Hvorfor blev Auschwitz ikke bombet?

Det burde vi have gjort, sagde den amerikanske præsident Bush i fredags og genåbnede dermed ét af de mest uhyggelige kapitler af den menneskelige historie

Det var i den nærliggende lejr Birkenau, kaldet Auschwitz II, at den omfattende udryddelse af lejrfangerne blev sat i system med talrige gaskamre og krematorieovne. Ofrene blev ført til udryddelseslejren i lukkede godsvogne. Gaskamrene og ovnene blev sprængt i luften af tyskerne, da den russiske hær nærmede sig, i et forsøg på at slette sporene. –
Det var i den nærliggende lejr Birkenau, kaldet Auschwitz II, at den omfattende udryddelse af lejrfangerne blev sat i system med talrige gaskamre og krematorieovne. Ofrene blev ført til udryddelseslejren i lukkede godsvogne. Gaskamrene og ovnene blev sprængt i luften af tyskerne, da den russiske hær nærmede sig, i et forsøg på at slette sporene. –. Foto: .

Amerikanske fly fløj over Tysklands største udryddelseslejr, Auschwitz, i 1944 og tog detaljerede overvågningsfotos. Ikke for at kunne bombe gaskamrene i lejren og nedsætte drabstallet eller måske endda befri de hundredetusindvis af jøder, sigøjnere og andre, som de tyske krigsherrer ønskede udryddet. Flyene ødelagde i stedet tyske oliefabrikker mindre end 10 kilometer væk.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke mindske omfanget af ét af historiens sorteste pletter, når man havde chancen?

Spørgsmålet er igen blevet rejst, denne gang af den amerikanske præsident Bush i fredags under et besøg på Yad Vashem Holocaust Memorial i Jerusalem. Hans egen konklusion lød: Vi skulle have bombet. Siden er han blevet rost for sin tilkendegivelse af internationale holocaust-eksperter og -organisationer.

De allieredes manglende indgreb over for Auschwitz-lejren er tidligere blevet kritiseret, både under og efter krigen, blandt andet af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton. For det er blevet bevist og erkendt, at de allierede endda i meget detaljeret grad kendte til forholdene i lejren, hvor cirka en million mennesker blev dræbt af tyskerne under Anden Verdenskrig.

Roosevelt-administrationen afviste forslagene om bombning med den forklaring, at det var en del af en bredere stratgei omkring de jødiske forfølgelser. Skulle man være gået ind i den kamp, ville det have krævet store militære ressourcer og muligvis krævet mange soldaters liv. Den bedste måde at hjælpe jøderne på var at vinde krigen, lød det.

Den britiske premierminister Winston Churchill så heller ikke bombning som en løsning, fordi bombningerne ville blive upræcise og kunne risikere også at dræbe lejrens fanger. Landkrigen måtte vindes først.

Andre argumenter lød, at bombningerne ikke ville gøre den store forskel. Jøderne ville alligevel miste livet i hundredetusindvis, blot med andre metoder. Kritikerne har til dette pointeret, at man ved at ødelægge togforbindelserne til lejrene og de store krematorier trods alt kunne have nedbragt dødstallet med mange tusinde.

Auschwitz blev anlagt i 1940 i det tysk besatte Polen, 60 kilometer fra Krakow. Da den russiske Røde Hær den 27. januar 1945 befriede lejren, var der blot 7650 fanger i live.

Lejrens tidligere kommandant Rudolf Höss anslog ved de efterfølgende høringer, at omkring tre millioner mennesker var blevet slået ihjel i Auschwitz i årene 19411944. Dette tal er senere blevet nedjusteret til cirka 1,1 million en million jøder fra primært Østeuropa, 70.000-75.000 ikke-jødiske polakker, 21.000 sigøjnere, 15.000 sovjetiske krigsfanger og 10.000-15.000 personer fra andre lande.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk