer i kvarter under krigen 1864. Krigen blev en tragedie i dansk historie. Tusindvis af danske soldater mistede livet, og Danmark en tredjedel af sit rige. Historikere, politikere og debattører diskuterer endnu, hvor skylden for nederlaget kan placeres. . Foto: Elfelt/Ritzau Scanpix.

Forfatteren Herman Bang var ikke i tvivl om de konsekvenser, som slaget ved Dybbøl i 1864 fik for Danmark, folket og dets selvforståelse. Saarfeberen fra Dybbøl, hvor Danmark blev amputeret ved Hoften, skrev forfatteren malerisk.

Ordene indrammer en væsentlig del af den nationale identitet, der voksede ud af Danmarks sviende nederlag til Preussen i kampen om Slesvig for 150 år siden. Det var et såret, forarmet Danmark, der ud over tusinder af faldne landsmænd med ét var blevet reduceret til en lilleputnation.

Men hvem havde i virkeligheden ansvaret for krigen i 1864?

Spørgsmålet har optaget historikere, politikere og debattører lige siden det fatale nederlag. To positioner springer i øjnene.

På den ene side er der dem, som hævder, at det var Danmarks egen skyld. At det var en kombination af den sindsforvirrede konseilspræsident D.G. Monrads beslutninger, grænseløs national selvovervurdering og et alt for ringe kendeskab til den stormagt, der med Otto von Bismarck i spidsen opererede syd for grænsen.

På den anden side er der den fløj, der fremfører, at nederlaget ikke var Danmarks, men derimod udlandets skyld. Et forsvarsløst Danmark, der blev udsat for et overgreb som led i et større europæisk magtspil.

Sandheden befinder sig, mener historiker Rasmus Glenthøj, formentlig et sted midtimellem. Han hæfter sig ved, at mange danske historikere i nyere tid generelt har lagt meget vægt på den første udlægning, mens de i ringere grad har haft øje for den anden. Det har, mener Rasmus Glenthøj, til tider givet sig udslag i en skæv vurdering af de faktiske begivenheder.

Vi bør se med mildere øjne på forløbet op til krigen i 1864. Det er for letkøbt blot at give uansvarlige politikere skylden. Konflikten handlede også om, hvilke muligheder, der var eller rettere ikke var til stede på det tidspunkt, siger Rasmus Glenthøj, postdoc, ph.d. i historie ved Syddansk Universitet.

Til april sender han et stort 600-siders værk, 1864 Sønner af de slagne, på gaden, som præsenterer en ny og på flere områder banebrydende tolkning af årsagerne til 1864. Rasmus Glenthøj finder det nødvendigt at udfordre det, han kalder selvpiskertraditionen. En tradition, hvor ansvaret udelukkende bliver lagt på danskernes egne skuldre. Slet og ret fordi denne udlægning er alt for ensidig.

Helt overordnet er min pointe, at de to fortællinger om skyldsspørgsmålet blev født i selve året 1864 som et led i et politisk spil om aben et spil mellem de nationalliberale og helstatsmændene. De to forskellige udlægninger af årsagerne til 1864 kom senere til at indgå i forfatningskampen, da de i en tilpasset form blev overtaget af henholdsvis Højre og Venstre. Det gjorde det til to yderst vigtige politiske fortællinger. Højre gav udlandet skylden, mens Venstre gav de nationalliberale, der nu var en del af Højre, skylden, forklarer Rasmus Glenthøj.

LÆS OGSÅ: Tilbagetoget fra Dannevirke blev skæbnesvangert

Han er ikke blind for, at de nationalliberale naturligvis har et ansvar for krigen, men hvad man ville med krigen, er ofte blevet misforstået, påpeger historikeren.

Den nationalliberale konseilspræsident indtil december 1863, C.C. Hall, håbede måske at kunne slippe af sted med et diplomatisk kup. Men ellers ønskede han at bruge en krig til at få de realitetsforhandlinger under international mægling, som Danmark uden held havde forsøgt at få i syv år. Målet med en krig var således aldrig at besejre de tyske magter. Det troede hverken Hall eller andre i den nationalliberale top var muligt.

Ifølge Rasmus Glenthøj er denne fortælling ofte gået tabt i historieskrivningen, hvor de nationalliberale typisk er blevet fremstillet som selvovervurderende nationalromantikere. Historikeren mener, at Halls politik lykkedes i den forstand, at krigen rent faktisk banede vejen for realitetsforhandlinger under stormagtsmægling i London i foråret og sommeren 1864. Men problemet var, at Hall ikke længere selv var ved magten.

Hvilken løsning, Hall havde forestillet sig på forhånd, ved ingen i dag. Men han var kendt som en kyniker og pragmatiker, og sammen med blandt andre sin nationalliberale kollega Orla Lehmann opfordrede Hall den nye konseilspræsident, Monrad, til at tage, hvad man kunne få herunder at modtage tilbuddet om international voldgift, en folkeafstemning i Slesvig eller sågar det preussiske tilbud om en grænse nord for Flensborg, siger Rasmus Glenthøj og uddyber:

Katastrofen var i virkeligheden ikke krigen. Den var næsten umulig at undgå. Katastrofen var, at Danmark overspillede sine kort ved forhandlingerne i London. Det betalte man prisen for.

Rasmus Glenthøj finder det heller ikke uvæsentligt, at det danske diplomati var oppe imod en dygtig modstander i skikkelse af den preussiske ministerpræsident og udenrigsminister Otto von Bismarck siden 1862:

Bismarck var en exceptionelt dygtig politiker. I samtiden regnede man ham for et nul. Ikke kun Danmark, men også stormagter som Frankrig og Østrig undervurderede hans styrke. For Bismarck kom krigen mod Danmark meget belejligt, fordi den kunne bruges til at bortlede opmærksomheden fra indenrigspolitiske problemer, nemlig en forfatningskamp i Preussen samt en strid mellem Østrig og Preussen om udformningen af Det Tyske Forbund. Derfor er det også forkert alene at give ledende danske politikere skylden for krigen, siger Rasmus Glenthøj og minder i den sammenhæng om, at tingene vitterlig kunne være gået anderledes, hvis de udenrigspolitiske forhold havde flasket sig anderledes.

Storbritannien var ad flere omgange klar til at gå ind i krigen på danskernes side. Men briterne ville ikke gøre det uden opbakning fra Frankrig. Italien var ligeledes ved at kaste sig ind i krigen, men de krævede som et minimum, at også Sverige-Norge gik med. Men den svenske regering valgte mod kong Karls ønske og tidligere løfter at holde de forenede kongeriger ude af krigen, siger Rasmus Glenthøj.

Men skønt de nationalliberale efter slaget havde travlt med at placere skylden for Danmarks nederlag hos det magtbegærlige Preussen og nationer som Sverige, Norge, Storbritannien og Frankrig, der lod danskerne i stikken, så er det ikke den historieskrivning, som sejrede.

De nationalliberale blev udråbt til idioter, og historieskrivningen slog fast, at de bar skylden for nederlaget, siger Rasmus Glenthøj og vender tilbage til de to skyldspositioner.

Det var nemlig helstatsmændene de gamle konservative versus de nationalliberale, der kom til at kæmpe om historien. Der opstod en pressefejde af en anden verden om de to tolkninger af skyldsspørgsmålet i de første 10 år efter krigen.

Det lykkedes helstatsmændene at vinde med det budskab, at det var vores egen skyld, fordi budskabet blev overtaget af Venstre herunder især de intellektuelle i Det Radikale Venstre. Derfor er selvpiskertraditionen, der indgik i kampen for parlamentarismen, blevet den dominerende i historieskrivningen, mener Rasmus Glenthøj.

Historiker og forfatter Tom Buk-Swienty, der for et par år siden bragede igennem med de to bestsellere Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, er enig med Rasmus Glentehøj i, at spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for, at krigen kom, er særdeles komplekst.

Det er helt rigtigt, at det slesvigske spørgsmål var gået i en sådan hårknude, at en krig efterhånden syntes at være den eneste løsning, og derfor giver C.C. Halls kurs sådan set mening.

Men Tom Buk-Swienty mener, at den danske regering havde et stort medansvar for, at det gik så galt, som det gjorde, ved at føre en på den ene side så krigsbetonet politik, samtidig med at man udsultede forsvaret og i praksis var dårlig forberedt på krig.

Man kastede hæren for løverne, siger han, og i den forstand tilslutter han sig gerne selvpiskertraditionen.

Tom Buk-Swienty betoner dog på linje med Glenthøj, at det mest eklatante fejltrin på dansk side i 1864 ironisk nok ikke var selve krigen, men derimod, at den danske regering under Monrads ledelse ikke forstod at vinde freden. Længe før slaget ved Dybbøl bød der sig gode fredsmuligheder, som Danmark ikke greb.

Kort efter Dannevirkes rømning stillede Storbritannien sig parat til at mægle, og både preusserne og østrigerne var villige til at gå til forhandlingsbordet. Det var Monrad utroligt nok ikke. Det er tankevækkende, at man måske efter så begrænsede blodsudgydelser formentlig kunne have fået en dansk-tysk grænse, hvor den går i dag, eller sågar sydligere. Der viste Monrad og hans regering en eklatant mangel på smidighed og realitetsopfattelse, siger Tom Buk-Swienty.

Han medgiver, at der i historieskrivningen i nyere tid har været et overvejende og måske for ensidigt fokus på Danmark som den part, der fremprovokerede krigen. Men ét er den politiske og faghistoriske udlægning af teksten. Noget andet er den folkelige fortælling om 1864, der blev skabt og kom til at leve helt frem til i dag.

For mig er det ikke kun interessant at se på, hvordan faghistorikere gennem tiden har udlagt krigen i 1864. Det er mindst lige så væsentligt at gå på opdagelse i den folkelige fortælling om krigen, der har været ret upåvirket af faghistorikernes analyser. Her ser vi, at der meget kort efter krigen tegnede sig det sort-hvide billede, at det var det grumme Tyskland, som overfaldt det uskyldige lille Danmark, siger Tom Buk-Swienty, som på den baggrund er påpasselig med at tilslutte sig Rasmus Glenthøjs teori om en selvpiskertradition som fremherskende i Danmark.

Tom Buk-Swienty mener først, at selvpiskertradtionen blandt historikere for alvor vandt fodfæste omkring 1980erne som en snæver akademisk udlægning, selv om han dog også understreger, at ingen dansk historiker har været i tvivl om, at krigen jo kom, fordi tyskerne også ønskede den.

Når bestsellerforfatteren i dag turnerer rundt og holder foredrag om krigen i 1864, oplever han, at det er historien om det store Tysklands overfald på Danmark, der har bidt sig fast. En negativ opfattelse af Tyskland, der i det 20. århundrede fik yderligere næring i kraft af landets rolle under både Første og Anden Verdenskrig. Tom Buk-Swienty har på den baggrund udråbt 1864 til et vendepunkt.

1864 markerer et Danmark før og efter. En national selvforståelse fik sit udspring af den tabte krig. Før det så vi os selv som en integreret del af Europa. Efterfølgende udviklede vi en skepsis og undergangsangst, som blev båret af en folkelig fortælling om et Danmark som uskyldig part.

Obamas 2013-budget rammer USA''s rige
Obamas 2013-budget rammer USA''s rige Foto: .