Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Anden Verdenskrig

Hvorfor blev Alexander Keller myrdet?

Alexander Keller gik på jødisk drengeskole. Før han blev skudt under mystiske omstændigheder, havde han haft modgang i livet. Han fik en sigtelse for vold mod sagesløs, blev fyret som lærling og opholdt sig en del på værtshuse, dansehaller og billardsaloner. – Privatfoto.

Den 17. februar 1945 blev den unge jøde Alexander Keller skudt ned på badeanstalten ”København” i Studiestræde. Men hvad lavede den jødisk udseende Alexander Keller i København i februar 1945, efter de fleste andre jøder var i Sverige eller deporteret til Theresienstadt? Var Alexander Keller frihedskæmper, eller drejede mordet sig om helt andre forhold?

Dér hvor frihedskæmpere ligger begravet, og andre er hædret, i Mindelunden i København, står en stor mindesten med navnene på frihedskæmpere, der ikke er begravet i Mindelunden. På stenen mindes også Alexander Keller, men han ligger begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Alexander Kellers lig blev fundet i Ryvangen i København kort tid efter befrielsen. Alexander Keller blev skudt 17. februar 1945, men hvad lavede den jødisk udseende mand i København, efter de fleste andre jøder var i Sverige eller deporteret til Theresienstadt? Hvorfor blev han skudt? Og var han frihedskæmper?

Mordet på Alexander Keller blev beskrevet i datidens aviser, men dengang var der mange mord og tragiske hændelser, og der var sikkert ikke mange, der specielt hæftede sig ved mordet på Alex-ander Keller. Set ud fra et jødiske perspektiv er det en bemærkelsesværdig sag. For så vidt vides, skød tyskerne kun én anden jøde, nemlig operasangerinden Rena Pfiffer Madsen, der sammen med 21 andre jøder blev taget af nazis-terne under flugten, da de var forsamlet på Syrefabrikken på Amager for at flygte videre. Mange andre jøder begik selvmord eller druknede under flugten, men Alexander Kellers tragiske skæbne pirrer nysgerrigheden, for hvorfor var han overhovedet i landet?

Ved begravelsen på den jødiske begravelsesplads holdt overrabbiner Max Friedriger en tale over ”sin gamle elev”. Der var et stort følge til stede, og kisten var svøbt i Dannebrog og dækket med rød-hvide nelliker.

Familien Keller var østeuropæiske jøder, der var kommet til Danmark før Første Verdenskrig. Forældrene var Max (1883-1938) og Ruchla Cenzinsky (1878-1947). De var kommet fra Polen. Familiens oplysninger om Alexander Kellers liv er begrænset, for ifølge flere familiemedlemmer blev der aldrig talt om Alex-ander og mordet på ham.

Alexander Keller boede på Værnedamsvej nummer 11 i København. Af retssagens dokumenter fremgår det, at Alexander Keller var forlovet med en kristen pige, Edith Kongslev, fra julen 1941, og at de levede sammen i Ediths lejlighed indtil mordet.

Retssagen indeholder detaljerede oplysninger om morderen Niels Juel Walløe, og en lang række vidner indkaldtes for at beskrive mordet. Gerningsmanden var en af de brutale nazister, der havde meget på samvittigheden. Han var født i 1919. Faderen døde tidligt, og Niels Juel Walløe blev sat i pleje hos sin morbror, hvor han aldrig faldt til. Han havde svært ved at følge med i skolen, og retspsykologen betegnede ham som under middel begavet på grænsen til evnesvag, men moden til retsforfølgelse. Han blev af morbroderen betegnet som ”naiv, sjusket og doven”. Han meldte sig kort tid efter Besættelsen ind i det danske nazistparti og lod sig hverve til den tyske Waffen-SS fra 1942 til 1944. Han fik militærtræning i Tyskland, hvorefter han blev sendt til Østfronten. Her avancerede han til korporal og blev såret i nakken af en granatsplint. De danske myndigheder interesserede sig aldrig for, hvad han havde lavet på Østfronten.

Da Walløe kom hjem til Danmark, fik han arbejde som chauffør ved det tyske sikkerhedspoliti, men af egen drift opsøgte han konflikter med danskere og deltog i jagten på frihedskæmpere og politifolk. I retssagens akter står, at han bevæbnet deltog i talrige anholdelsesaktioner. Han deltog for eksempel i anholdelsen af en dansk betjent, Mogens Erik Pedersen, der blev sendt til en koncentrationslejr i Tyskland. Niels Juel Walløe var også gerningsmand til et uhyggeligt drab på en frihedskæmper den 19. december 1944. To frihedskæmpere var ankommet i bil til en garage på Bernstorffsvej 162 i København, hvor Walløe mødte dem og med en pistol tvang dem med ind i garagen. Walløe tilkaldte Hipo-folk, men inden disse ankom, skød Walløe frihedskæmperen Carlo Christensen i hovedet. Da Hipo-folkene ankom, levede Carlo Christensen endnu, men de skød ham derpå tre gange i hjertet. Den anden frihedskæmper blev anholdt og ført bort.

Denne ugerning fik Frihedsrådet til at give grønt lys for en likvidering af Niels Juel Walløe, og Holger Danske-gruppen, under ledelse af ”Herman” (Gunnar Dyrberg), blev sat til at udføre likvideringen. Gruppen forsøgte to gange at dræbe Niels Juel Walløe, men uheld gjorde i begge tilfælde, at det ikke lykkedes. Der var altså tale om en forhærdet nazist, der havde begået mord og andre kriminelle gerninger, som dræbte Alexander Keller den dag i februar 1945.

Selve mordet på Alexander Keller blev omhyggeligt beskrevet af en række vidner. Et vidne fortalte, at han på dagen havde opholdt sig i venteværelset på badeanstalten København. Han så da, at Alexander Keller fik meget travlt og has-tede ind i damernes bruseafdeling. Lige bagefter ham kom Walløe med en mappe under venstre arm og en pistol i højre hånd. Umiddelbart efter hørte vidnet en række skud. I retsakterne er Alexander Keller omtalt som ”jøden” og med et typisk ”jødisk udseende”.

Niels Juel Walløes eget udsagn må læses med kritisk distance. Han påstod, at han ville bruge badeanstalten og havde truffet Alexander Keller i brusebadsområdet. Walløe påstod, at Keller havde angrebet ham uden grund og havde slået ham i ansigtet. Han trak derefter pistolen. Han påstod, at han mistænkte, at Alxander Keller havde en pistol. Han havde beordret Keller til at være rolig, men Keller gjorde en bevægelse, så han troede, at han ville trække en pistol. Derfor skød han.

Vidner er refereret for, at Walløe beordrede Keller til at gå med ham til Shell-huset, hvor nazisterne havde deres hovedkvarter. Det indvilgede Keller i, men forsøgte derpå at undslippe ved at flygte ind i kvindeafdelingen. Det var her, Walløe skød ham seks-syv gange.

Et vidne opholdt sig over for badeanstalten i vandforsyningsbygningen. Han hørte en række skud og så folk strømme ud fra badeanstalten:

”Han sad ved vinduet og så da en mand komme løbende fra Badeanstalten mod Axeltorv, forfulgt af tiltalte, der havde en pistol fremme og pegede mod den forfulgte. Vidnet så også den tiltalte skifte magasin, dette skete ved hjørnet ved Axeltorv. Vidnet hørte, at den forfulgte råbte: ’Han skyder mig kun, fordi jeg er jøde.’ Den forfulgte blev væltet af en uniformeret tysker.”

Niels Juel Walløe og en anden dansk nazist ved navn Rolf Jensen, der også havde opholdt sig i badeanstalten, løb efter Alexander Keller, og et vidne fortalte, at Alexander Keller lå nede på jorden og pegede på de to mænd, mens han sagde, at de havde skudt ham, fordi han var jøde. Vidnet hjalp Alexander Keller hen til en trappesten, og Alexander sagde, at han ikke kunne forstå, hvorfor de havde skudt ham, for han var kun en stakkels jøde.

Et andet vidne fortalte, at han var gået ude på gaden foran badeanstalten og havde set ”jøden” løbe mod Axeltorv:

”Jøden” løb på fortovet, og Niels Juel Walløe løb nede i rendestenen. Pludselig var ”jøden” faldet om på fortovet. Vidnet var gået hen imod ”jøden”, og idet ”jøden” havde peget på Niels Juel Walløe, havde han sagt:

”Det var dig, der skød mig, dit svin.”

Niels Juel Walløe havde nu sagt noget til ”jøden”, men dette havde vidnet ikke hørt, og ”jøden” havde hertil svaret:

”Jeg gjorde det for min moders skyld.”

De to nazister, Walløe og Jensen, fik derefter fat på en ambulance, som kørte Alexander Keller til Shell-huset. Derfra blev han kørt videre til Nyelandsvej- lazarettet, hvor han døde.

Hvad var årsagen til mordet?

Vi har kun Niels Juel Walløes udsagn at holde os til, når det drejer sig om motivet. Ingen andre vidner og heller ikke Alexander Kellers kæreste oplyser noget om baggrunden for mordet. Ifølge Niels Juel Walløe havde Alexander Keller flere gange chikaneret ham. De kom begge på en restaurant, Lodberg, der lå i Paladsbygningen, og her kom Niels Juel Walløe i sin nazi-uniform. Ifølge Niels Juel Walløe havde Alexander Keller ved en lejlighed sagt til ham:

”Dig skal vi nok få ram på en dag!”.

Det mærkelige er, at restaurant Lodberg var en restaurant for tyske officerer. Restauranten ændrede navn under Besættelsen og hed Deutsches Eck fra juli 1943 til 1945.

Spørgsmålet er, hvad Alexander Keller lavede i en tysk restaurant for officerer, når han ifølge alle kilder var typisk jødisk udseende – og dengang var der ikke så mange fremmede med mørkt hår og ikke-dansk udseende. Alexander Kellers kæreste, Edith Kongslev, forklarede i retten, at Alexander ligefrem var hyppig gæst i restauranten, og at hun senere havde hørt, at han havde et bestemt bord derinde.

Mysteriet vokser. For hvorfor skulle en typisk jødisk udseende mand holde til i en tysk restaurant og endda tillade sig at true en dansk nazist? Alle gæt er mulige, men intet tyder på, at Alexander Keller arbejdede for tyskerne. Det ville også have været usandsynligt, men der var på den anden side eksempler på, at jøder forsøgte at klare sig igennem naziperioden ved at samarbejde med nazister. Et fotografi af Alexander Keller taget under krigen viser ham med det danske kongemærke på jakken. Mærket blev produceret under Besættelsen og var et udtryk for dansk nationalt tilhørsforhold og blev også opfattet som en stille national protest mod Besættelsen.

Der er intet, der tyder på, at han var frihedskæmper eller arbejdede illegalt mod tyskerne. Hvis han havde været det, var han måske blevet begravet i Ryvangen, eller familien var blevet tildelt en erstatning fra Erstatningsrådet, men det fik den ikke. Han er heller ikke omtalt i bogen ”Faldne i Danmarks Frihedskamp”, hvor dræbte frihedskæmpere er nævnt.

Som mange andre naziforbrydere slap Niels Juel Walløe billigt fra retsopgøret. Han blev dømt til døden ved byretten og Østre Landsret, men Højesteret ændrede dette til fængsling på livstid. Han blev løsladt i november 1957 og levede et liv på samfundets rand. I 1960’erne involverede han sig med storsmuglere, der smuglede cigaretter til Danmark. I 1967 var Niels Juel Walløe mistænkt for at være ansvarlig for et røveri mod Sparekassen for København og Omegn på Strandvej 88 i Hellerup. Men der blev ikke rejst sigtelse. Han rejste til Spanien i 1969, men kom tilbage i 1974 og døde samme år i København.

Netop som sporet syntes at være koldt, og vi stod med et uløst mysterium, dukkede der en ny ledetråd op. En avisartikel i Kristeligt Dagblad fra den 14. april 1943 havde følgende overskrift: ”Landsretten nedsatte Hælerens Straf. Dom i Guldtyveriaffæren fra Haderslev.”

Artiklen fortalte, at en skræddersvend ved navn Eigil Edmund Rasmussen havde stjålet 129 guldringe fra en forretning i Haderslev og var blev idømt tidsubestemt straf. Hæleren var Alexander Keller, og han havde først fået otte måneders fængsel, som ved landsretten var nedsat til seks måneder.

Af Haderslev Politis arkiver fremgår det, at Alexander Keller havde gået på den jødiske drengeskole, men hurtigt kom over på Hans Tausensgade Skole, hvor han gik ud i 5. klasse. Han havde ingen tidligere domme, men der var en sag om vold mod sagesløs i Tivoli i 1935. Sigtelsen var dog blevet frafaldet. Han havde forsøgt at blive skotøjstilskærer hos jødiske mestre, men det var ikke faldet heldigt ud. Han kom i lære hos Josef Thorbrither i Prinsessegade. Thorbrither fortalte i 1935 politiet, at han var kvik og til tider flink, men også upålidelig, løgnagtig og fræk. Forholdet til mester var blevet forværret, da Alexander Keller havde krævet mere i løn, og i sidste ende afskedigede Thorbrither ham. Også Alexander Kellers forældre var indkaldt til at afgive forklaring i 1935, og de beskrev Alexander som en flink og sød dreng. Forældrene tilføjede dog, at Alexander var sin egen og ikke søgte selskab med andre unge.

Efter Alexander blev fyret fra sin lærlingeplads, synes han at have opholdt sig en del på værtshuse, dansehaller og billardsaloner.

I april 1943 fik Alexander Keller en dom på seks måneder ved Vestre Landsret. Spørgsmålet melder sig så, om vi her har forklaringen på, at Alex-ander Keller ikke flygtede i oktober 1943 med resten af sin familie. Svaret finder vi i Danske Politi Efterretninger, der er officielle meddelelser om fanger i danske fængsler. Det fremgår heraf, at Alexander Keller sad fængslet indtil den 2. november 1943, og at han derfor ikke kunne være med på flugten.

Hans usædvanlige besøg på restaurant Lodberg antyder, at han efter løsladelsen måske fortsatte med hæleri, men nu over for tys-kere eller danske nazister. På den anden side gik han med Kongemærket og udfordrede åbenlyst den danske nazist, der senere skulle blive hans morder. Mysteriet er selvfølgelig, at nazis-terne ikke arresterede Alexander Keller efter løsladelsen og deporterede ham til koncentrationslejren Theresienstadt.

Det er meget sjældent i dansk sammenhæng at finde sager, hvor danske jøder var i en gråzone og i et muligt kriminelt forehavende med nazister, hvis dette altså var tilfældet. I andre lande er der tilfælde, hvor jøder af forskellige årsager måtte søge samarbejde med nazis-ter – for eksempel for at redde familiemedlemmer. Sagen om Alexander Keller er ikke løst med denne undersøgelse og vil måske aldrig blive det. Vor undersøgelsen kommer ikke helt til bunds i mysteriet om Alexander Keller, men kan dog afklare, at han ikke var frihedskæmper, men sikkert nationalt sindet. At han ikke kom med på flugten, fordi han sad fængslet i oktober 1943. At han sikkert blev skudt, fordi han provokerede Niels Juel Walløe og sagde: ”Dig skal vi nok få ram på en dag!”.

Vi kender til mange tragiske jødiske skæbner fra nazitiden i Danmark, og Alexander Kellers korte liv hører til en af de mærkværdige.

De tre børn i Keller-familien ses på et familiefoto. Fra venstre: Dora, Herman og Alexander. – Privatfoto.
Et familiefoto fra gemmerne viser her familien Keller. Fra venstre mod højre ses Max (faderen), Dora (der fik navnet Nielsen, da hun senere blev gift), Herman, Ruchla (moderen) og til sidst Alexander. – Privatfoto.
Alexander Keller blev myrdet få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning. Han opholdt sig stadig i København, efter mange andre jøder var flygtet fra nazis-terne. Her ses hans gravsten på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. – Privatfoto.