Hvordan kunne 12 disciple blive til 33 millioner kristne på 300 år?

I århundreder har det været diskuteret, hvordan kristendommen kunne vokse fra en lille sekt til den dominerende religion i Romerriget. Det endelige svar findes næppe. Men forskere har peget på kvindesyn, fattighjælp og tilgangen til døden som forklaringsmuligheder

Jesus samler mange gange en menneskemængde om sig i Det Nye Testamente, som her på et billede af Jan Brueghel den Ældre (1568-1625). Og mængden af lyttende voksede hurtigere efter hans død. –
Jesus samler mange gange en menneskemængde om sig i Det Nye Testamente, som her på et billede af Jan Brueghel den Ældre (1568-1625). Og mængden af lyttende voksede hurtigere efter hans død. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Jesus fra Nazaret kaldte nogle fiskere til disciple, og fra pinsedagen begyndte den kristne menighed at spredes. I 2018 anslår International Bulletin of Missionary Research, at der er 2,399 milliarder kristne i verden, svarende til 33 procent af verdens befolkning. Det er en fremgang på 308 millioner siden 2004. I nutiden kan man indsamle den slags data, men anderledes svært er detmed kirkens vækst i de første århundreder. Der er kun bevaret få omvendelsesberetninger, og kildematerialet er i det hele taget fragmentarisk. Statistikker over kirkemedlemmer førtes ikke, så ethvert forsøg på at anslå antallet af kristne må tages med et overordentlig stort forbehold – hvis man da ikke vælger at tale om rent gætværk!

Men den amerikanske forsker Rodney Stark giver i værket ”The Rise of Christianity” (Kristendommens udbredelse) følgende bud på udviklingen i de kristnes antal.

Jesus gav ifølge Matthæus-evangeliet en missionsbefaling. Apostlene skulle gå ud i verden og gøre alle folkeslag til Jesu disciple ved at døbe og lære. Kristendommen var således fra begyndelsen en missionerende religion. Efter apostlenes død havde kirken ikke noget organiseret missionsprogram, omend der fortsat var folk, der vandrede rundt som evangelister. Lærde kristne søgte også som apologeter at overbevise hedninger om troens sandhed. Ifølge Rodney Stark var det dog mest vigtigt for kirkens vækst, at de almindelige kristne drev mission i deres netværk gennem mund til øre-metoden.

På Jesu tid var jøderne spredt ud over hele Romerriget, og de havde opnået en række privilegier til at praktisere monoteisme. I ly af synagogens rettigheder kunne de kristne virke, idet de blev opfattet som en af flere jødiske retninger. Man var fælles om troen på Det Gamle Testamente og den ene Gud i modsætning til de mange romerske guder. Det jødiske folk var et brohoved for kristen mission, og der blev flest kristne, hvor der i forvejen var synagoger. Kristendom havde dog i forhold til jødedommen den fordel, at den principielt var for alle folk og ikke for en etnisk gruppe. For den gamle tyske kirkehistoriker Adolf von Harnack var det en vigtig faktor i kristendommens udbredelse, at kristendom byggede på og fuldendte jødedommen.

Der var i kirkens første århundreder et romerrige med magten over hele middelhavsområdet. Riget hang sammen under en kejser i Rom. Det gav en ensartethed og god sammenhæng. Romerriget havde en stærk infrastruktur, så man let kunne færdes på kryds og tværs i riget. Græsk var længe det fælles sprog for hele riget, for først fra cirka 250 blev latin sproget i den vestlige del af riget.

Kirkehistorikeren Nils Arne Pedersen anser det for afgørende, at Paulus havde en indgang i de lidt højere sociale lag i samfundet i kraft af at være romersk borger. Der var også tidligt velstående romere blandt de kristne, også folk fra kejserens hof. Paulus opfordrede i Romerbrevet, som findes i Bibelen, de kristne til at adlyde deres politiske ledelse, og også siden havde de kristne et positivt forhold til statsmagten, som de så som et værn mod ondskaben. Når myndighederne indimellem forfulgte de kristne på livet, søgte kristne forfattere at forsvare sig med, at de kristne afgjort ikke var nogen trussel mod riget.

Det kristne menneskesyn var revolutionerende i samtiden. Man regnede alle mennesker for lige værdige over for Gud. Dette har nok været baggrunden for den forholdsvis store udbredelse af kristendommen blandt kvinder og slaver. Selv blandt Roms biskopper var der tidligere slaver. Kristne kvinder havde højere status end hos jøder og romere. Den amerikanske forsker Rodney Stark påpeger, at en af grundene til de mange kvinder i menigheden var de kristnes forbud mod abort og polygami, og at den kristne tro fremmede frigørende sociale relationer og organisationer. På grund af forventning om Jesu snarlige genkomst havde man ikke nogen politisk målsætning om at ændre samfundsstrukturen, men menighederne undergravede standsforskellene med deres syn på ligestilling.

Diakonalt arbejde var en integreret del af oldkirkens liv. De kristne viste broderkærlighed over for hinanden i hverdagen. De fattige og trængende fik hjælp. Foreninger spillede dengang en stor rolle og varetog mange funktioner i hverdagen. Blandt andet havde man begravelsesforeninger til at tage sig af de døde, og her kom kirken også ind i billedet, for ingen organisation lagde en sådan vægt på at omgås de døde med respekt som de kristne. De øvede også et stort socialt hjælpearbejde udadtil, undertiden med fare for eget liv, ud fra tanken om ethvert menneskes værdi. De kristnes hjælp har formodentlig gjort den kristne tro tiltrækkende for nogle. Det kan man blandt andet læse om i biskoppen Eusebs kirkehistorie fra 300-tallet.

”For de (kristne) var de eneste, som under sådanne ulykkelige forhold viste medfølelse og menneskekærlighed ved deres gerninger. Hele dagen holdt de ud med at tage sig af de døende og at begrave dem (der var utallige, som der ikke var nogen, der bekymrede sig om). Andre samlede fra hele byen mængden af dem, som var plaget af hungersnøden, på ét sted og uddelte brød til alle, så deres handling blev kendt af alle mennesker, og de priste de kristnes Gud og overbevist af selve gerningerne indrømmede de, at de kristne alene var virkelig fromme og gudfrygtige,” står der hos Euseb.

Romerriget var et multireligiøst samfund. I modsætning til andre religioner var den kristne kirke velorganiseret. Hurtigt organiserede man sig med en leder (en biskop) i hver menighed, og det varede ikke længe, før biskopperne mødtes til synoder på regionalt plan, fra 325 på verdensplan. Der var desuden også en usædvanlig grad af åbenhed og gennemskuelighed i den kristne tro. Man vidste, hvad de kristne troede på. Bibelen udgjorde et fælles bånd mellem de kristne, der allerede i 100-tallet havde en nogenlunde fælles kanon. Der var også i vid udstrækning tale om fælles dåb, fælles nadver og fælles liturgi. De kristne lagde megen vægt på et helligt liv, og de havde en kendt og klar etik. I modsætning til mysteriereligioner i samtiden var der gennemskuelighed og orden i tingene, og det gav troværdighed.

Bibelen fortæller om mirakler på apostlenes tid, og kilderne fra de første århundreder rummer eksempler på fortsat forekomst af undere og ekstraordinære nådegaver. Justin Martyr i 100-tallet talte om, at de kristne faktisk oplevede, at onde ånder blev uddrevet fra mennesker, og at helbredelser fandt sted. Den norske kirkehistoriker Oskar Skarsaune mener ikke, at helbredelser var vigtige for kristendommens udbredelse i andet århundrede, men at eksorcismer derimod var. Når kirkefaderen Irenæus skrev, at eksorcismer fik folk til at blive kristne, kunne det let være tilbagevist i samtiden, hvis ikke det faktisk var sandt.

”For der er virkelig nogle, som uddriver dæmoner, så at de, som således er renset fra onde ånder, både tror (på Kristus) og slutter sig til kirken,” skrev Irenæus i skriftet ”Imod kætterne” fra 100-tallet.

Hvor vigtige disse mirakler reelt var, kan man ikke afveje i dag. Kirkens vækst fortsatte dog, også efter at der tilsyneladende forekom færre mirakler.

Det var et afgørende træk i de første kristnes tro, at de havde et håb om frelse til et evigt liv hinsides døden. Dette gav dem tryghed trods alle vanskeligheder, ja selv martyriet. De kristne opsøgte ikke martyriet, men når forfølgelser kom – og kristne endte med at blive henrettet ved løver eller på bål – så gik tusinder i døden med tro og håb. Det diskuteres, hvor stort antallet af martyrer egentlig var. Men de kristnes tro og tryghed har nok vakt opsigt. Indadtil i menigheden har martyrerne bekræftet troens bærekraft. Udadtil blandt hedninger har det nok gjort indtryk, at de kristne havde et svar på det yderst nærværende problem, som døden udgjorde i et samfund præget af epidemier og krige.

Biskop Polykarp i Smyrna i det andet århundrede blev kendt som martyr i skriftet ”Polykarps martyrium” fra 100-tallet:

”Prokonsulen lagde pres på ham og sagde: ’Sværg, og jeg løslader dig, forband Kristus!’.

Polykarp svarede: ’I seks og firs år har jeg tjent ham, og han har ikke gjort mig noget ondt, hvorledes skal jeg så kunne forbande min konge, som har frelst mig?’.”

Rodney Stark har med sociologiske metoder søgt at forklare den tidlige kirkes vækst. En af hans forklaringsmodeller er betydningen af de kristnes vægt på det monogame livslange ægteskab. I Romerriget var der stor seksuel løssluppenhed, med incest, utroskab og medfølgende livsfarlige aborter. Kristen etik betød senere graviditeter og flere overlevende børn. Kristne familier oplevede derved en biologisk tilvækst, der – hvis ellers børnene forblev i den kristne menighed – kan have ydet et bidrag til kirkens vækst i de første århundreder.

På mindre end 400 år blev kristendommen den eneste tilladte religion i romerriget – og kirken var også vokset stærkt i landene øst for riget. Denne utrolige udvikling gives der altså forskellige forslag til forklaring på. Dybest set forbliver der dog noget uforklarligt ved det. Det var vel det, der fik en digter til at skrive salmen ”Guds menighed er jordens største under”.

Kurt E. Larsen er professor i kirke- historie på Menighedsfakultetet i Aarhus.