”Øst er øst og vest er vest, og aldrig skal de tvende mødes,” skriver Rudyard Kipling i digtet ”The Ballad of East and West”. Han skrev det om forholdet mellem Indien og England, men udsagnet har en videre værdi, det kan også bruges om forholdet mellem Øst- og Vesteuropa. De er dog vel blevet samlet i EU, vil man måske indvende. Men er de nu også det?
Jo, siden Berlinmurens fald er de tidligere sovjetdominerede lande ganske vist gået fra den ene union til den anden, men det ville være en overdrivelse at sige, at de gjorde det for at blive integreret med de vesteuropæiske stater.
Tværtimod må man sige, at de østeuropæiske stater har brugt tiden siden deres indlemmelse i 2004 samt de midler, de dermed fik i hænde, til endelig at etablere sig selv som nationalstater. Og hvem kan dybest set fortænke dem? Ingen har som de østeuropæiske områder været kastebolde blandt historiens store imperiebyggere. Nu har de endelig mulighed for at bestemme selv. Og så vil de altså først og fremmest være selvbestemmende nationalstater.
Faktisk har Øst- og Vesteuropa altid været til at skelne. I hvert fald lige siden Romerriget i slutningen af det 4. århundrede splittedes i et Øst- og et Vestrige, hvorefter Vest-riget snart faldt sammen, og Østriget fortsatte som Det Byzantinske Kejserrige indtil 1453. Skellet mellem Øst- og Vestrom falder i nogen grad sammen med det skel i kristendommen mellem en vestlig katolsk variant og en østlig ortodoks, som manifesterede sig med Det Store Skisma i 1054. Det trosskel eksisterer stadig i dag, og det er væsentligt. Religionsskellet rejser spørgsmålet om, hvad der egentlig er Østeuropa. Vi har en vane med at tænke, at det er alt, hvad der ligger mellem Tyskland og Ural, men her bør man retteligt skelne mellem et Centraleuropa og et Østeuropa, hvor førstnævnte er en del af den vestlige civilisation og sidstnævnte den ortodokse del, der tilhører den russiske civilisation.
Ifølge denne logik kan lande som Serbien, Montenegro, Bosnien, Albanien, Makedonien og Grækenland aldrig blive en del af Vesten, ligesom det gælder hovedparten af Hviderusland, en ikke uvæsentlig del af Ukraine og det halve af Rumænien. EU og Nato har i det store og hele valgt at se bort fra disse historiske komplikationer, når det har handlet om, hvilke lande der var valgbare som medlemmer, men landene i øst har selv været meget bevidste om problematikken. Den tidligere litauiske præsident Vytautas Landsbergis citeredes i 1995 i New York Times for et udsagn om, at litauerne flere hundrede år tidligere havde måttet vælge mellem to civilisationer, og ”valgte den romanske verden, konverterede til romersk-katolicisme og valgte en statsorganisation baseret på lovgivning”.
Der har også været væsentlige geografiske årsager til, at Vest- og Østeuropa har haft forskellige forløb siden tidlig middelalder. I den lange periode, hvor sejlads var den mest praktiske transportform, var Vesteuropa med sin tilgrænsning til Middelhavet, Østersøen og Atlanterhavet meget bedre stillet end Østeuropa. Det betingede nemlig livligere handel og kommunikation, som igen gavnede den politiske udvikling i retning af demokrati. Der udvikledes fra det 15. århundrede en pengeøkonomi og et borgerskab.
Hvad Østeuropa havde, var jord, og der udviklede sig fra senmiddelalderen meget store godssystemer med livegenskab og ufri former for arbejde, hoveri. Det var præget af en meget lav befolkningsudvikling, langsom byudvikling og store uopdyrkede skove.
Når man i historieskrivningen adresserer disse regionale forskelle, taler man om det andet livegenskab øst for Elben, mens friere former meldte sig vestpå. De østeuropæiske vidder var gefundenes Fressen for historiske imperiebyggerne og store aristokratiske familier i Rusland, Tyskland og Østrig. Det gavnede heller ikke just den politiske frigørelse.
Efter Anden Verdenskrig blev Østeuropa identificeret med det, som Sovjet havde lagt sin klamme hånd på og i 1961 forseglede både praktisk og symbolsk med Berlinmuren. Efterkrigstiden oplevede flere forsøg i Centraleuropa på at komme fri af den sovjetiske absolutisme, i Ungarn, i Polen og ikke mindst i Tjekkoslovakiet i det herostratiske år 1968, hvor der på en og samme gang var Dubceks ”Prag-forår” og ungdoms- og studenteroprøret i vest.
De to lod sig nu ikke så let koordinere, for venstrefløjen i vest var aldrig sikker på, om ikke det var den sovjetiske kommunisme, der var ”progressiv”, mens opstandene mod regimet nok var ”borgerlige”. I øst ville man bare have national selvbestemmelse og demokrati – det, som de unge gjorde oprør imod i vest.
Da Muren faldt i 1989, blev Tyskland ironisk nok samlet østfra, samtidig med at en gammel drøm om Central- eller ”Mitteleuropa” genopstod. En række østeuropæiske stater påførte sig derefter liberalistiske hestekure for at komme i betragtning til en indlemmelse i EF. Det var kure, der sagde spar to til, hvad man har set af ”thatcherisme” i vest. Det trak ud med indlemmelsen, men i 2004 lykkedes det.
Det var kompliceret, for Tyskland og Frankrig så ikke ens på tingene. Mens tysk Europa-politik tog udgangspunkt i regionaliseringer a la Mitteleuropa som en tysk ressource, var den franske fokuseret på Vesteuropa som centrum. Den forskel havde stor betydning for åbningen mod øst. Efter at have været skeptisk vendte Frankrig på en tallerken og åbnede for en indlemmelse af staterne i øst, for dermed ville hele det daværende EF få en østpolitik, ikke bare Tyskland. Præmissen for den franske vending var en erkendelse af, at tysk økonomi ville operere i Østeuropa, uanset gennemførelsen af en formel indlemmelse, mens fransk økonomi var helt afhængig af en sådan. Nu blev Østeuropa – på fransk foranledning – til en opgave for hele Vesteuropa, en mission med mindelser om de gode gamle imperiedage.
Den tyske kansler Helmut Kohl prøvede faktisk i 1989 at sætte farten for en tysk genforening ned, ligesom det for de tyske socialdemokrater var vigtigt at understrege, at en forening jo godt kunne tænkes på det kulturelle niveau, men ikke nødvendigvis måtte ske på det politiske. Tyskland kunne jo forenes som to stater, tænkte man. Genforeningen kom som bekendt alligevel, og dét hurtigere end lynet. Den lå i kortene og kom i praksis, fordi østtyskerne efter Murens fald ”stemte med fødderne”.
Sådan set blev genforeningen til som følge af en truende politisk kollaps, som både den tyske regering og stormagterne måtte tage til efterretning for overhovedet at få østtyskerne til at blive, hvor de var.
EU’s ledelse blev forløbet i 1990’erne grebet af en handlekraft, som siden viste sig særdeles problematisk. Ikke blot udvidede man sig overilet med ikke blot de centraleuropæiske lande, men også med et par af de ortodokse, Rumænien og Bulgarien, hvis medlemskab i EU har været af tvivlsom værdi, men man oprettede samtidig den ”økonomiske og monetære union”, som siden mundede ud i euroen. At det også var overilet, fordrer vist ikke yderligere argumenter.
Problemet har efter indlemmelsen i 2004 været, at de nye medlemslande i øst af historiske årsager ikke rigtig har ladet sig integrere i EU. Man kan undre sig over, at man ikke så det komme, men sådan har Bruxelles-føderalisterne gang på gang vist, at de historisk set er blinde og døve.
I den pågående integrationsproces har de nationale politiske kulturer haft en væsentlig dæmpende rolle. Mens alle, ikke mindst i Bruxelles, bildte sig ind, at nationalstatens rolle var udspillet, som det var blevet forudsagt mange gange, har den tværtimod fået en renæssance, ikke mindst aktualiseret af de centraleuropæiske Visigrád-stater Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, som blandt andet har sat hælene alvorligt i over for indvandringen sydfra.
Noget tyder på, at der med disse stater, og ikke kun med dem, fortsat vil være klare begrænsninger i forhold til en overstatslig integration i EU. Virkeligheden ligner måske mere en aktualisering af præsident Charles de Gaulles gamle karakteristik af det europæiske samarbejde som ”L’Europe des patries”, altså fædrelandenes Europa.
Og der står vi så i dag i Europa. Mens vi i vest fabler løs om vores individuelle identitet og personlige frigørelse, er de østpå stadig optaget af deres nationale frihed og selvstændighed. Og at det lå i kortene, skal man ikke bebrejde dem.