Prøv avisen

Få overblik over de tidligste danske konger

Vikingernes landgang i England i 787 som illustreret i ”Historical Scrap Book” fra 1880. – Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

I en måned, hvor kongehuset har været på alles læber, genopfrisker museumsinspektør Jeanette Varberg de krigerkonger, der begyndte den danske historie om monarkiet

I skolen fik vi at vide, at den første danske konge var Gorm den Gamle, og at hans søn Harald Blåtand gjorde danerne kristne. Men der er også en forhistorie, som indbefatter krigere som Chlochilaichus, der var stærk nok til at angribe det magtfulde frankerrige. Der er dog meget, vi ikke ved om disse tidlige konger. En kort introduktion tegner et rids af, hvad der er kendt om de mest fremtrædende danske konger i århundrederne før og efter, at Danmark blev til et sammenhængende land.

Chlochilaichus – den første danerkonge
Han er den første danerkonge, som er beskrevet i de frankiske kilder. Mellem 511 og 516 angreb han den frankiske kyst mellem nutidens Rotterdam og Antwerpen. Hans flåde sejlede ind i fremmed territorium for at plyndre, tage slaver og trække sig tilbage igen. Men han blev fanget af et tidevand og sad fast på stranden med halvdelen af sin flåde. Her blev han nedkæmpet af den frankiske tronarving, og Chlochilaichus døde på stranden. Den første danske konge optræder altså 400 år før Gorm den Gamle. Vi ved ganske lidt om ham, men han må have haft kommandoen over en ganske stor flåde, når han vovede at angribe det frankiske rige – og han slap næsten væk, hvis ikke det havde været for tidevandet.

Godfred – som burde have heddet den Store
Da vikingetiden officielt tog sin begyndelse, var Godfred konge over danerne inklusive det sydlige Norge og Skåne i begyndelsen af 800-tallet. Han kæmpede mod frankerne og krævede skat af abodritterne, som var et folk, der boede i nutidens Holsten og i Frisland i det nuværende Nordtyskland. Han flyttede hele byen Reric ved Østersøens sydkyst og grundlagde den igen som vikingebyen Hedeby syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Godfred modsatte sig frankernes forsøg på at tvangskristne danerne, og han angreb flere gange Karl den Store. Karl den Store var på det tidspunkt den mægtigste mand i Vesteuropa, og den arabiske kalif i Bagdad sendte ham en elefant i diplomatisk gave, men den eneste mand, som Karl frygtede, var Godfred. Danerkongen pralede med at angribe Karl i kejserpaladset i Aachen, men døde i forsøget. Godfred var en af de mest succesrige konger i vikingetiden, og han burde have haft tilnavnet den Store.

Harald Klak – den første døbte danske konge
Efter Godfreds død udbrød der borgerkrig i Danmark, mens Godfreds efterkommere kæmpede om danernes kongetrone. Den ene var Harald Klak, som indgik en aftale med frankernes kejser og Karls søn Ludvig den Fromme om at blive frankisk lydkonge, hvis han fik hjælp til at erobre den danske trone. Det lyk- kedes kun nogle år ad gangen for Harald at fastholde magten i Danmark. Til gengæld lod han sig som den første danske konge døbe under en storstilet ceremoni i Mainz i 826, hvor selveste den frankiske kejser stod fadder. Harald Klak blev aldrig dansk konge i mere end et par år, men blev til gengæld hertug over et større landområde i Vestfranken.

Olav – den mystiske svenskerkonge
Godfreds slægt blev på den danske trone gennem 800-tallet, men i slutningen af århundredet skriver krønikeskriveren Adam af Bremen, at en konge ved navn Olav kom fra Sverige og blev danernes konge. Derfor har nogle ment, at et svensk dynasti med kongerne Olav, Gnupa og Sigtryg sad på den danske trone, frem til at Jelling-kongerne tog magten.

Hardeknud – hvor kom han fra?
I begyndelsen af 900-tallet mellem 909 og 916 kom en mand ved navn Hardeknud fra Nortmannia og tog magten fra Sigtryg. Krønikeskriveren Adam af Bremen giver ikke flere ledetråde til, hvor Nortmannia kunne være. Derfor har historikere i flere århundreder sloges om, hvorfra Hardeknud kom. Sandsynligvis var det en af vikingernes mægtige flådekonger, som lå ved de store vikingehavne ved floden Seinen, eller som havde erobret land i England. Både Rollos vikingerige Normandiet og Northumbria i det nordlige England er oplagte kandidater til, hvorfra Hardeknud kom med sin flåde og erobrede den danske trone. Men ubestrideligt er det, at det var en udenlandsdansker, som grundlagde det berømte Jelling-dynasti.

Gorm den Gamle – hvem var han?
Hardeknud døde i 936, og han blev efterfulgt af sin søn Gorm den Gamle. Gorm giftede sig med Thyra, og gennem hendes slægt udbyggede han sit krav på den danske trone. Han anlagde de første sten i en kæmpe skibssætning ved Jelling, som var det sted, hvor de nye konger i Jelling-dynastiet manifesterede deres magt. Gorm døde sandsyn- ligvis engang i 950’erne og mange mener, at det er hans grav, som arkæologerne fandt i nordhøjen i Jelling. Knoglerne skulle være blevet flyttet til en kammergrav under gulvet på den nuværende kirke i Jelling. Men vi ved ikke, om det er Gorms ben i graven. Vi har ganske lille viden om den mand, som regnes som den ældste i linjen af historiske konger i Danmark. Måske blev han født i Normandiet eller i England, måske var han andengenerationsindvandrer, og måske blev han begravet i Jelling. Vi ved det rent faktisk ikke.

Harald Blåtand – blev politisk kristen
Harald Blåtand havde arvet en farlig fjende efter sin far. Arvtagerne til de frankiske kejsere blev tyskerne anført af kejseren Otto den Store. Han lagde pres på den dansk-tyske grænse, og Harald Blåtands beslutning om at gøre danerne kristne var mere pragmatisk politik end et mirakel. Jellingstenen er mere et politisk dokument end en dåbsattest. Otto mindskede presset på Harald efter kristningen, men i 973 brød konflikten igen ud, og Harald byggede seks ringborge fra Nordjylland til Skåne tværs gennem Danmark. Men kejser Ottos søn Otto 2. døde uventet i Italien, og dermed blev det aldrig til den krig, som Harald havde forberedt sig på.

Svend Tveskæg – fadermorder og pirat
Til gengæld døde Harald af det, man i dagens presse ville kalde en familietragedie. Det var et ret almindeligt fænomen i kongelige kredse i den tidlige historie. Svend kunne ikke vente på, at faderen trak sig fra tronen. Han erklærede krig mod ham og endte med at slå ham ihjel. Det krævede store mængder sølv at opbygge sin egen hær, og derfor begyndte Svend i 990’erne at angribe England med store flåder. Han krævede store løsesummer af den engelske konge for at forlade landet igen. Den største udbetaling til Svend var på 48.000 pund sølv, og det var en kæmpesum. Men i 1013 besluttede han sig for at blive engelsk konge. Han erobrede tronen, men fik kun et par måneder som dansk-engelsk konge, før han pludselig døde i England.

Knud den Store – konge over Nordsøimperiet
Da Svend Tveskæg døde, blev hans unge søn Knud smidt ud af landet. Men han vendte tilbage med en kæmpe flåde af store vikingeskibe og generobrede den engelske trone. Det lykkedes Knud at fastholde magten i England, Danmark, Norge og dele af Sverige frem til 1035, hvor han døde i en alder af cirka 40 år. Knud var uden tvivl den største af alle vikingetidens konger, og han lykkedes med at opbygge et imperium, som strakte sig over Nordsøen. Men da han døde, faldt det fra hinanden. Hans sønner Harald Harefod, Svend Knutsson og Hardeknud var ikke stærke nok til at fastholde deres fars imperium. De døde alle unge.

Svend Estridsen – forpassede han sin chance?
Svend Estridsen overtog den danske trone. Han var søn af Knud den Stores søster Estrid, og derfor tog han som noget særpræget for tiden sit efternavn fra sin mor. Han gjorde meget for at opbygge Danmark efter tidens moderne kristelige statsbillede, og han avlede minimum 20 børn undervejs. Men han fik aldrig meldt sig ind i arvestriden om den engelske trone, som han i princippet var arving til. Så da englænderne, nordmændene og normannerne sloges om den engelske trone i skæbneåret 1066, lurepassede Svend hjemme i Danmark. Normannerne vandt, og Vilhelm Erobreren underlagde sig England.

Knud den Hellige – uddelte dummebøder
Knud var en af Svend Estridsens utallige sønner, men han havde ikke glemt det danske krav på den engelske trone. Derfor samlede han den danske flåde for igen at prøve at erobre England fra normannerne. Men han kom for sent til Nordjylland, hvor flåden ventede, og mange af hans mænd var taget hjem for at høste i stedet for at drage i krig. Det gjorde Knud så rasende, at han straks udstedte dummebøder til dem, der var vendt hjem. Det skulle han ikke have gjort. Bønderne og stormændene gjorde oprør og slog ham ihjel i Odense i 1086 – togtet endte med kongens død frem for triumf i England. Derefter fulgte ni år med hungersnød, og Knud blev gjort til helgen. Det var smart, for så kunne hans brødre gøre krav på den danske trone gennem den guddommelige Knud, som så skammeligt var blevet slået ihjel af folket, der derefter blev straffet af Gud gennem hungersnøden. Politik, magt og religion hang allerede dengang uløseligt sammen, og kongerne forstod at udnytte folkeopstand og klimasvingninger til deres egen vinding.