Hvordan håndterer tyskerne fortiden i dag?

Tyskere bliver igen oftere og oftere kaldt nazister, samtidig med at de skal lede Europa. Men den yngre generation vil ikke mere føle sig skyldig. Die Zeit-journalisten Bernd Ulrich tager på en rejse ind i den nye generations forhold til den tyske fortid

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Jeg er født inden for hørevidde af holocaust. I 1960. Vi, der gik i skole i 1960erne og 1970erne, kender ikke bare lyden af nazisme fra fjernsynet, vi husker den også fra de gamle mænd, der stod oppe ved katederet. Desuden havde jeg uhindret adgang til reolen med min bedstefars samling af propagandaskrifter, også Mein Kampf. Jeg har fundet askebægre med hagekors i familiens gemmer sammen med ordner, som er alt andet end ærefulde.

LÆS OGSÅ: Målet har været kampen værd

Jeg gik mere i dybden med fortiden, i takt med at min politiske interesse blev vakt. At reflektere over holocaust og at acceptere det kollektive ansvar har for mig altid været forudsætningen for at skrive om politik i Tyskland. Og jeg tog det historiske ansvar på mig, selvom det er en af de halvofficielt klingende formuleringer, jeg ikke længere kan holde ud at høre.

Sagt ligeud har jeg i de seneste år ikke tænkt så meget over det. Til syvende og sidst er holocaust ikke nogen gudstjeneste, hvor man hver uge mumler liturgiske ord. Desuden havde jeg følelsen af, at Tyskland egentlig håndterede erindringspolitikken og ansvaret meget godt: Benægterne var slået, revisionisterne ligeså.

Det fjerde rige?

Men i den senere tid er der kommet bevægelse i tingene, i den gale retning: Håndfast kritiserer Günter Grass Israel i et digt og giver det udseende af, at han modigt bryder et tabu. Perfidt.

En ung kvindelig roer ved De Olympiske Lege har en kæreste, der er nynazist. Da det kommer frem, bliver hun presset til at tage hjem af bekymring for Tysklands anseelse i udlandet. Fejt.

I Bayreuth må en russer ikke synge Den Flyvende Hollænder, fordi han i sin ungdom har fået tatoveret noget, der ligner et hagekors, på sit bryst. Absurd.

Og det er kun småtingene. Der er også større problemer. Siden 1945 har det været et udenrigspolitisk dogme, at Tyskland aldrig mere skulle stå alene. Enegang strengt forbudt. Det dogme forbrød tidligere forbundskansler Gerhard Schröder sig imod på spektakulær vis, da han i 2003 nægtede at følge USA ind i Irak. Forbuddet blev yderligere gennemhullet, da Angela Merkel satte sig op mod alle tre gamle allierede i Libyen-spørgsmålet. At gå enegang, forstod man, slap man ustraffet fra. Hvad mere er: Euro-krisen viste, at Tyskland ikke blot går sin egen vej, men er blevet det mest succesfulde land i Europa. Fra særvej til særmodel. Og pludselig vil de andre have tysk ledelse. Siger de.

Tilsyneladende i modstrid med denne udvikling er der igen vækst i nazi-sammenligningerne. Europæiske aviser afbilder Merkel i SS-uniform, taler om det fjerde rige. Også i Europa-politikken høres sådanne røster. Som når den spanske europaminister vil forpligte Tyskland til at betale: Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland også hjulpet i en langt vanskeligere situation, mange lande har givet afkald på penge til fordel for Tyskland. Krigsskadeerstatninger til enhver tid, af enhver størrelse og til hvem, der end måtte gøre krav på dem?

Det er alt sammen til at få hovedpine af. Man har mest lyst til at vise de nazi-fikserede grækere og spaniere, hvad de kan gøre med deres krav, lægge en beskyttende arm om roeren og lade sangeren gøre det, han er bedst til.

Men måske er alle disse irritationsmomenter også blot den logiske følge af det forgangnes forgængelighed. Dels er der den tidslige afstand: For første gang vokser en generation op, som ikke mere har en bedstefar, der var med under nazismen. Dels lever der her i landet stadig flere indvandrere, som ikke automatisk identificerer sig med holocaust. Er der da ikke god grund til at frygte, at bevidstheden falmer? Vender de tilsigtede relativeringer, som blev fremført af højreorienterede professorer omkring Ernst Nolte i 1980ernes historikerstrid og efterfølgende succesfuldt tilbagevist af offentligheden, nu tilbage som utilsigtede relativeringer, forårsaget af tidens gang?

En træningslejr er ingen lejr

Man kunne ønske sig, at det kun handlede om politik, om magt, penge og den slags. Men sådan er det ikke. Den 20. juni holdt Joachim Löw pressekonference i det tyske landsholds træningslejr i Gdansk, hvor en hollandsk journalist spurgte landstræneren på engelsk, om han ikke var bange for, at polakkerne kunne opfatte det som en provokation, når det tyske landshold placerede sin træningslejr akkurat der, hvor Anden Verdenskrig begyndte. Så langt nåede han i sit spørgsmål, inden Löw afbrød ham: No. Not a minute!.

Det virkede råt, på den anden side: Hvad i alverden får en hollænder omkring de 40 til at spørge den 52-årige tyske træner, 73 år efter Anden Verdenskrigs udbrud, om det ikke kan virke provokerende, at tysktyrkiske, tyskpolske og tysktunesiske unge mænd spiller fodbold i Gdansk?

Über alles in der Welt?

Under et aftensmåltid havde jeg et ærgerligt sammenstød med min søn. Han er nu 15 år og går i gymnasiet, et godt gymnasium endda, det vil sige et sted, hvor han lærer noget om holocaust. Alligevel kom vi op at skændes over første strofe af nationalhymnen. Han finder den ikke så slem, jeg finder simpelthen dette Deutschland, Deutschland über alles rædsomt.

Det er du nødt til at se i en historisk kontekst, svarer han. Det er skrevet som en reaktion på et fædreland, der ikke kan enes. Ja, indrømmer jeg, men nazisterne har misbrugt teksten. Til det siger han bare: A-u-t-o-b-a-h-n med en overtydelig betoning, som om jeg var tunghør. Jeg spørger: Hvad mener du med det? Nazisterne har også bygget motorveje og brugt ordet Autobahn, svarer han. Alligevel siger vi i dag Autobahn.

Jeg forfølger det ikke yderligere. Vores samtale, tonelejet snarere end ordlyden, gør det klart for mig, at jeg ikke kan give den lille fortidspakke, jeg engang selv fik, videre til min søn med nøjagtig samme indhold og vægt.

Desuden: Hvis jeg skal være ærlig, følte jeg dette ansvar som skyld. Alene fordi man ofte skammede sig over at være tysker i udlandet. Men også fordi den måde, 68erne håndterede skylden på, ikke kun rettede sig mod deres forældre, men også gik ud over os. Alt det kan og vil jeg afgjort ikke give videre. Men hvad er så minimum, det nødvendige History-Kit for unge tyskere? Og hvem skal bestemme det?

Der vil jeg hen

Der findes et sted, hvor man kan klare sig uden de tyske sprogkonventioner om holocaust, og hvor man heller ikke fabulerer om det fjerde rige med politiske bagtanker. Dette sted hedder Israel. I ofrenes land taler man friere end i gerningsmændenes land. Der vil jeg hen. Og der findes et sted, hvor det slet ikke kommer an på at tale, hvor alle vendinger støbt i beton forstummer. Dette sted hedder Auschwitz. Der vil jeg også hen.

En ambassadørs følelser

Israel er meget mere end et svar på jødeudryddelserne i form af en stat, og israelerne har sandt for dyden andet at gøre end at rådgive tyskerne om historiepolitik. Og så alligevel: Kun her spiller holocaust en større rolle end hos os. Og man får klar besked.

Manden, der for øjeblikket er Tysklands officielle repræsentant i Israel, hedder Andreas Michaelis. Han er ambassadør, 52 år og dermed den yngste, der nogensinde har tjent på denne post.

Jeg sidder med ham ved stranden i Tel Aviv og taler om følelser. Ved sin udnævnelse for et år siden, fortæller Michaelis, følte han betonpladerne tynge på sine skuldre: så stort et ansvar, så mange lejligheder til at gøre noget forkert. Og så er han endda slet ikke uden erfaring med det tysk-israelske. Allerede i begyndelsen af 1990erne var han her, som baby-diplomat. Desuden var Michaelis gennem tre år talsmand for udenrigsminister Joschka Fischer, selve personificeringen af den tyske Vergangenheitsbewältigung (fortidsbearbejdelse, red.). Ved sit tiltrædelsesbesøg i Israel sagde Fischer som det første: Jeg kommer som skyldig.

Netop disse tidligere erfaringer gør i dag Michaelis beklemt. Fischer var for meget fortid, for overvældende. Og hans personlige oplevelser i 90erne? Dengang lagde jøder afstand til ham, når de hørte, at han var tysker. Mange følte endda behov for at fortælle ham, at de aldrig nogensinde ville købe en tysk bil.

Nu har Michaelis, der ellers virker temmelig robust, svært ved at holde facaden. Ved sin tale til holocaustmindedagen kunne han næsten ikke skjule sin bevægelse. Hvad var det, der bevægede ham sådan? Begge dele, siger han, forbrydelsernes grusomhed og den efterfølgende forsoning. Er han stolt over den tyske Vergangenheitsbewälti-gung? Han bryder sig ikke om ordet, men ja, noget i den stil. Jeg skal sige Dem, han læner sig frem for at overdøve brændingen, flere og flere jøder henvender sig til den tyske ambassade i Israel for at ansøge om tysk statsborgerskab. Nogle vedlægger endda kopi af deres legitimationspapirer fra koncentrationslejren.

På den anden side, det ved ingen bedre end han, bruges holocaust også altid som argument her. Enhver tysk politiker besøger som det første Yad Vashem, det kendte mindesmærke for jødeudryddelsen i Jerusalem, og det hører til Michaelis opgaver at ledsage dem. Hvor mange gange har De været i Yad Vashem? 80 gange, svarer han uden at tøve. Men kan De så overhovedet føle noget længere? Ja, hævder han, der er altid noget på dette museum, der berører mig på ny.

Tror De, at næste generation af tyskere vil være lige så intenst optaget af holocaust? Nu bliver Michaelis for første gang denne aften noget skarp. Han kan ikke acceptere, at unge mennesker bare kører deres eget egotrip, at de ikke vil indføje sig i tyskernes historiske kollektiv. Nu lyder han lidt som Joschka Fischer. Autoritær.

Hitler, Gauck og Yad Vashem

Jeg har selv været i Yad Vashem fire gange tidligere, først privat, så i delegationer med Joschka Fischer, Angela Merkel og til sidst forbundspræsident Joachim Gauck. Alle bevæger sig her på tynd is. Politikerne får i forvejen en plan, så de ved, hvordan de skal sætte fødderne, når de betræder Erindringens hal for at tænde den evige flamme. Men også det moderne museum, som i dag er den centrale del af Yad Vashem-komplekset, er svært for politikerne at besøge. De ser på vidnesbyrd om tyske forbrydelser, som må bringe enhver ud af fatning alt imens de iagttages meget omhyggeligt. Under Gaucks rundvisning opstod en næsten morsom situation, da præsidenten i en slags overspringshandling pludselig udbrød: Er her ikke også noget fra Auschwitz?. Der havde han nemlig været engang, og det fik ham til at efterlyse den velkendte gru midt i den ukendte.

Nu er jeg glad for at kunne gå rundt uden at være nødt til at iagttage, hvordan politikere går rundt. Skrækkens kronologi fører mig videre og videre ind i fortiden, billederne bliver mere og mere ubærlige, mens man bevæger sig opad mod udgangen til det sollyse Israel. Udviklingen er godt tænkt af dem, der har lavet museet, og budskabet er: Holocaust og Israel forholder sig til hinanden som mørk og lys, som problem og løsning.

Er det en instrumentalisering? I grunden er det mig ligegyldigt. Jeg har andre bekymringer her: På en monitor ser jeg Hitler holde en tale i Rigsdagen, der er forsynet med hebraiske undertekster, som jeg ikke kan læse. Da jeg træder nærmere for at høre bedre, hvad han siger, brøler han pludselig: så bliver resultatet ikke Jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa

Da jeg kigger mig omkring, opdager jeg nogle jøder med ørelokker, der står lidt længere væk fra mig og manden på skærmen, med blikket rettet mod underteksterne. Det er den tysk-israelske familieopstilling, Hitler, så tyskerne, så jøderne.

Bagefter møder jeg Avner Shalev, der er indehaver af en lang titel. Den korte version er, at han er chef for Yad Vashem og har været det i næsten 20 år han repræsenterer det officielle Israel.

Ja, han har også lagt mærke til, at tyske politikere er nervøse, når de går omkring her. Shalev er en herre på over 70, der nøje overvejer sine ord. Han siger ikke, at emnet ikke interesserer ham, men det er noget andet, der optager ham at erindringen ruster: I Østeuropa, hvor man ikke har beskæftiget sig meget med sine egne forbrydelser mod jøderne. Østeuropa, hvor tidligere borgerretsforkæmpere sidestiller stalinisme og nazisme og dermed bagatelliserer holocaust. Østeuropa, hvor Joachim Gauck da også kommer fra, ikke sandt?

Shalev misbilliger, at Gauck for tre år siden skrev under på Prag-erklæringen, hvori kommunisme og nazisme betegnes som fuldstændig ligeværdige forbryderiske regimer. Og selv hvis de havde været lige slemme, er mit ræsonnement, ville det ikke spille nogen rolle for tyskerne, for Gulag udgik fra Moskva, holocaust fra Berlin.

Der er i øvrigt noget fra Auschwitz på museet i Yad Vashem: sko.

Skyld gør os kloge

Sko falder talen også straks på, da jeg møder den berømte israelske forfatter Etgar Keret. Han har engang skrevet en novelle om en dreng, hvis gamle lærer ivrigt har oplyst ham om den råddenskab, der klæber til alt tysk, og som så får et par Adidas-sko i gave af sin mor og nægter at bruge dem.

Var drengen Dem selv?

Ja, svarer Keret, men det var i 1970erne. I dag findes den slags stort set ikke mere.

Keret, årgang 67, er munter, ironisk og lysvågen. Hans forældre er holocaust-overlevere. Vi sidder på en restaurant i Tel Aviv, og det er som at lege tanketagfat at tale med ham, en ren fornøjelse. Hver gang man spørger efter principper, svarer han helst med fortællinger.

Har De problemer med tyskerne?

Med tyskerne? Nej, med østrigerne! Engang til et velgørenhedsarrangement sad jeg ved siden af en ældre dame, som spurgte mig, om jeg vidste, hvorfor der var så mange Hollywoodfilm om jødernes lidelser under Anden Verdenskrig og slet ingen om de østrigske soldaters lidelser. Nej, svarede jeg, men det ved De sikkert! Ja, svarede hun, fordi der er så mange jødiske instruktører i Hollywood.

Og det oplever De ikke med tyskere?

I modsætning til andre europæere måtte tyskerne efter krigen kæmpe imod deres egne klicheer. De måtte ændre sig, og det lykkedes dem: Det er blevet et retskaffent, liberalt folk.

Fra hvilken alder kan man fortælle børn om holocaust? Hvornår vil De tale med Deres seksårige søn om det?

Kerets svar lyder: Da vi sidste gang kørte hjem fra min mor, havde hun givet ham en pose snacks med til turen. Jeg spurgte ham, om jeg måtte smage. Min søn overvejede kort og sagde så nej. Hvorfor ikke? spurgte jeg. Fordi du heller aldrig har givet mig snacks, du har fået af din farmor, svarede han listigt. Nej, fordi min farmor døde i krigen. Var hun da soldat, spurgte han. Nej, hun blev ganske simpelt myrdet af tyskerne. Så tager drengen posen med snacks, lægger den i farens skød og siger: Bare tag det hele, jeg er ikke sulten mere.

Og hvad sker der, når de sidste gerningsmænd og ofre er væk?

Det er ikke noget problem, siger han. Jeg bærer mine forældres liv i mig. Det er en del af mig.

De vil have Deres forældre i Dem. Jeg vil under ingen omstændigheder have min nazist-bedstefar i mig.

Nu, hvor De siger, at De har en bedstefar, der var nazist, råber Keret højt ud i lokalet (jeg dukker mig lidt), nu ved jeg, at vi to har mere til fælles, end alle de andre, der er her, og hvis bedsteforældre måske kun har stjålet høns i kibbutzen.

På dette sted tænker jeg: Herre, stop dine velsigelser! Så spørger jeg, om man i dag stadig kan tale om skyld.

Skyld er noget godt. Skyld får Dem til at tænke, skyld gør Dem klog.

Kan holocaust også blive til en besættelse, spørger jeg ham, og inden jeg har fuldført sætningen, går det op for mig, hvor tåbeligt det er at spørge en søn af holocaust-overlevende om det.

Keret går let hen over det og siger: Hvis De er kræftlæge, beskæftiger De Dem også med de alvorligste tilfælde af kræft, ikke med de harmløse.

Nu er Etgar Keret nødt til at bryde op. Jeg bliver tilbage, forbløffet og glad.

Er holocaust for alle?

Min sidste samtalepartner i Israel er samtidig den yngste: Barak Ravid er i begyndelsen af 30erne og venstreorienteret journalist fra den regeringskritiske avis Haaretz.

Mange af hans polske slægtninge blev ofre for holocaust, alligevel siger han i dag: Angela Merkel skylder mig intet som helst. Det mishager ham, hvordan den israelske regering trakterer den tyske regering med skyldsspørgsmålet. Bibi, som han kalder den israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahu, er komplet ligeglad med tyskernes mening, selv om de støtter ham, for eksempel med de mest intelligente ubåde, der findes på denne jord.

Netanyahu bruger dog ikke kun holocaust som instrument over for tyskerne. Han splitter også Israel med sin instrumentalisering af historien. Når en aggressiv israelsk nationalisme fremstilles som den eneste rigtige konsekvens af jødeudryddelsen, udelukkes alle de jøder, som afviser denne magtpolitik og den offensive udvidelse af bosættelserne. For Barak Ravid er læren af Auschwitz netop ikke national, den er universel. Konsekvensen kan ikke være, at ingen nogensinde mere skal kunne true jøder, men derimod at enhver form for diskriminering skal bekæmpes allerede i sin vorden.

Han udtrykker det hele så politisk, at jeg spørger ham om hans personlige forhold til holocaust. Så fortæller han om en udflugt til Auschwitz, han engang var på med skolen. De var på forhånd blevet advaret om den stærke antisemitisme i Polen, og de var nødt til at gå rundt med bodyguards.

Og tyskerne, hvad tænker han om dem? Det vigtigste, svarer Ravid, er, at der hver dag går et fly direkte fra Frankfurt til Tel Aviv. Hverdagen skaber forsoning, sådan skal det vel forstås. Og statistikken over besøgende fra Israel i Tyskland for året 2011 taler virkelig sit eget tydelige sprog: 203.595 ankomster med fly, 554.795 overnatninger (inkl. camping).

Hvad er resultatet nu af mit besøg i Israel? Ikke så lidt: Når europæiske naboer sammenligner tyskerne med nazister, kan det hjælpe én til at bevare roen at tænke på den forsoning, den respekt, ja, den varme, som møder én i Israel. Den, der oplever skyldfølelsen som en alt for tyngende byrde, kan huske på, at mange jøder ikke længere taler om holocaust, at de ikke mere anklager os. Men skal vi da gå ind på forslaget om at forstå holocaust universelt og ikke nationalt? Ville det ikke være et skønt, overkommeligt tilbud til yngre tyskere, i særdeleshed til dem, der ikke har tysk baggrund? Svaret på det finder man ikke i Israel, det finder man forhåbentlig i Auschwitz.

En lille by i Polen

På hjemmesiden reklamerer hotel Olecki, der ligger direkte op ad KZ-lejren, på tysk: Hotellet er på grund af sin rolige beliggenhed lige populært hos Auschwitz-turister og forretningsrejsende. Auschwitzturister! Hvilket ord! Og hvilken stor misforståelse at tro, at det skulle virke tillokkende på tyske gæster! Jeg reserverer alligevel et værelse.

Hjemme i Berlin lykkes det til gengæld slet ikke at aftvinge ordet Auschwitz nogen form for normalitet. Da jeg spørger min 20-årige datter, om hun vil med, tager hun en dyb indånding, før hun overvinder sig selv til at sige ja. Da hun fortæller sine venner om den planlagte rejse, ser de forlegne ud. Og da vi omsider indtaster Auschwitz som destination på GPSen i den bil, vi har lejet, føler vi os næsten som holocaust-benægtere.

Findes der en Auschwitz-normalitet? Til en start ser den lille by ja, Auschwitz er en lille by i det mindste helt almindelig ud, noget er pænt, noget er mindre pænt, i centrum af byen ligger et fransk supermarked som et fremmedelement i futuristisk design. Og selv Auschwitz I virker i første omgang harmløs, hvilket den blå himmel også gør sit til. Men så er det også slut med normaliteten.

Da vi først er gået igennem porten med indskriften Arbeit macht frei, ændrer alt sig. Også den, der ved noget, chokeres på ny. Vi stiger ned i en kælder, hvor fire fanger blev presset sammen på én kvadratmeter. Torturen bestod i at stå. I op til otte timer, i op til 12 dage. Vores blik falder på en skrivelse, der lover hård straf for at forrette stor nødtørft. Vi fortsætter videre ind i smalle gange. Overalt hænger fotos af KZ-fanger, det er umuligt at undvige deres blikke, de fleste angstfyldte, enkelte stolte, andre ser tomt frem for sig. Ved siden af ses SS-håndlangernes arsenal af torturinstrumenter: træanordninger til piskning, mobile galger, udsultningsceller. Hvornår man bukker under, hvornår man begynder ikke at kunne holde det ud mere, er ikke til at forudsige. Min datter forlader straks rummet med de samlede proteser, en kuffert, der tilfældigvis bærer en påskrift med hendes navn, forskrækker hende. For mit vedkommende er det de stjålne og genbrugte barberkoste, der gør udslaget. Alt er værre end Yad Vashem. Sikkert fordi det skete lige her, hvor vi nu står.

Noget håbefuldt er der i øvrigt i Auschwitz I: Der er fyldt. Der er hundredvis af besøgende, europæere, japanere, brasilianere, de kommer i busser, på motorcykler, med campingvogne. Der er noget ved den idé om den universelle tragedie.

Jøder på besøg i Auschwitz

Næste dag besøger vi Auschwitz-Birkenau, lejren, hvor det kun drejede sig om at dræbe, hvor halvanden million mennesker blev gasset og brændt. Klokken ni står vi foran porten. Det er diset, dagen vil ikke rigtig begynde. Nu er det kun os, der er her og fire grupper israelske skoleelever, alle med hvide hættetrøjer, de har israelske flag med sig. Der er noget demonstrativt over det, men hvem kan fortænke dem i det her, på dette sted? Og der er også, som Barak David fortalte, bodyguards. Har jøder brug for livvagter i Auschwitz?

Vi går ind i lejren. Det er anderledes end i Auschwitz I og virker ikke som et museum. Her gives kun yderst sparsomme forklaringer, på hebraisk, engelsk og polsk. Ellers taler lejren for sig selv, ikke mindst størrelsen. I denne dis ser man kun lejren, ellers intet.

I de lave teglstensbygninger finder vi de kummerlige bræddebeklædte rum, de indsatte boede i. På væggene står lejrledelsens paroler med falmede tyske bogstaver: En lus er din død. Og: Forhold dig roligt.

Min datter og jeg taler instinktivt dæmpet med hinanden. Sorgen får mere og mere tag i mig, jeg føler mig dårligt tilpas, men jeg er her også som far, altså må jeg bevare fatningen.

Så kommer vi til det sted, hvor der tidligere var gaskamre og krematorier, der, hvor man står på aske. Foran os i en rundkreds sidder en af de israelske skoleklasser og holder en slags andagt. Uden at veksle et ord med hinanden går vi væk, vi føler begge, at vi ville forstyrre deres andagt med vores tyske sprog, med en-lus-er-din-død-sproget.

Hvor jeg altid har hadet disse sætninger: at skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk. (Theodor W. Adorno) Der er ikke gået en dag siden Auschwitz. (Martin Walser). Disse sætninger dramatiserer så forfærdeligt, ikke fortiden, men samtiden. De sømmer fremtiden til, skaber et moralsk imperativ, som ikke kan efterleves. Men her er disse sætninger alle sande. Der er noget evigt ved Auschwitz. Der er noget, som ikke lader sig opløse i menneskeheden, som altid vil forblive noget specifikt, for jøder og for tyskere.

Gråd og bla bla muslimer og holocaust

Sådan kan man føle. Skal man også?

Andelen af muslimer i skolerne i de tyske storbyer bliver stadig større. Meget vil afhænge af, hvordan de på længere sigt forholder sig til historien. Der findes allerede muslimer, som frivilligt beskæftiger sig med disse spørgsmål. Og der findes et sted i Berlin, et forum, hvor muslimer kan mødes og diskutere dem, det hedder Kreuzberger Initiative gegen Antisemitismus (KIgA) og blev grundlagt af nogle muslimer og jøder, der var blevet sat i bevægelse af historien.

Inan, Imge, Nurdan og Jenny venter i konferencerummet ved KIgA. Inan og Jenny har tyske mødre, Inans far er tyrk, Imges kommer fra Pakistan. De er alle fire i begyndelsen af 20erne, født og opvokset i Berlin. På nær Jenny, der netop er ved at tage sin studentereksamen, studerer de. Alle fire er muslimer, Jenny med hovedtørklæde. Sidste år tog de et kursus her, to gange om måneden, hver anden lørdag. Hvad skal dette stræberi gøre godt for? Var det ikke alt rigeligt i skolen?

Jo, det var det. Derfor sidder de her. Den måde, man får banket det ind på, sammen med denne skyld. Det er meget svært at føle sig ansvarlig for det, siger Nurdan. På et tidspunkt begynder den tyske historie åbenbart at gå én på nerverne, også på grund af den meget tyske måde, den serveres på sådan og ikke anderledes! I min klasse gik der ikke en eneste tysker. Jeg fik virkelig ondt af læreren. Han fik hele tiden kommentarer som: Hvad skal jeg bruge det til?, supplerer Jenny.

Mange gider jo ikke høre på det dér, fordi de ikke opfatter sig selv som en del af det tyske samfund, siger Inan. Det gør jeg heller ikke selv. Selv om jeg har en tysk mor og en mormor, der oplevede krigen. Men jeg opfatter heller ikke mig selv som tyrk. Jeg er berliner. Jeg kan bare ikke beslutte mig, men en anden grund er, at der simpelthen sker for meget skidt.

Der har været tidspunkter, hvor Inans bedste venner hed Niels og Patrik. Tyrkisk lærte han først at tale som 14-årig.

Alligevel er jeg bare en forbandet udlænding. Hvis du så siger, at du er tysker, siger de: ja, ja, på papiret.

Så hvorfor skal Inan påtage sig den tyske skyld?

Jenny fortæller om en tur til Israel med en gruppe unge palæstinensere fra Berlin, arrangeret af KIgA. For de fleste var det første gang, de var i deres forældres hjemland.

Før vi tog af sted, lød der mange kommentarer af typen: De jøder skal da bare dø, det gjorde Hitler da meget godt, bla bla. I Jerusalem besøgte de et plejehjem og mødte KZ-overlevende. En gammel dame fortalte, hvordan hendes forældre blev deporteret og myrdet, da hun var en lille pige. Hun sagde også, at hun ikke giver nogen skylden for det. Så var slut med kommentarerne, siger Jenny, og der blev helt stille. Man hørte kun gråd.

Så fortidig er fortiden

Shimon Stein ved, hvordan det føles at være tysker. I 1981 rejste han til Norge, kørte på tyske nummerplader og blev opfattet som tysker. Han blev skældt ud og mistænkeliggjort, lige indtil han gav sig til kende som israeler. Igennem seks år, fra 2001 til 2007, var han Israels ambassadør i Tyskland. Siden da har han boet det meste af tiden i Berlin og Tel Aviv.

Ikke mange, heller ikke tyskere, har lige så gode kontakter i tysk politik og presse som han. Alligevel er Shimon Stein ikke, hvad man ville kalde en blød og føjelig person. Han har været i krig, han er wagnerianer, han er direkte.

Støder den tynde 64-årige mand på en af disse dumme fordomme om Israel eller jøder, bliver han stadig ubønhørligt logisk. I de seneste år har han gennemført en slags israelpolitisk eksercits med tyske toppolitikere fra alle partier, han har hævet deres niveau. Det samme har han gjort med journalister. Også jeg har lært meget af ham, skændtes meget med ham. Især om, hvorvidt man stadig skal nære større mistillid til tyskerne end til andre folk, end til mennesket overhovedet. Han sagde ja, jeg sagde nej. Og i dag?

De almindelige tyskere kendte han ikke meget til tidligere, da han af sikkerhedsgrunde måtte bo i den fæstningslignende ambassadørbolig i Charlottenburg i Berlin, fortæller Stein i dag. Nu oplever han dem til hverdag, og det er hans indtryk, at meget har ændret sig til det bedre.

Og den stadig mere falmede erindring om holocaust? Og de nye generationer? Og den nye tyske særvej? Ja, ja, svarer han, det er sandt, men også helt normalt. Så længe der bare er en politisk modvægt til det, er det ikke så dramatisk.

Og hvad er så det historiepolitiske minimum? Åh nej, siger Stein med en afværgende håndbevægelse: Ingen checkliste, tak, ingen checkliste, har I først den, så vil I hver dag undersøge, om alt nu også er i orden.

Godt så, ingen checkliste. Men et par ting, man faktisk kan stille noget op med: Noget af denne forbandede fortid vil være der, så længe der tales tysk. Auschwitz bliver mere og mere til noget fælleseuropæisk, noget menneskeligt, det er rigtigt, men aldrig helt, der bliver ved med at være en rest, og den rest er os.

Skal tyskerne så fortsat nære mistillid til sig selv? Nej, den tid er forbi. Man behøver ikke nødvendigvis at være enig med Etgar Keret i, at tyskerne er blevet gode, men de er omvendt heller ikke onde.

Erindring, historiebevidsthed, også ritualer, ja selvfølgelig. Men én ting bør man ikke glemme: Vores børn har følelsen af at lære om denne historie i hvert eneste fag undtagen gymnastik, at blive bedømt på det under kritisk opsyn. Man bør derfor være yderst varsom med at bruge moralske imperativer over for dem.

Og indvandrerne? Man kan ikke fortælle dem, at de ikke er rigtige tyskere, og så alligevel forvente, at de hæfter solidarisk for den tyske historie. Omvendt: De vil ikke tro på, at de kan være rigtige tyskere uden i det mindste én gang at have ladet sig berøre af holocaust.

Vores forhold til Israel forbliver noget særligt. Men man kan glæde sig over, at jøderne ikke er afhængige af tysk solidaritet. At Israels sikkerhed er essentiel for os, er ikke essentielt for Israel. Må man kritisere Israel? Hvilket dumt spørgsmål. Blot bør man ikke glemme, at der er 187 andre stater i verden, som kan kritisere Israel. Vi behøver ikke at være helt i front.

Billige provokationer indefra, skældsord udefra, beskyldninger om en tysk særvej, et fjerde rige, tysk dominans igen over Europa. I det hele taget alle disse igener. Hver gang ser vi venlige ud, tier, lader som ingenting.

Er det nok? Det er i hvert fald ganske meget.

Ryst fedtet

Til sidst endnu en gang til Israel. Eilat ligger helt nede i landets sydlige spids, et badested ved Det Røde Hav. Der, hvor landet er ret ukompliceret, sammenlignet med Jerusalem eller Tel Aviv. Men hvad er overhovedet ukompliceret i Israel? Når folk her skal beskrive vejen, laver de sjov med ikke at sige: til venstre eller til højre, men derimod: i retning af Ægypten eller i retning af Jordan. De to uvenlige nabolande ligger kun få hundrede meter fra hinanden. Så smalt er Israel.

Om aftenen vil jeg til en open-air-koncert på havnen i Eilat og tager en taxa. Chaufføren begynder straks at fortælle, han er jøde af indisk herkomst. Han har været tre år i hæren og kæmpet i Libanon som faldskærmssoldat, snart skal han fire uger til Gaza, på en særlig mission. Han peger på sin hud, han får disse opgaver på grund af sin hudfarve, og fordi han taler arabisk. Israel, proklamerer han, er hjemland for alverdens jøder. Israel skal forsvares. De vil dræbe os, råber han til sidst. Hele turen har taget syv minutter, hans liv og Israels eksistensret på syv minutter. Hvad siger man til det, jeg siger: Hope you will survive Gaza. Vi tager afsked med håndtryk.

Koncerten er ikke begyndt endnu, en DJ spiller som opvarmning for det overvejende israelske publikum et nummer af berlineren Peter Fox: Ryst måsen, ryst fedtet. På tysk. Folk danser.

Oversat fra den tyske avis Die Zeit af Adam Paulsen.

Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki Foto: .