1960erne og 1970erne var meget vilde og meget eksperimenterende, siger arkæolog Özlem Vapur med en træt stemme.
LÆS OGSÅ: Antikke perler på snor
Hun tænker ikke på hippietidens spraglede tøj, nye samlivsformer eller forsøg med narkotiske stoffer. Nej, det handler om tendenserne inden for hendes eget fagområde; arkæologien og restaureringen af oldtidsbygninger.
Özlem Vapur viser en gruppe journalister rundt i ruinerne af den historiske og bibelske by Efesos i det vestlige Tyrkiet, cirka 50 kilometer syd for havnebyen Izmir.
Foran gruppen ligger resterne af Memmius-monumentet. Det er et kunstværk. Oprindelig var det et æresmonument for den romerske diktator Sulla, bygget for cirka 2000 år siden af hans barnebarn digteren Gaius Memmius. Da konservatorerne for nogle årtier siden skulle samle brikkerne til monumentet, havde de ikke brikker nok, og så overlod man opgaven til en kunstner, der fik lov til at kitte søjlestumper og skulpturer med beton til et moderne, kubistisk kunstværk.
Det er dét, der gør Özlem Vapur og en del af hendes kolleger trætte. For én ting er at sætte oldtidens byggeklodser sammen til kunst, uagtet hvordan de egentlig skulle have set ud. Noget andet er at bruge cement og beton til opgaven. Var det foregået et andet sted og på et andet tidspunkt, ville man nok have kaldt det hærværk. Nu nøjes arkæologerne med at henvise til, at det skete i et par vilde og eksperimenterende årtier.
Vi vender senere tilbage med forklaringen på, hvorfor det er så kritisk at bruge cement i forbindelse med oldtidsruiner.
Men først en tur rundt i Efesos, der er et overflødighedshorn for enhver med interesse for historie og arkæologi. Byen har i oldtiden spillet en betydelig rolle som knudepunkt mellem øst og vest samt som havneby. For to tusind år siden lå byen ved havet, men nu er den 10 kilometer væk, fordi aflejringer fra floden Kaystros har omdannet et stort område mod vest til sump.
I hvert fald fra omkring år 600 f.Kr. var byen en græsk koloni. Lokalbefolkningen tilbad dengang en modergudinde, Kybele, og den smeltede siden sammen med grækernes egen frugtbarhedsgudinde, Artemis, der blev kaldt Artemis fra Efesos.
Det er hende, der gav navn til Artemis-templet, der i oldtiden blev kaldt et af verdens syv underværker. Det blev bygget omkring 550 f.Kr., havde et areal på cirka 100 gange 60 meter og bestod af op til 127 søjler, der hver havde en højde på knap 19 meter. Templet blev ødelagt adskillige gange, blandt andet brændte Herostratos det ned i 356 f.Kr. for at udødeliggøre sit eget navn, deraf udtrykket herostratisk berømt.
Alexander den Store genopbyggede det, men goterne ødelagde det definitivt i 262 e.Kr., og på det tidspunkt var kristendommen så udbredt, at templet havde mistet sin religiøse betydning. I dag kan man stort set kun se grundridset af det og en enkelt rekonstrueret søjle på grunden, der ligger omkring halvanden kilometer fra selve Efesos.
Lige i nærheden finder man i øvrigt også resterne af Johanneskirken, der rummer evangelisten Johannes grav.
Bibellæsere vil nikke genkendende til byen, for eksempel fra Paulus brev til de hellige i Efesos, det vil sige Efeserbrevet. Men den optræder også i flere beretninger i Apostlenes Gerninger. Der fortælles i kapitel 19 om, at der i byen opstod en ikke ringe uro på grund af Vejen. (Vejen var det datidige ord for kristendommen). Sølvsmeden Demetrios og andre håndværkere, der producerede kopier af Artemistemplet, var bekymrede, fordi denne Paulus vildledte folket i hele provinsen Asien. Han sagde til dem, at ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder, og det var jo ikke så godt for forretningen.
Ikke alene var der fare for sølvsmedenes rygte, man kunne også frygte, at gudinden Artemis tempel ville blive berøvet sin storhed i hele verden, hedder det.
Og så blev der ballade. Hele folkemængden kom i oprør og stormede hen til byens teater, hvor de i næsten to timer stod og råbte: Stor er efesernes Artemis!. En byskriver får dog omsider beroliget mængden ved at sige, at hvis der var foregået noget ulovligt, så måtte det afklares i retssalen.
Det teater, som teksten nævner, kan man se den dag i dag, ligesom en lang række andre bygninger fra datiden er gravet frem, og man har nu hovedtegningen af byen med hovedgaden, det store bibliotek fra det andet århundrede, stadepladserne, hvor varer blev handlet, og det enorme amfiteater, som er nævnt ovenfor med plads til 25.000 tilskuere samt en bred allé ned til den daværende havn.
I romersk tid var byen den næststørste efter Rom med anslået 250.000 indbyggere, og man får et indtryk af, hvilket liv der må have været, når man i dag går gennem området med tusindvis af turister. Alene den dag, Kristeligt Dagblad besøger byen, lander syv krydstogtskibe cirka 15.000 turister i Efesos. Også dette fremkalder bekymrede miner hos arkæologerne, fordi de mange mennesker slider voldsomt på området. Men de lægger også penge til det fortsatte udgravningsarbejde.
At ruinerne overhovedet er kommet til syne, skyldes det pionerarbejde, den britiske arkæolog John Turtle Wood begyndte i 1863 på vegne af British Museum. Man vidste fra rejseskildringer, at der fandtes spor af det antikke Efesos, og John Turtle Wood ledte især efter Artemis-templet. I 1869 lykkedes det ham faktisk at finde nogle marmorstykker fra templet i syv meters dybde, men da selve templet ikke blev fundet, stoppede arbejdet i 1874.
I slutningen af 1800-tallet kom arkæologiprofessor Otto Bendorf fra Østrig til Efesos, og han gjorde udgravningerne til et forskningsprojekt for det arkæologiske institut i Østrig. Endnu i dag er det fortsat det østrigske institut og det østrigske videnskabelige akademi, som leder og sponserer arbejdet med udgravninger og registrering af fundene, og som sætter dem ind i en historisk sammenhæng.
I dag foregår det største udgravningsprojekt et stykke fra teatret på en skråning med seks tæt forbundne rigmandshuse. Her arbejder arkæologerne blandt andet med at få tusindvis af stumper fra væggenes marmordekorationer til at passe sammen, ligesom man afdækker 2000 år gamle vægmalerier.
Mange steder er de oprindelige ruiner blevet restaureret, og her er vi tilbage ved problemet med den hårde cement, som er blevet brugt, ikke bare på Memmius-monumentet, men også på en lang række andre bygninger, for eksempel teatret.
For som Özlem Vapur forklarer, så passer hård cement og sandsten rigtig dårligt sammen. Efesos ligger i et område, der jævnligt rammes af små og større jordskælv, og det er den væsentligste forklaring på, at de fine 2000-3000 år gamle bygninger ligger i ruiner, med søjlestykker, marmorplader og byggesten spredt hulter til bulter på jorden.
Ved hver eneste lille rystelse deformeres bygningerne lidt mere, fordi de for det meste er lavet af porøse sandsten.
Er stenene så repareret med cement, risikerer man let, at skaden bliver endnu værre, fordi de hårde materialer vil knuse de bløde. Den slags reparationer var der mange af for 20-30 år siden, men i dag bruger man materialer, der i langt højere grad passer til de oprindelige stens hårdhedsgrad. Så konservatorerne går faktisk bare rundt og glæder sig til, at betonen også deformeres, så den efterhånden kan løsrives fra de oprindelige sten. I den situation kunne de godt have undværet, at de historiske sten var blevet brugt som materialer til et kunstværk som i Memmius-monumentet.
Fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Danmark bekræfter stenekspert, konservator Susanne Trudsø, at man gennem tiderne har brugt forskellige materialer til restaureringer, men i de seneste årtier er mange af fejlene blevet rettet.
Man troede engang, at cement var det nye vidundermiddel, men den beton, man har brugt, var alt for tæt og hård. Nu er cement i sig selv jo ikke et nyt materiale, for det blev allerede brugt af romerne, men de havde en bedre forståelse for, at materialerne skulle passe sammen, og derfor brugte de en blødere cement med tegl, siger Susanne Trudsø.
Nu har konservatorerne lært det og bruger udelukkende de mere bløde og åbne kalkmørtler til at restaurere med.
Selvom man vælger de rigtige materialer, er der stadig spørgsmålet om, i hvor høj grad man skal kunne se, at en bygning er blevet restaureret. Det skal retfærdigvis siges, at Memmius-monumentet ikke præsenteres, som om det er en rekonstruktion, og bygningen har slet ingen lighed med det oprindelige monument.
Men heller ikke ved rigtige restaureringer er målet, at det nye skal ligne det gamle til forveksling. Susanne Trudsø forklarer, at retningslinjerne for restaureringer blev formuleret i Venedig-chartret fra 1964, og siden er der kommet en række andre chartre, der næsten alle er gradbøjninger af det.
Udgangspunktet er, at ens egen tid skal afspejle sig i tingene. Derfor vælger man at bygge nyt, som ikke imiterer det oprindelige meget tæt. Man behøver ikke at kunne se på afstand, at der er tale om en restaurering, men det skal man gerne kunne på to meters afstand, siger Susanne Trudsø.
Der er dog undtagelser fra reglen. For eksempel bliver nedslidte skulpturer på bygninger herhjemme genhugget til fuld form af nye sten, eksempelvis af sikkerhedshensyn, så man undgår faren for nedstyrtninger.
Men det er en anden historie.
