Prøv avisen
Interview

Hvornår blev danerne kristne?

Ansgar, der blev udsendt fra Bremen til danernes område i 800-tallet, kaldes på tysk ”Apostel des Nordens”, Nordens apostel. Her ses missionæren på en akvarel af Arvid Fougstedt (1888-1949) i gang med at forkynde kristendommen i Birka, en by i det nuværende Sverige. – Foto: Scanpix Ritzau

Torben Bramming rejser spørgsmålet på ny i en bog om munken Ansgar, der med ydmyghed og jernvilje drog på en farefuld missionsrejse blandt de vilde vikinger i 826

Det var fundet af en kristen gravplads i Ribe fra vikingetiden, der satte Torben Bramming i gang med at skrive sin nye bog. Bramming kendte Ansgar, Nordens Apostel, som han kaldes, fra helgenbeskrivelsen ”Ansgars Liv”, som han havde læst allerede i 1990’erne. ”Ansgars Liv” blev skrevet i cirka 867 af vennen og rejsefællen gennem 24 år, munken Rimbert, kort efter Ansgars død.

De intet mindre end 3000 kristne grave, der dukkede op under en arkæologisk udgravning i 2008-2012 ved Ribe Domkirke, bekræftede simpelthen oplysninger, som indtil da kun havde været anset som påstande hos Rimbert: At Ansgar anlagde en kirke og grundlagde en menighed i Ribe. Som præst ved Ribe Domkirke, der dagligt kunne følge med i udgravningerne, var det både lokalhistorien og den europæiske kirkehistorie, der pludselig åbnede et kapitel fra fortiden for Bramming:

”Fundet af gravene betyder, at Danmarks historie skal skrives om. De fleste fremstillinger af Danmarks historie, for eksempel udstillingen ’Kongernes Jelling’ og ’Historien om Danmark’ på DR, hævder, at kristningen skete fra oven, og at man gik over til kristendom af politiske årsager. At der var en menighed i Ribe allerede i 800-tallet, peger på en kristning fra neden, som man ikke har taget højde for tidligere.”

Kan du sige noget mere præcist om, hvor mange kristne der har været? Forskere har anslået, at der levede 700.000-800.000 mennesker i Danmark i vikingetiden, og af dem er 3000 jo ikke ret mange?

”Det er svært at anslå i tal. Men det vigtige er, at man før ikke troede på, at Ansgars kirke fandtes, det stod blot hos Rimbert. Fundet har bekræftet, at der har været en kirke. Det var en missionskirke, som havde et kæmpe område. Selvfølgelig var flertallet af danskere hedninge på det her tidspunkt, men fundet fortæller, at mange har gjort meget for udbredelsen af kristendommen før Harald Blåtand. Folk kendte til Kristus og den kristne Gud via missionærerne.”

Du skriver, at du tidligt blev fascineret af Ansgar, og at det med tiden er blevet til beundring og forundring. Hvad er det, der er så fascinerende og forundrende ved Ansgar?

”Rimberts biografi viser et menneske, som fuldstændig uden hensyn til sig selv udbreder evangeliet. Han er helt frygtløs. For eksempel ville alle hans rejsefæller tage hjem, efter de blev overfaldet af vikinger på den første tur til Sverige. Men Ansgar fortsatte, fordi han så turen som sin bestemmelse. Han fortsætter og ryster nederlagene af sig. Da vikingerne har ødelagt Hamborg (i 845, red.) og har taget næsten alt, siger han: ’Herren gav, Herren tog. Herren være lovet.’ Ansgar lever fuldt ud i forestillingen om Guds forsyn. Han minder om Frodo Sækker fra ’Ringenes Herre’ og Frans af Assisi. Han er beskrevet så tæt af Rimbert, at det virker troværdigt. Her træder et af de store mennesker i verdenshistorien frem.”

Ansgar var gennem sit liv styret af en hel række visioner. Hvordan skal vi forstå de visioner i dag?

”Man skal huske på, at Ansgar som munk fra sit femte år og frem har sunget Davidssalmer hver dag, han har sunget dem flere tusind gange. Han har læst Bibelen hvert år, læst anden kristen litteratur og digtet bønner selv. Hans univers er fuldstændig bibelsk, så hans drømme og visioner taler inden for det univers. De visioner, han har, stemmer fuldstændig overens med ånden i Frankerriget, hvor man ville nå til verdens ende med evangeliet. Jeg har ikke villet bedømme, om det er sandt eller ej. Desværre har man i tidligere historieskrivning set helt bort fra det, for man kunne ikke tro på sådan noget. Men i mit arbejde som præst møder jeg muslimer, der konverterer til kristendommen. De har masser af drømme, hvor de møder Jesus. Derfor prøver jeg at lade det stå uden at tage stilling til, om det var virkelighed. Det var virkelighed for Ansgar.”

Som du også er inde på flere steder i bogen, så var Ansgar opdraget i klostret til at færdes blandt konger og de øverste i samfundet. Selvom du nedtoner det politiske, så var Ansgar vel både på en mission for at vinde sjæle og for at skabe politiske forbindelser mellem frankere og danere?

”Jeg mener, man skal se missionen som en vej, der forener frankere og nordboere i en større fortælling. Det var ikke et hovedmotiv, at frankerne skulle have mere magt, og Ansgars diplomati virkede snarere gennem mildhed, ydmyghed og klogskab. Selvom kong Horik II brændte Hamborg ned, så insisterede Ansgar på at mødes med ham. Ansgar elsker synderen, men ikke synden, og forklarer, at det er den urene ånd i vikingerne, som er ansvarlig for nedbrændingen. Den vil han ved dåben erstatte med Helligånd. Denne ydmyghed må have været et stort chok, og det har forvirret vikingerne. Normalt var det hos dem stormænd, der var goder (hedenske præster, red.). De var en slags testosteronbomber, stærke og mægtige. Så kommer denne i deres øjne svage, ydmyge munk. Pludselig ser de et menneske, som ikke vil have en position, der styrker hans egen. Det har haft en stærk virkning blandt dem.”

Du benytter Rimberts krønike som hovedkilde. Den tekst er jo en helgenfortælling. Er der ikke en fare for, at du kommer til at male et skønmaleri af Ansgar?

”Selvfølgelig er Ansgar fremstillet i en idealskikkelse. Men bogen er skrevet umiddelbart efter Ansgars død og er rettet til de munke, som kendte Ansgar. Rimbert skriver flere gange ’I kendte ham jo bedre end mig’, så hans læsere levede stadig. Rimbert har rejst med Ansgar i 24 år og nævner, at han husker flere skildringer ordret. Det giver en friskhed i kilden. Den virker mere troværdig end mange andre helgenfortællinger, selvom den selvfølgelig er idealiserende.”

For nylig har Flemming Chr. Nielsen udgivet bogen ”Sort hedder en sten”. Den sætter spørgsmålstegn ved, om hedenskabet nogensinde forsvandt, og om kristningen tog meget lang tid. Andre historikere har talt om, at der ikke var tale om religionsskifte de første mange århundreder, men blot et kultskifte, hvor man byttede navne på guderne. Hvordan forholder du dig til det?

”På Ansgars tid er der for mange blot tale om en ny guds kult. Men for dem, som bliver kristne, er det ikke på den måde. De får en grundig dåbsundervisning og eksorcisme, så tvivlen er væk for dem. Når vi kommer længere op i middelalderen i 1100- 1300-tallet, så mener jeg, det er helt forkert og uden nogen form for dokumentation. Alle kristne gik gennem dåb efter undervisning og hørte prædikener på modersmålet. De fik mere at vide om kristendommen dengang end i dag, vil jeg tro. Jeg mener, det har virket som en befrielse med forkyndelsen af Paradis, modstanden mod at sætte børn ud (for at dø, red.), og at dåben skaber lighed mellem høj og lav, at konge og træl skulle igennem samme dåb – alt det ændrer i høj grad Danmark. Selvfølgelig fandtes der dengang overtro som også i dag, men det er det rene sludder, at man bare skifter navn på sin gud, og uden belæg i nogen kilder.”

Et sted sammenligner du den måde, vikingernes brutale adfærd fremstilles på i andre kilder fra den tid, med for eksempel Islamisk Stat. Ser du et behov for en moderne Ansgar i kampen mod islamisme, og mener du, vi kan lære noget af Ansgar?

”Nej, jeg har ikke skrevet bogen for at bringe ham frem på den måde. Men fortællingen om Ansgars mission sætter fokus på mødet med forskellige kulturer fra meget forskellige baggrunde. Man kan lære af Ansgar, hvor stor en kraftanstrengelse det er at leve og være ydmyg. Det er enorme åndelige kræfter, der skal til. De munke, især benediktinere, der kristnede Europa, levede i klostre og sendte veluddannede unge mænd ud, som var fuldstændigt fokuserede på opgaven, og som ingen skrupler havde over for farefulde situationer. Det er en vigtig påmindelse i forhold til den cafe- og hyggeagtige mission, vi oplever i dag – mission er utroligt svært.”

For nylig blev en rekonstruktion af Ansgars kirke åbnet og indviet ved Vikingecentret i Ribe. Her nævnte folketingspolitikeren Carl Holst (V) i et interview her i avisen, at kirken er med til at skærpe vores værdier og grundlag. Er du enig med ham, og er din bog et bidrag til det?

”Jeg har mest skrevet, fordi jeg er interesseret i Ansgar, og jeg var fascineret af, at man fandt kirkegården, mens jeg gik rundt i de samme lokaliteter. Det gode ved rekonstruktionen af Ansgars kirke er, at man nu får et sandere billede af, hvordan det var: At kristendommen var til stede i Ribe med kirken i vikingetiden. Jeg ser ikke bogen som indspil i en politisk diskussion.”